Trykmålinger i oliebrønd giver håb om forsegling i næste uge
Trykket stiger roligt i brønden, mens den ene aflastningsbrønd er ved at blive monteret og forberedt til en permanent lukning af olieudslippet i næste uge.
Tema
Oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf
Læs alt om temaet
Læs også
Læs mere om
6.904 psi. Det var trykket i oliebrønden i går, da BP vendte tilbage med fuld styrke for at lukke olieudslippet.
Inden weekenden sendte BP skibe og boreplatforme i sikker havn i frygt for, at den tropiske orkan Bonnie skulle ramme området med fuld styrke. Det skete heldigvis ikke, og BP kunne lade to skibe blive tilbage og overvåge det eksperimentelle ventilsystem, Sealing Cap, som myndighederne frygtede, ville forværre lækager ved at flytte trykket ned i brønden.
I går kunne Thad Allen så oplyse, at boreplatformen DDIII sender stigrøret, der forbinder boreplatformen med aflastningsbrønden, ned for at montere det. I går havde BP lavet 39 ud af 61 sammenføjninger, og Thad Allen regner med, at forsøget på at dræbe den lækkende brønd permanent kan starte allerede i næste uge.
»I store træk vil den her uge være forberedelser, og kontrol af at alt er klar, og så vil vi forsøge at dræbe brønden i starten af næste uge,« sagde Thad Allen på en pressebriefing i går.
Chancerne for et vellykket drab på brønden er også steget ifølge Thad Allen. Temperaturen i brønden er ikke oversteget 40 fahrenheit. Når man kombinerer temperaturen i brønden med det stabile tryk, så giver det ifølge Allen en indikation af, at brønden er tæt. Det vil sige, at det boremudder, der skal holde olien tilbage, ikke løber ud af en lækage.
På pressemødet vendte de også konsekvenserne af den tropiske storm, Bonnie. Bonnie har ifølge myndighederne spredt olien ud i mindre koncentrationer, der kan gøre det lettere for bakterier at nedbryde den. Store tjæreklumper er for eksempel blevet revet til mindre tjærekugler, der har spredt sig ud i havet.
Olien er også blevet flyttet fra nogle strande, mens stormen har drevet olien op på nye.
»Vores luftovervågning har, efter at stormen har flyttet rundt, fundet en masse olie, som vi ikke har renset op. Derfor laver vi en meget, meget intens overvågning i dag for igen at få styr på, hvor olien er,« sagde Thad Allen i går.






