DTU-rektor: Idiotiske regler sender forskere ud af Danmark
Når en udenlandsk ph.d. studerende afleverer sin afhandling udløber den studerendes opholdstilladelse. Men de studerende er nødt til at være i Danmark igen efter tre måneder for at forsvare deres afhandling og derfor må de tage hjem for at søge om visum. Idiotisk, lyder det fra DTU’s rektor Lars Pallesen.
Læs også
Dokumentation
Når en udenlandsk ph.d. studerende afleverer sin afhandling, mister hun samtidig sin opholdstilladelse.
For når afhandlingen er afleveret, udløber ansættelsen med universitetet. Dermed kan forskeren ikke vise, at hun kan forsørge sig selv, og derfor mister hun opholdstilladelsen.
Så når en udenlandsk forsker vil forsvare sin ph.d. må hun altså rejse hjem for så at søge om visum eller en ny opholdstilladelse til Danmark.
Det er unødvendigt besværligt og dumt at sende forskerne ud af landet, mener Lars Pallesen, der er rektor på DTU.
»Det er veluddannede mennesker inden for teknisk naturvidenskab. Det er præcis dem, som vores industri siger, vi har mest brug for, som vores politiker siger, vi har mest brug for, og som vi mener, der er mest brug for. Så er det simpelthen fjollet at sende dem ud,« siger Lars Pallesen.
Lars Pallesen mener, at det kunne give mulighed for vækst, hvis de udenlandske ph.d. studerende kunne blive i Danmark i de tre måneder, de venter på at forsvare deres afhandling.
Ud af 7.461 ph.d. studerende i Danmark i 2008 var 616 fra udlandet. Og netop de 616 studerende kan være med til at skabe vækst i samfundet, ifølge Lars Pallesen. En ph.d. studerende bruger nemlig ofte tiden mellem aflevering og forsvar på at søge job.
»Hvis erhvervslivet er hurtige ved havelågen, så kan de skynde sig at ansætte dem. Derfor har vi påpeget, at det er fuldstændigt idiotisk, at man ikke gør, hvad man kan for at holde på dem, men laver regler, der stiller sig i vejen,« siger Lars Pallesen
Komplicerede regler for 3. verdens lande
Reglerne bliver yderligere kompliceret, hvis den studerende kommer fra et tredjeverdens land. De kan nemlig ikke engang få visum, hvis de har opholdt sig i et land i Schengen-området inden for 90 dage.
Men samtidig siger Videnskabsministeriets regler, at ph.d.en skal være forsvaret indenfor tre måneder.
Så det ene regelområde holder dem altså ude af Danmark i den periode, som det andet regelområde giver forskeren til at afslutte sin ph.d. afhandling.
Minister: Vi må finde en løsning
Lars Pallesen sendte i juni et brev til videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen omkring problemstillingen. Og allerede den 22. april modtog ministeren et brev fra Danske Universiteter, der gør opmærksom på problemet.
Hun gør i et svar på et spørgsmål fra Marianne Jelved rede for ministeriets holdning til problemet.
»Jeg er naturligvis enig med Lars Pallesen i, at der må findes en løsning på problemet. Jeg kan i den forbindelse oplyse, at Videnskabsministeriet er i dialog med Integrationsministeriet
om sagen,« svarer hun.
Og det er også Lars Pallesens indtryk, at Charlotte Sahl-Madsen vil gøre noget ved sagen.
For dyrt at omgå reglerne
Men universiteterne kan omgå reglerne, hvis de virkelig vil. Hvis universitet vælger at ansætte forskeren i perioden mellem aflevering og forsvar, kan forskeren ifølge reglerne stadig forsørge sig selv, og er dermed berettiget til opholdstilladelse. Men det er ikke en løsning, som Lars Pallesen er interesseret.
»Så skal vi igen til at hive penge op af lommen. For det første er det en idiotisk regel, og det næste er så at undgå dem. Det betyder, at vi skal ansætte dem i nogle måneder til noget arbejde, som vi måske ikke engang har brug for. Det er helt forkert, at man ansætter nogen, fordi de har brug for en opholdstilladelse i stedet for at ansætte dem, fordi man har brug for deres arbejde,« siger Lars Pallesen.





