blogs kategori-billede

Se listen: Synligste naturvidenskabsfolk 2010

Af Klaus Seiersen,  mandag 28. jun 2010 kl. 08:11

Som lovet kommer her listen over de synligste naturvidenskabelige intellektuelle 2010.

Listen opstod som reaktion på en af Weekendavisen udarbejdet liste over danske intellektuelle, hvori folk med en naturvidenskabelig baggrund glimrede ved deres fravær. Det afstedkom i 2007 en kortere debat om naturvidenskabens rolle i samfundet med videnskabsjournalisten Lone Frank som primus motor, og denne liste er et forsøg på at opgøre, hvilke naturvidenskabsfolk der formår at slå igennem i medierne, og hvad der adskiller dem fra deres mere anonyme kolleger.

Her præsenteres listens top 15 med kort kommentar til hver samt en oversigt over de resterende kandidater.

Listen er opgjort på baggrund af en søgning i Infomedia (som samler artikler fra hele den danske presse) per 24. juni og to år bagud, og der gives et point for hver gang personen er nævnt. Metoden undervurderer dermed synligheden af kandidater, der ikke optræder på skrift, hvilket f.eks. er tilfældet for Simon Bressendorf (vært på Store Nørd m.m.), som i undersøgelsen får hele 0 point, på trods af at han faktisk optrådte i TV samtidig med, at listen blev udarbejdet.

1 (1). Førstepladsen går med 2579 point endnu en gang til biolog og præsident for Danmarks Naturfredningsforening Ella Maria Bisschop-Larsen. Debatten om vandplaner, natur, miljø og Grøn Vækst er ikke blevet mindre fremtrædende siden sidste år, og sager som vindmølleparken i Østerild giver ekstra bonus. Læg hertil den store tilgængelighed og aktive mediestrategi, hendes position forudsætter, og man har opskriften på en listefører, der bliver svær at vælte.

2 (ny). Agronom Christian Friis Bach stryger med 1232 point som nyforeslået kandidat ind på listens andenplads. Hans stilling som international chef i Folkekirkens Nødhjælp har givet ham en tilstedeværelse i debatten om ulande og fødevarer (f.eks. i Ingeniørens Visionarium), og hans medlemskab af byrådet i Egedal Kommune for Det Radikale Venstre giver også mange point. Han fratræder imidlertid snart posten i Folkekirkens Nødhjælp, og vil derfor få svært ved at fastholde sin synlighed fremover.

3 (2). Ernæring og sundhed optager offentligheden, og dr. med. Arne Astrup er en medievant og udadvendt eksponent for sagkundskaben på området (755 point). Hans facon har det dog med at dele vandene, og han anklages jævnligt for multikasketteri og manglende uafhængighed. At han på denne måde ofte er genstand for læserbreve i avisernes debatsektioner skader naturligvis ikke hans score i denne undersøgelse.

4 (3). Dr. med. Bente Klarlund Pedersen tager fjerdepladsen af nogenlunde samme årsager som Arne Astrup, om end hun i højere grad scorer ekstra ved at virke som rollemodel inden for kunsten at kombinere en flot karriere med et omfattende familieliv. Med 747 point er hun i år tæt på at overhale rivalen Astrup, som hun også har ligget i en længere halvoffentlig polemik over en plagiatanklage med.

5 (7). TV-lægen Peter Qvortrup Geisling (687 point) er måske ikke et videnskabeligt fyrtårn, men han sætter et meget sympatisk ansigt på sundhedsvidenskaben i den brede offentlighed. Hvis denne liste kunne tage højde for synlighed i TV, ville han givetvis være at finde helt i top.

6 (9). Ingeniør Kåre Press-Kristensen (668 point) har mange jern i ilden. Hans primære gebet er en rolle som ekspert i partikelforurening med base i Økologisk Råd, men det bliver også til læserbreve og andre offentlige udmeldinger om så forskellige emner som andefodring, cyklisme og især brændeovne. Måske ikke de mest sexede emner, men nok til at rykke ham opad på listen år efter år.

7 (4). Læge Peter Lund Madsen (646 point) er nok bedst kendt for sit parløb med broderen, komiker og journalist Anders Lund Madsen. Deres engagement i Galathea-ekspeditionen trak i de foregående år Peter Lund Madsen godt op ad listen, men her i 2010 må han "nøjes" med en syvendeplads på baggrund af hans virke som hjerneforsker og foredragsholder m.m.

