Den nye generation af førerløse fly, herunder de små, elektriske helikoptere med fire rotorer, vækker interesse i adskillige fag, hvor man hidtil har måttet klare sig med andre midler.

Blandt andet vurderer Geografisk og Geologisk institut på Københavns Universitet i øjeblikket, om teknologien kan bruges til kalibrering af satellitter.

»Vi er ikke fremme ved det punkt endnu, hvor vi søger fondsmidler. Der skal regnes mere på, hvad det koster at bruge førerløse fly i forhold til, hvad man ellers kan gøre,« siger lektor Rasmus Fensholt fra instituttet.

Det drejer sig om overvågning af naturresourcer i u-lande, nærmere betegnet området Sahel syd for Sahara, som er et bælte, der strækker sig hele vejen fra Øst- til Vestafrika. Det er et tørt område, som har vist sig at være stærkt påvirket af klimaforandringerne.

Området overvåges af satellitter med følsomme sensorer, som døgnet rundt opfanger jordoverfladens udstråling i både synlige og infrarøde spektre. Det giver mulighed for at vurdere fordampningen fra området.

Atmosfæren forstyrrer målingerne
»Hvis temperaturen stiger i jordoverfladen, kan det være tegn på, at en tørke er på vej. Det betyder vandrende dyreflokke, som plager landbruget, og det kan give sociale problemer. Så det er vigtigt at kunne give gode prognoser hurtigt, så de rette organisationer kan forberede sig,« siger han.

I landene i Sahel bæltet er kommunikationen ofte meget dårlig, og prognoserne fra Geografisk Institut kommer hurtigere frem end den lokale information.

Men prognosernes kvalitet afhænger af, at satellit-sensorernes output bliver kalibreret korrekt, og det er vanskeligt, fordi atmosfæren forstyrrer udstrålingen fra jordoverfladen, mens den er undervejs op til satellitten.

»Normalt kalibrerer vi satellit-sensorerne på den måde, at vi opsætter nogle tilsvarende sensorer i en mast nede i lokalområdet i Sahel. Vi sender folk derned her i juli hvert år for at sætte dem op - de er faktisk på vej derned lige nu - og i november rejser de derned igen og piller dem ned.«

I løbet af sommeren kommer nogle folk ud til masten fra et nærliggende universitet, aflæser maste-sensorernes data og sender dem til København.

Problemerne står i kø
Problemet er, at masten ikke er høj nok. Sensorernes vinkelåbning er cirka 15 grader, og det betyder, at det landstykke under masten, der måles på, er meget mindre end en enkelt pixel i billedet fra satellitten. Og det gør det svært at justere satellitbilledet rigtigt. En satellit-pixel er 250 meter på hver led på jordoverfladen.

»Vi har opstillet masten over et stykke jord, som er meget homogent. Men det ville være meget bedre at få sensorerne noget højere op,« siger Rasmus Fensholt.

En førerløs drone, som kan flytte sensorerne op i et par hundrede meters højde, kunne derfor være et bud på en god løsning. Der er dog flere problemstillinger, der skal overvejes først.

For det første vejer maste-sensorerne 6-8 kg, og det er rigeligt for en lille drone.

»Måske kan man købe nogle sensorer, der ikke vejer så meget,« siger han.

Et andet problem er, at en droneløsning vil kræve mandskab på stedet til at opsende dronen, holde den det rigtige sted på himlen i en times tid flere gange i døgnet, og sørge for dens opbevaring mellem flyvningerne. Selv med autonavigation skal der et minimum af mandskab til.

Det betyder, at droneløsningen med sikkerhed bliver dyrere end den nuværende masteløsning. Men resultatet vil også blive bedre i form af mere præcise prognoser.

Hvor kan I søge penge til den slags?

»Det vil være hos forskningsrådene,« siger Rasmus Fensholt.