Til Jesper Cort Jensen: El-børsen i Oslo skal , som rigtigt skrevet, selvfølgelig ikke afgøre et lands energipolitik. Her er mere på spil end nogle øjeblikkelige konjunkturudsving.
Markedet kan således ikke forholde sig til de uløste problemer med radioaktivt affald. Der ligger 400.000 tons verden over og venter på at bliver slutdeponeret. Heller ikke i Finland ved de, hvad de skal stille op med affaldet, og derfor er det højst uansvarligt at bygge yderligere atomkraftværker.
Tilhængerne af atomkraft hævder, at atomkraft er en moden teknologi med forudsigelig driftssikkerhed. Dersom det var tilfældet, skulle atomkraftværker kunne finansieres på markedsvilkår af banker, pensionskasser og andre, der vil langtidssikre deres investeringer.
Men de tør ikke investere i atomkraftværker uden at staten garanterer for lånene. Det er således ikke finanssektoren, der tager ansvaret for investeringerne i atomkraft men skatteyderne. Det har vi fornylig set i UK og også Obama har meddelt, at forbundsregeringen er parat til at stille garanti for lånene i fremtidens atomkraftværker.
Tydeligere kan atomkraftens fallit ikke udtrykkes. Efter 50 års forskning for uanede milliarder USD fra skatteyderne, erfaringer fra flere hundrede atomkraftværker verden over, privilegier af enhver art og fribillet, når det gælder de uløste affaldsproblemer, så kan denne sektor ikke gå på lånemarkedet og hente penge som så mange andre.
Lidt om hvorledes Danmark er vel forberedt på at gå en helt anden vej end Finland:
Intet land har mere decentral kraftvarme end Danmark. 45 til 60 % af el-produktionen i Danmark er bundet til kraftvarme. Udsvingene er bl.a. afhængig af hvor megen kul-elektricitet vi visse år eksporterer til Norge.
Der er her i landet et dusin centrale kraftvarmeværker, og der er ca. 600 mindre K/V; sidstnævnte har en samlet kapacitet på næsten 3.000 MW og er generelt med vandvarmelagre. De er vigtige brikker i det fremtidige fleksible energisystem.
De decentrale kraftvarmeværker med gasmotorer har den fordel, at el-produktionen løbende kan tilpasses med en responstid på få minutter, hvorfor de er den bedst tænkelige løsning på op-regulering, når der er for lidt sol- og vindenergi, og der derfor med kort varsel er behov for øget el-kapacitet.
Når der på den anden side er for megen sol- og vindelektricitet i systemet, er det meget mere logisk at anvende den til ned-regulering i varmesektoren end at bygge store transmissionslinjer for at kunne sælge den til udlandet – ofte til en spotpris.
Vind-elektriciteten vil altid have en værdi, der svarer til det brændsel, som den erstatter. Drejer det sig om naturgasbaseret varme vil den koste ca. 50 øre/kWh eller mere. Der er ikke noget konverteringstab vind-el til vind-varme.
Det er heldigvis billigt at udstyre kraftvarmeværkerne med elkedler; de koster i størrelsesordenen 1200 kr/KW installeret effekt. Store varmepumper koster mange gange mere og kræver derfor mange flere driftstimer om året for at være rentable.
Det varer en del år endnu, inden vind-el baserede varmepumper kan holdes i drift flere tusinde timer om året, som er nødvendigt for at retfærdiggøre den højere investering på trods af den bedre virkningsgrad.
I omstillingen til fluktuerende energikilder som vind-/solenergi vil der på varmesiden være behov for både el-kedler og el-varmepumper. Store el-kedler har allerede i nogen tid været i drift hos fremsynede energiselskaber i Odense, Assens, Grindsted og Skagen. Mange flere er på vej, herunder et 50MW anlæg i Aarhus.
Det skal nævnes, at et fremtidigt vedvarende energisystem for at være rationelt opbygget, skal være domineret af decentrale løsninger.
Tilhængere af centrale løsninger hævder ofte, at det ikke kan lade sig gøre at sikre forsyningen af store industrisamfund med decentrale løsninger. Sådan sagde stalinisterne i 1930ernes Sovjetunion også og centraliserede med den begrundelse landbruget. 50 år senere kunne Europas "spisekammer" ikke brødføde sig selv.
Inden for moderne energi forsyning er succeshistorierne decentrale løsninger. I Europas største land, Tyskland kommer 10 % af elektriciten nu fra decentral vindkraft og yderligere 7 % fra andre former for vedvarende energi. De tyske vindmøller producerer lige så meget som Danmarks el-forbrug på 35 TWh, fluktuerende naturligvis - men det er der løsninger på.
Vedvarende energi har skabt 400.000 arbejdspladser Tyskland. Industrien til fremstilling af atomkratværker er ganske ubetydelig i sammenligning hermed. Den tyske rationale er mere vedvarende energi og lukning af atomkraftværkerne. Nye alvorlige, uløste problemer med opbevaring af det radioaktive affald er med til til at fremskynde afviklingen.
Naturligvis vil RWE, E.On mv. beholde atomkraften. Men befolkningen er imod. Det er fornuft og demokrati i funktion og ikke religion. Tyskland har mentalt sagt farvel til atomkraften: løfterne blev ikke indfriet.
Også i Danmark er ud fra de nuværende planer for udbygning med vindenergi den tid forpasset, hvor der er fornuft i at bygge store atom- og kulkondensationskraftværker.
De matcher for dårligt med de fluktuerende energiformer. De behøver alt for lang tid til at op-regulere og til ned-regulering skal vi især ind på varmeforbrugssiden med el-kedler og el-varmepumper.
På Ingeniørens debatsider finder mange af indlæggene stadig atomkraft og fossile energiformer som den bedste fremtidige løsning. Men tingene har ændret sig de sidste 30 år. Teknisk, økonomisk og politisk har de centrale energiformer udspillet deres rolle.
Den største aktuelle risiko er, at de traditionelle centrale operatører investerer i vedvarende energi på en måde, så VE bliver for dyrt.
Det er således foruroligende, at hvor vindenergi, når ejer og operatør er lokale forsyningsselskaber, kan fremstilles på land til en pris på 35 øre/kWh, så accepterede de ansvarlige energipolitikere i juni 2010 et 400 MW offshore Anholt-projekt, hvor afregningsprisen er garanteret til 105 øre i 50.000 fuldlasttimer. Altså 3 gange mere end prisen på land.
Decentrale løsninger indenfor vindenergi og kraftvarme leverer nogle år 40 - 45 % af det danske el-forbrug.
Den el-produktion kommer overvejende fra anlæg, der blev opført indtil 2002. I en årrække herefter har udbygningen næsten ligget stille. Nu satser man i Danmark igen på vedvarende energi men mest som centrale løsninger med havmøller, som viser sig at være langt dyrere end det decentrale ejerskab. Det er et reelt problem, som skader og forsinker omstillingen til vedvarende energi.
Preben Maegaard
www.maegaard.net
