/byggeri

Velfac klar med ny vinduesisolering med glastråde

Efter seks års udvikling går Velfac langsomt væk fra aluminium og træ og satser stort på et nyt kompositmateriale til isolering af vinduer. Navnet er Helofibre og kommer til at udgøre hovedparten af produktionen om få år.

Af Mie Stage, fredag 16. jul 2010 kl. 08:13

Efter at have arbejdet sig igennem 200 materialer over en årrække er vinduesfirmaet Velfac nu klar til at introducere et nyt isoleringsmateriale, som de har arbejdet på i 5-6 år.

Slutproduktet Helo er et kompositmateriale, baseret på Polyurethan, forstærket med et net af indstøbte fine glastråde, og vil ifølge direktør Finn Jespersen blive Velfacs helt store satsning de kommende år.

»Vi har nu tilpasset produktionen og fundet ud af, hvordan vi skal bearbejde og skære i materialet. Vi regner med, at på et tidspunkt mellem 2015 og 2020, vil det udgøre hovedparten af produktionen,« siger han.

Finn Jespersen er ikke til at klemme mange yderligere oplysninger ud af om potentialet i det nye kompositmateriale, da den officielle lancering og markedsføring først sker i september. Derfor vil han heller ikke ud med de tal og resultater, Velfac har fået ud af at teste materialet i både laboratorium og bygninger de seneste år.

Blot vil han sige, at materialet er stærkere end aluminium, som ellers har været det foretrukne materiale til i hvert fald ydersiden af vinduerne for at sikre holdbarheden i regn og slud.

1/700 mindre varmeledende
Ulempen ved aluminium er imidlertid, at det er et ekstremt varmeledende materiale, som kan danne skadende kuldebroer, og det er et af de problemer, Helo-fibret skal forhindre.

Ifølge Velfacs egne beregninger skulle det være 1/700 mindre ledende end aluminium, men stadigvæk være lige så stærkt – om ikke stærkere, hvilket skulle give mulighed for design med en slankere profil.

»Vi har set på mange materialer, som har kunnet give bedre isolering end aluminium, men så har det mistet styrken. Fx er både kork og plastic udmærket, men det er alt for blødt,« forklarer Finn Jespersen, der har fået hjælp af et canadisk firma til at udvikle komposittet.

Ud over laboratorietests har Velfac brugt Helo-materialet i miljøbyggerierne Green Lighthouse i København og ’Bolig for livet’ nord for Århus.

»Vi har haft mulighed for at køre rigtig gode test både i laboratoriet og i virkeligheden, og vi glæder og til at komme med energitallene i september. De gør, at vi virkelig vil snuppe den gule førertrøje,« lover direktøren.



16. jul 2010 kl 08:25

Kristian Poulsen

Opgraderingskit?

Så kan man jo håbe på, at Velfac vil tilbyde et opgraderingskit til eksisterende ejere af Velfac vinduer med kuldebroer og kondensproblemer til en rimelig pris.


16. jul 2010 kl 09:15

Yoel Pedersen

1/700 mindre ledende end

skulle det være 1/700 mindre ledende end aluminium

Sproglig præcision, tak.


16. jul 2010 kl 11:45

Asger Hyldgård

1/700 mindre ledende

Teksten dækker forhåbentlig over, at materialet er 700 gange dårligere til at transportere varmen end aluminium.
Men som det er formuleret, er det nye materiale 699/700 så ledende som aluminium. - det rækker formentlig ikke til nogen førertrøje...


16. jul 2010 kl 23:57

Henrik Rathje

Genbrug?

Hvor meget af kompositmaterialet er genbrugsmateriale. f,eks fra gamle vindmøllevinger mm.? Eller skal vinduer nu også produceret i hærderplast ( jeg går ud fra at det er tale om hærderplast).
Jeg er af den overbevisning at hærdeplast kun skal bruges hvor påvirkningerne er ekstreme og alternativerne få. Det kan man ikke sige et vindue udsættes for. Hærdeplast er jo svært og dyrt at genbruge, uover f.eks isolering.


17. jul 2010 kl 07:22

bjarne hansen

Effekttabet gennem glasset og rammen?

Hvad er effekttabet gennem glasset og rammen for rudegeometr2m*1.5m?


17. jul 2010 kl 08:36

bernhard brunsgaard

Alternativ anvendelse?

Dette lyder lidt efter min drøm-armeret polyurethanskum-stærkere end aluminium- flybygning!
Farmer.


19. jul 2010 kl 18:22

Thomas Grønborg

Hvor er mit VELFAC-kritiske indlæg?

For 3 dage siden postede jeg dette:

"På tide
I VELFACs vejledning til deres Basic 400 alu-/trævinduer skriver de noget i retning af, at indvendig kondes er naturligt! Og når jeg har snakket med VELFAC er der bestemt ikke problemer med kuldebroer..."

I mellemtiden er indlægget forsvundet!


19. jul 2010 kl 21:25

Thomas Markussen

1

2


25. jul 2010 kl 00:53

avatar

john Christiansen

Foamglass

Det undrer mig at der ikke er udviklet rammer af "Foamglass". Det ville vel være nærliggende og sandsynligvis billigere.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.