Ideer bør have omvendt bevisbyrde
Skab et positivt rum for at afprøve ideer, som erstatning for den kritiske problemløsningstankegang der præger dagligdagen i alt for mange virksomheder!
Gode ideer i virksomheder skal typisk ”sælges” til andre, før der er opbakning nok til at implementere, eller bare teste dem. Især i starten af en ides liv er den utrolig sårbar, og typisk bliver ideer dræbt fordi det ikke er bevist at de virker.
Derfor er det en god ide at skabe en positiv virksomhedskultur, hvor der er omvendt bevisbyrde når man vil slå en ide ihjel:
Kritikere skal ikke nøjes med at affærdige en ide som ”ikke bevist”, men skal i stedet bevise at ideen ikke dur, før den kan slås ihjel.
Det er ikke det samme som at alle ideer bare skal implementeres, det vil kunne tømme pengekassen i enhver virksomhed!
I stedet skal virksomheden skabe plads til at afprøve ideer billigt, f.eks. via små prototyper, uformelle mikro-markedsundersøgelser, simuleringer osv. Det behøver ikke være dyrt, men det skal være tilgængeligt!
En god tommelfingerregel, som jeg har set brugt i venturefonde, er, at hvis ide-ejeren virker kompetent, og brænder nok for ideen, til at ville ofre tid og energi til at afprøve den… så er ideen god nok til at blive testet.
En mere positiv tone omkring nye ideer vil også smitte af på den generelle optimisme og arbejdsglæde i virksomheden, da sproget i høj grad er med til at skabe det verdensbillede vi agerer ud fra. For at se hvor meget sproget betyder for succes, kan jeg varmt anbefale at tage et kik på den ”anerkendende ledelses filosofi”, som efter min mening matcher den danske kultur godt… men det var et sidespring fra emnet i denne blog... tilbage til sagen:
Ændring af virksomhedskultur starter ofte med lederen som det gode eksempel til efterfølgelse. Men i dagens Danmark har også mange medarbejdere indflydelse nok til at slå ideer ihjel, så til alle jer:
Vær optimist, andet kan ikke betale sig! Lad være med at kritiserer nye ideer ihjel, før i stedet bevis for at ideen er dårlig, hvis du kan. Hvis du ikke kan, så accepter at ideen måske er god, og hjælp med at skabe plads til at afprøve den.











