For 12-13 millioner år siden huserede en gigantisk hval havene ud for sydamerikas kyst. Men i modsætning til nutidens kaskelothvaler var dette monster udstyret med gigantiske tænder med en længde på op til 36 cm i både over- og undermund, skriver New Scientist.

Det er palæontologen Klaas Post fra Natuurhistorisch Museum i Rotterdam, der har opdaget kraniet af hvalen i Perus Ica-ørken, der for 12-13 millioner år siden lå på havets bund.

Som en hyldest til Herman Melvilles hval-klassiker Moby Dick, har dyret fået navnet Leviathan melvillei.

De store tænder får forskerne til at formode, at hvalen er gået på jagt efter bytte og brugt sine tænder i forbindelse med fangsten på samme måde som vor tids spækhuggere. Vor tids kaskelothvaler har kun tænder i undermunden, der passer ind i matchende huller i overmunden.

»Hvalen ville sikkert have været i stand til at fange meget store byttedyr, som bardehvaler på mellem 8 og 9 meter, som der var masser af i lokalområdet,« siger Olivier Lambert fra Det Kongelige Belgiske Institut for Grundvidenskab, der har studeret fossilerne.

Leviathan melvillei kan meget vel have jaget samtidig med giganthajen Carcharocles Megalodon, da fossiler fra denne haj er blevet fundet på samme sted i Peru. Lambert og hans kolleger vurderer, at hajen var omkring 15 meter lang.

Spermacet-mysteriet
Forskerme håber, at fundet kan være med til at afsløre mysteriet om kaskelothvalens spermacetolie, der findes i kaskelothvalens kranie, men hvis funktion forskerne ifølge New Scientist ikke er helt sikre på. Hidtil har man blandt andet antaget, at spermacetolien havde betydning for kaskelothvalens evne til at dykke flere kilometer ned i dybet, men fundet af Leviathan melvillei, der også er udstyret med spermacetdepoter i kraniet, stiller spørgsmålstegn ved denne teori.

De store tænder giver nemlig forskerne en formodning om, at fortidshvalerne først og fremmest har levet af mindre bardehvaler, der slet ikke lever på store dybder.

Derfor hælder de nu mest mod, at spermacetolien i kraniet er brugt til enten jagt, hvor hvalen bruger sit kranie til at smadre byttet eller i forbindelse med magekamp, hvor fortidshvalerne støder sammen på samme måde som kæmpende væddere.

Men ifølge lektor Bertel Møhls sonargruppe ved Afdeling for Zoofysiologi, Aarhus Universitet, er der dog ikke længere noget mysterium omkring spemacetolien i kaskelothvalens kranium. Hele kaskelothvalens enorme næse er designet til at kunne udsende ekstremt høje retningsbestemte klik. Disse klik fungerer som sonar eller ekkolod, når hvalen skal fange de hundredvis af blæksprutter, som er hvalens daglige kost.

Forskergruppen har påvist, at designet af næsen og spermacetolien gør det muligt for hvalen selv på meget store havdybder - over 1000 meter - at udsende sonarlyde, der kan bruges til at lokalisere bytte, på trods af, at hvalen på disse dybder ikke burde have luft i kroppen til at udsende så kraftige lyde.