I årtier har Voyager-2 sendt data hjem til Jorden om de store ydre planeter og solvindens samspil med planeterne. Voyager-2 var bl.a. med til at opdage Neptuns store mørke plet og dens vinde med hastigheder på op til 450 meter i sekundet.

Voyager-1 og Voyager-2, er de rumsonder, som har fungeret længst nogensinde. Voyager-2 blev opsendt den 20. august 1977 og Voyager-1 to uger senere den 5. september.

Rumsonderne er de fjerneste menneskeskabte objekter og befinder sig ved kanten af heliosfæren på grænsen til det interstellare rum, kaldet afslutningschokket. Afslutningschokket er der, hvor solvindens strøm af elektrisk ladet gas, som konstant bliver blæst væk fra Solen, bremses af trykket fra gassen mellem stjernerne og bliver tættere og varmere.

Nasa forventer at Voyager-1 vil forlade vores Solsystem og træde ud i det interstellare rum ved at krydse heliospausen i løbet af de næste fem år og Voyager-2 kort tid efter.

Heliopausen er grænsen mellem Solsystemet og det interstellare rum. Heliospausen er kanten af heliosfæren, der er den boble, som dannes af solvinden i rummet. Solvinden er ioniserede partikler som konstant strømmer ud fra Solen.

Grænsen til det interstellare rum anslås at ligge på den anden side af omkring 75 til 90 AE fra Solen, men grænsen varierer afhængig af mængden af soludbrud. Forskerne mener, at heliospausen er uregelmæssig og buler ud ved Solens nordlige halvkugle og ind ved den sydlige.

Voyager-2 har tilbagelagt mere end 21 milliarder kilometer på sin rejse ud forbi planeterne og befinder sig i dag 14 milliarder kilometer fra Solen. Et signal er 12,8 timer om at nå jorden med lysets hastighed. Voyager-1 har rejst 22 milliarder kilometer og befinder sig 17 milliarder kilometer fra Jorden.

Voyager-sonderne var kun designet til at fungere i fire år, men deres missioner er blevet forlænget talrige gange for at udnytte deres unikke egenskaber og position i rummet. De er hver udrustet med fem videnskabelige instrumenter, som undersøger solvinden, energirige partikler, magnetfelter og radiobølger undervejs.

Et dataproblem med den ene sondes datasystem blev i sidste måned løst af Nasa’s teknikere fra Jorden. Problemet i datasystemet viste sig at være et bit i hukommelsen som var skiftet fra 0 til 1.

Nasa sendte kommandoer til Voyager-2, så den kunne sende data til bage til jorden bit for bit, og herved fandt Nasa den fejlagtige bit. Ved at resette den fik man løst problemet, og fik dermed den videnskabelige datastrøm til at fungere normalt igen. En imponerende bedrift på den afstand og med den alder rumsonden har.

Nasa regner med, at Voyager-1 og -2 med deres thermonukleare generatorer, har strøm nok til at fortsætte til omkring år 2020. Så længe de fungerer og Nasa for forholds små midler kan opretholde kontakten, forsætter de med at levere videnskabelige data om de absolut yderste egen af vort Solsystem.