Må en forsker sladre?
Af Klaus Seiersen,
søndag 18. jul 2010 kl. 15:19
I sidste uge skrev den italienske partikelfysiker Tommaso Dorigo på sin private blog, at han havde hørt rygter fra to muligvis uafhængige kilder, at Fermilabs Tevatron-accelerator havde fundet Higgs Bosonen, og at de var tæt på at annoncere dette.
Dorigo påpegede, at rygterne var ubekræftede, men historien blev alligevel fanget af hungrende journalister samt spredt via nettets førende sladderkanal Twitter. Det var også på Twitter, at Fermilab i tirsdags officielt meddelte: "Let's settle this: the rumors spread by one fame-seeking blogger are just rumors. That's it", en besked der efterfølgende kunne findes på bl.a. BBC News.
Dorigo kaldes altså af Fermilab for en "fame-seeking blogger", mens han ifølge egen blog yderligere er kaldt "mindre troværdig end blæksprutten Paul" samt the "Paris Hilton of Physics".
På trods af skarp kritik fra fysiker-kolleger understreger Dorigo dog i denne weekend, at det altså ikke var ham, der kørte denne sag op i store overskrifter. Han viderebragte blot rygter, han havde hørt ude på gangen, rygter som han bemærkede, at han ikke kunne bekræfte. Det var dermed journalisterne, der var sløsede, da de ukritisk viderebragte historien.
Dorigo skriver dog, at han har det fint med at viderebringe løse rygter. Det kan han gøre som privat blogger, og han er i virkeligheden også lidt stolt over, at det er lykkedes ham at få Higgs Bosonen i medierne. En søgning på Google Trends viser da også en tydelig top i søgevolumen på ordet "Higgs", og den helt tomme historie gav altså gratis reklame for den yderste forskningsfront indenfor partikelfysik.
Men er det i orden for en forsker at viderebringe ubekræftede rygter? Er det skadeligt for naturvidenskaben, gør det forskerne og deres arbejde utroværdigt, eller er det blot med til at skabe lidt drama, som skaber en ekstra - meget tiltrængt - interesse for faget? Er det ikke bare sundt at vise, at forskning ikke kun er stringent systematik, men at der også er virkelige mennesker og følelser bag?
Hvad synes du?