Mangel på uran kan true a-kraft-renæssance
Hundreder af nye atomreaktorer er på vej for at dække en del af det stigende elforbrug. Det lægger enormt pres på minedriften, der allerede i dag producerer for lidt uran til at dække efterspørgslen og må suppleres af svindene overskudslagre.
For ti år siden var spotprisen på 7,5 dollars for et pund uran, mens den i 2007 steg til næsten 140 dollars. I dag ligger spotprisen på cirka 40 dollars pr. pund uran. Ifølge industrifolk skal priserne op for at sætte gang i investeringer i nye miner og udforskning af uranforekomster.
Læs også
-
Tyskland i kovending om a-kraft: Alle værker skal holdes i live
-
Kommercielle atomreaktorer skyder for første gang frem i arabisk land
Læs mere om
Atomkraften står foran en renæssance, lyder det ofte i internationale og danske medier. Men selv om det er helt sikkert, at a-kraften bliver en afgørende energiteknologi for især de asiatiske vækstøkonomier, Rusland og USA i jagten på energiformer med lave CO2-udslip, er der problemer forude.
Det er adgangen til råmaterialet uran, der om nogle år kan udgøre et stort problem for udbygningen, lyder advarslen fra både industrifolk og eksperter.
»Der kan let opstå et reelt problem i forhold til at have uran nok om 10-15 år. Der er klart en bevægelse i den retning,« siger Jan Slezak, der er specialist i uranressourcer ved det internationale atomenergiagentur, IAEA, i Wien.
Minerne er allerede bagud
Der er to problemer. Det ene er det ekstra pres på uranmængderne, der vil komme fra den forventede udbygning i store industrilande som Kina, Japan, Sydkorea, Indien og Rusland. Alene i Kina er 23 reaktorer under opførelse, 34 yderligere er godkendt, mens 120 reaktorer findes som ansøgninger, der afventer godkendelse. I alt forventer Kina at tidoble sit forbrug af uran allerede om 20 år,
»Kina er der, hvor renæssancen virkelig tager form allerede nu. De begynder byggeriet af en ny reaktorer hver anden til fjerde måned,« siger Jan Slezak.
Dertil kommer det faktum, at mineindustrien allerede fra start er bagud. Siden starten af 1990'erne har den traditionelle minedrift kun dækket to tredjedele af efterspørgselen fra verdens nuværende 439 reaktorer - resten kommer fra civile og militære overskudslagre, der svinder ind og efterlader et voksende hul i forholdet mellem produktion og efterspørgsel.
Det ses især i USA, der har næsten en fjerdedel af verdens reaktorer, men kun producerer 3,5 procent af sit forbrug af uran internt. Knap halvdelen af USA's forbrug af uran dækkes af den såkaldte Megatons to Megawatts-aftale med Rusland, hvor USA anvender materiale, der er ekstraheret fra gamle russiske kernevåben. Den aftale udløber i 2013, og det er usandsynligt, at den forlænges.
Udløbet af aftalen svarer til, at man lukker verdens største uranmine, fortæller Robert Vance, der er atomenergianalytiker og repræsenterer OECD's Nuclear Energy Agency i Paris.
»Hullet mellem produktion og efterspørgsel vil med andre ord vokse, og det bliver op til mineselskaberne at øge produktionen betydeligt for at reducere forskellen mellem produktion og efterspørgsel,« siger Robert Vance.
Det er dernede
Det er teoretisk muligt, for der er uran nok i undergrunden. Ifølge de seneste tal fra IAEA/NEA var der i 2007 5,5 millioner ton uran i kendte forekomster, som var til at udvinde for 130 dollars pr. kg uran. Nye tal fra 2009 offentliggøres i juli, og ifølge Jan Slezak vil de vise en stigning på fem procent i forhold til 2007.
»Der er med andre ord uran nok til de næste 100 år i forhold til mængden af nuværende og planlagte reaktorer med en levetid på 60 år, som vi kan forudse frem til 2030. Men det er vigtigt at understrege, at det bliver gradvist dyrere at udvinde uranen med tiden,« siger Jan Slezak.
Verdens atomreaktorer vil i 2010 forbruge cirka 70.000 ton uran, men IAEA/NEA forventer det tal vil stige til mellem 85.000 og 100.000 ton allerede i 2020.
Et af de selskaber, der skal grave mere uran frem, er canadiske Cameco, som ifølge sin årsopgørelse for 2009 forventer at investere mellem 90 og 95 millioner dollars (524-553 millioner kroner) i udforskning af en række områder i Canada og Kasakhstan, der har overtaget rollen som verdens største uranproducent fra Australien.
Håber på stigende priser
Men langt fra alle selskaber har økonomiske midler som Cameco, og især industrifolk fra mindre selskaber i mineindustrien håber på stigende uranpriser og lettere adgang til at starte nye miner.
En af dem er Amir Adnani, der er administrerende direktør for det amerikanske Uranium Energy Corp. med base i Texas. Han holdt i slutningen af maj en præsentation under et seminar i Frankfurt, hvor han ikke lagde fingrene imellem i sin analyse af udsigterne til et stigende hul mellem forbrug af uran og efterspørgsel.
»Branchen spekulerer som gale for at finde ud af, hvordan efterspørgslen skal dækkes over de kommende 20 år, for det er en alvorlig knude, vi står over for,« lød det fra Amir Adnani.
Robert Vance fra NEA er mere positiv over for udsigterne for at fylde hullet og kalder det for realistisk, at industrien vil kunne klare efterspørgslen.
»Produktionen er stigende, og de fleste store selskaber har planer for at udvide eksisterede miner og starte nye. Men opgaven er stor,« siger Robert Vance.
Forkortet - læs hele artiklen i den trykte udgave af Ingeniøren.
