Ny rekord: Solcellefly har fløjet i 10 døgn
Det engelske solcellefly Zephyr har holdt sig i luften i ti døgn. Det ottedobler verdensrekorden, og flyet fortsætter fire dage endnu.
Zephyr opsendes manuelt. Her løbes 2008-versionen af flyet i gang. Den nyeste version er 50% større og kræver derfor 5 mand, der løber ud ad startbanen. Foto: Qinetiq
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Solcelleflyet Zephyr gik på vingerne fredag den 9. juli og har indtil videre holdt sig i luften i ti døgn. Dermed slår flyet både den officielle og den uofficielle flyverekord for ubemandede solcellefly med mange længder.
Efter planen skal Zephyr holde sig i luften indtil fredag den 23. juli, hvor flyet har fløjet over Arizona i USA i to uger. Derfor har flyet skabere høje tanker om det robotstyrede fly.
»Zephyr er egentlig verdens første ”evighedsfly”,« sagde projektleder John Saltmarsh til BBC efter flyet havde rundet en uge i luften.
Flyet har rundet ti døgn i luften og intet tyder på, at det ikke vil nå målet på 14 døgn. Tidligere var rekorden for et ubemandet solcellefly på kun 30 timer og 24 minutter. Dog slog Zephyr denne rekord uofficielt da den i 2008 fløj i 82 timer og 37 minutter.
Solcelleflyet lettede fra det militære testområde Yuma i Arizona sidste fredag. I løbet af den første dag, steg flyet 40.000 fod. Herefter har flyet fundet sin marchhøjde på 60.000 fod, eller lige over 18 km.
En dags solskin i Arizona giver flyets solcellevinger nok energi til at drive to propeller hele dagen igennem. Samtidig oplader solcellerne flyets lithiumsvovlbatterier, der holder propellerne i gang om natten.
I løbet af en nat taber flyet typisk omkring 20.000 fods højde, som indhentes igen, når dagslyset igen rammer vingerne.
Firmaet Qinetiq, der har udviklet flyet over de sidste mange år, beskæftiger sig med forsvarsteknologi. Og det er også i forsvaret, de forventer at flyet kan bruges, for eksempel til overvågningsopgaver eller som en flyvende kommunikationsplatform.
John Saltmarsh gør dog opmærksom på, at flyet kan bruges til alle typer observationsopgaver.
»Vi ville udbyde det som en service. Vi ville stille en ”knage i himlen” til rådighed, som du kunne hænge din last på, og vi vil garantere at holde den deroppe 24 timer i døgnet i et par måneder,« lyder visionen fra John Saltmarsh.






