/energi

Opposition: Pesticider skal længere væk fra drikkevandet

Oppositionen vil have sprøjtegiftene længere væk fra drikkevandsboringer. Regeringen og Dansk Folkeparti mener, der er rigelig mulighed for at lave beskyttede zoner allerede i dag.

Af Christian Østergaard, fredag 02. jul 2010 kl. 14:40

I dag sprøjter landmænd over hele landet deres marker med sprøjtegifte, også når de kun er ti meter fra en drikkevandsboring.

Det vil oppositionen ændre på ved at bakke op om et forslag fra Enhedslisten. Med forslaget vil oppositionen give mulighed for at udvide timetergrænsen så meget som det er nødvendigt, afhængig af en vejledning fra miljøministeriet.

»De nye undersøgelser fra GEUS understreger, at der er et problem i dag. Vi ser gerne at udgangspunktet skal være at der er mulighed for at beskytte grundvandet 300 meter fra boringen,« siger Per Clausen, der har fremsat det samme forslag fire gange over de seneste år uden nævneværdig opbakning.

Han hæfter sig dog ved at oppositionen denne gang er samlet om forslaget, der derfor kun afhænger af, hvem der sidder i regering efter valget.

I dag er det muligt for kommunen at udvide beskyttelseszonen, men kun i tilfælde af akut forgiftning af drikkevandet. Der er dog stadig uklarhed i kommunerne om, hvordan reglerne mere præcist skal læses.

»Hvis der er problemer med at forstå reglerne, og kommunerne efterspørger en præcisering, så er det logiske jo at sende dem en vejledning,« sagde miljøminister Karen Ellemann derfor til Berlingske Tidende i dag.

Regeringen har siden Grøn Vækst-pakken sidste år lovet, at beskyttelseszonen skal udvides til 25 meter, men ministeren afviser at give mulighed for en 300-meterszone, som oppositionen og vandmyndighederne ønsker. Også Dansk Folkeparti modsætter sig.

»Hvis man vil lave en beskyttelseszone, er det fint for mig. Det er bare vandværkerne og dermed forbrugerne der skal betale og det er der rigelig mulighed for at gøre allerede i dag,« siger partiets miljøordfører, Jørn Dohrmann.

Det møder ikke megen opbakning hos oppositionen

»Muligheden eksisterer jo ikke, hvis landmændene ikke vil medvirke. Hvorfor er det nu forbrugerne der skal betale for, at vi sikrer en beskyttelse af grundvandet?,« spørger Per Clausen.

»Problemet er, at bestyrelserne i vandværkerne er uprofessionelle. De skulle have sat ind for længe siden. De kunne have opkøbt arealer. De vil bare hellere sende regningen videre. Det kan ikke være retfærdigt,« siger Jørn Dorhmann.

Oppositionen peger i sit forslag på, at jorden kan udnyttes uden at bruge sprøjtegifte, for eksempel til økologisk drift. Dermed er tanken, at kompensationen til landbrugene kun skal dække de tabte merindtægter, landbrugene har ved at undvære sprøjtegifte i området.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk