Minister: Vi sender IC4-togene på pension om 10 år
Allerede fra om cirka ti år skal IC4-togene gradvist sendes på pension på regionalbanerne. Det siger transportminister Hans Christian Schmidt, som fra dette tidspunkt forventer en større indfasning af el-tog på hovedbanenettet.
Blandt andet gummislanger i togene har taget skade af at vente siden 2003. Derfor uskiftes de på fabrikken i Milano, lige som elektroniske komponenter pilles ud og renoveres ved underleverandøren før de installeres igen. Her venter nogle af IC4-vognene på at komme ind på fabrikken. Der går 10 til 15 dage mellem at togvognene rykker videre på transportbåndet og giver plads til nye vogne. (Foto: Jens Hasse/Chili)
Tema
Læs også
-
Minister efter heftig elektrificeringdebat: »Eltogene kommer i 2020«
Læs mere om
De massive forsinkelser i IC4-leverancen betyder, at de forkætrede italienske togsæt vil få en relativt kort karriere som intercity-tog på jernbanens hovedstrækninger mellem de største danske byer.
Ifølge Transportminister Hans Christian Schmidt (V) skal de første IC4 tog allerede omkring 2020 sendes på pension på regionalbanerne. På dette tidspunkt vil de senest leverede IC4-tog kun have kørt som intercitytog i otte år.
»Om ca. ti år regner jeg med, at IC4-togene gradvist vil blive trukket ud af driften på intercity-strækningerne. På dette tidspunkt vil elektrificeringen af de resterende dele af hovedbanenettet være i gang, hvilket betyder, at moderne eldrevne intercity-tog kan blive indfaset på hovedstrækningerne, og de dieseldrevne IC4-tog følgelig kan blive udfaset,« siger Hans Christian Schmidt til Ingeniøren.
Han peger på, at mange af de 96 IC3-togsæt på dette tidspunkt vil være så gamle (de ældste vil være mere end 30 år gamle), at de gradvist skal tages ud af drift. Og her vil IC4-togene så kunne træde til og fortsætte karrieren som arbejdsheste på regionalbanerne som f.eks. København-Kalundborg og Roskilde-Køge-Næstved.
Transportministeren påpeger, at de IC4-tog som i øjeblikket bliver leveret fra Italien i et tempo på 3 togsæt om måneden samlet set vil kunne være i drift på de danske skinner indtil 2037, hvor de efter planen skal udfases igen.
Ifølge Hans Christian Schmidt er denne langsigtede udrulningsplan det bedst mulige kompromis mellem ønsket om hurtigst muligt at overgå til eldrevne tog på det danske jernbanenet og det faktum, at 83 dieseldrevne IC4-tog samt 23 dieseldrevne IC3-tog i de næste to år vil blive leveret til DSB.
»Samfundsøkonomisk giver det ikke særlig god mening at elektrificere hovedstrækningerne her og nu og så i øvrigt indsætte dieseltog til at køre under de nye køreledninger,« siger Hans Christian Schmidt.
Han mener derfor, at elektrificeringen af hovedbanenettet bør ske samtidig med den komplette udskiftning af samtlige signaler på jernbanen, som starter i 2018.
De første IC3-tog blev leveret i 1989 og her dermed i dag mere end 20 år på bagen som intercitytog.






