Optimistiske BP: Udslip kan være stoppet inden august
Ny melding fra olieselskabet bag det største olieudslip i USA's historie antyder, at hullet kan være lukket om tre uger. Datoen falder sammen med selskabets kvartalsregnskab og forudsætter 'perfekte forhold'.
Multimedia
Galleri:
Sådan borer BP aflastningsbrøndene
Fakta
Tema
Oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf
Læs alt om temaet
Læs også
-
Stop for olielækage på vej: Aflastningsboring mangler kun 15 meter
Læs mere om
Dokumentation
27. juli 2010 - måske endda allerede 20. juli. Ifølge de seneste uofficielle meldinger fra olieselskabet BP er det den dato, hvor der endelig vil kunne sættes prop i det udslip, der siden 20. april har lækket millioner af liter olie ud i Den Mexicanske Golf.
Meldingen kommer fra lederen af BP's Gulf Coast Restoration Unit, Bob Dudley, i et interview med avisen Wall Street Journal. Han siger dog samtidig, at datoen forudsætter "en perfekt verden uden afbrydelser" og tilføjer, at denne 'perfekte verden' trues af orkansæsonen og er 'usandsynlig'.
Indtil nu har både BP og den amerikanske kystvagt offentligt meldt ud, at udslippet ville kunne være stoppet i begyndelsen eller midten af august. Den nye dato - 27. juli - falder da også sammen med offentliggørelsen af BP's regnskab for andet kvartal og den endnu mere optimistiske 20. juli er den dag, hvor den britiske premierminister David Cameron besøger Det Hvide Hus, og hvor det britiske olieselskab ifølge Wall Street Journal også gerne vil kunne demonstrere fremskridt.
Bob Dudleys optimisme er måske blevet ansporet af et besøg onsdag på 'Discoverer Enterprise', det skib, der i øjeblikket forsøger at indsamle noget af den udslippende olie. Her fik han meldinger om en ni dage lang periode med godt vejr i golfen fra fredag - hvilket kan være afgørende for den fremrykkede dato.
BP er i øjeblikket i gang med at bore to aflastningsbrønde for at tage trykket fra olieudslippet. Den ene af de to er ifølge Wall Street Journal nu 4 meter vandret og 100 m lodret fra målet. Direktør Billy Brown fra Blackhawk Specialty Tools, der for BP arbejder på aflastningsbrøndene, sagde onsdag, at arbejdet er forud for planen.
Belært af tidligere erfaringer arbejder BP dog sideløbende på adskillige backup-planer - den ene handler om at pumpe olien til et udtømt gasfelt godt tre kilometer væk. Den anden om at flytte olien til et eksisterende oliefelt ca. 15 kilometer væk. Begge forudsætter dog etablering af rørledninger af enten stål eller fleksible materialer, for at forbinde den lækkende brønd med disse eksisterende brønde.