8 (10). Biolog Anja Philip (635 point). Efter at have genrejst dansk videnskabs-TV som gennemslagskraftig vært på DR2's Viden Om, er Anja Philip nu at finde i en stilling som projektchef i Kræftens Bekæmpelse. Det er helt sikkert gavnet hendes tilstedeværelse i de trykte medier, da hun nu virker som rigets førende talsmand i kampen mod især hudkræft i sommervarmen - men man kan diskutere, hvad karriereskiftet har gjort for hendes overordnede synlighed.

9 (11). Biolog Katherine Richardson (541 point). Endnu en "multikunstner". Katherine Richardson har tidligere markeret sig som formand for Karakterkommissionen, universitetsdebattør og prominent Galathea-deltager, men i de to forgangne år på bygger hendes synlighed i højere grad på et formandsskab for Klimakommissionen.

10 (4). Biokemiker og rockstjerne Johan Olsen (499 point) udmærker sig fra resten af de distingverede herrer og damer på listen ved i høj grad at markere sig som kulturpersonlighed (han er forsanger i rockbandet Magtens Korridorer). Hans offentlige persona kredser i høj grad om denne dobbelthed, og den giver ham en rollemodelsfunktion, som udnyttes kraftigt i bestræbelserne på at bevæge ungdommen til at tage en naturvidenskabelig uddannelse. Han har taget en ordentlig rutsjetur i forhold til sidste års liste, men det kan være at det ændrer sig når der inden længe er premiere på en film om bandet.

11 (18). Fysiker Henrik Svensmark (479 point) er især kendt for en kontroversiel teori om solens indflydelse på jordens klima, der ses som et alternativ til den fremherskende opfattelse af menneskeskabt global opvarmning, og som derfor har spillet en stor rolle i den hjemlige klimadebat. Han udmærker sig også ved, at der i høj grad bliver skrevet om ham, og ikke bare af ham.

12 (12). Fysiker Michael Linden-Vørnle (458 point) synes at have taget positionen som landets fører-astronom, som står øverst på journalisternes liste når der skal skaffes udtalelser om universet, rumfart, liv andre steder i rummet, Big Bang, solsystemet og så videre. Vor tids Jens Martin Knudsen?

13 (22). Biolog Peder Agger (431 point) har som ny formand for Det Etiske Råd forventeligt taget et ordentligt hop op ad listen (og hans forgænger, læge Ole Hartling, har fået en tilsvarende nedtur). Peder Agger har signaleret, at Det Etiske Råd under hans lederskab vil vende fokus mod de etiske aspekter af miljø-, natur- og klimadiskussionen på bekostning af den tidligere betoning af forplantningsetikken.

14 (13). Biolog Carsten Rahbek (430 point) holder skansen på listen, ikke mindst takket være oprettelsen af et stort center for biodiversitet og biogeografi ved KU under hans ledelse. Så længe

15 (19). Biolog Morten D.D. Hansen (419 point). Naturvejledning har et lettere støvet image, men Morten D.D. Hansen har gjort hvad han kan for at ændre det - intet emne er for småt eller nørdet, ingen gødningsbille for nedgravet i kokasser på Samsø, til at han ikke vil fortælle om det i morgenradioen med en smittende entusiasme. Det er god underholdning, og det kvitterer journalisterne for.

Det var top 15! Her er resten af kandidatfeltet inkl. deres score. Hvis man synes, at nogen af dem fortjener en omtale i stil med ovenstående, kan man bare slå sig løs i kommentarfeltet.

16 Jørgen E. Olesen (klimaforsker og medlem af IPCC) (379 point)
17 Michael Stoltze (biolog og miljødebattør) (348 point)
18 Richard Østerballe (biolog og direktør for Givskud Zoo) (344 point)
19 Frede Blaabjerg (professor i energiteknologi og dekan ved Aalborg Universitet) (341 point)
20 Ole Hartling (overlæge og tidligere formand for Etisk Råd) (329 point)
21 Hanne Strager (biolog og forfatter, formidlingschef på Statens Naturhistoriske Museum) (317 point)
22 Andreas Mogensen (civilingeniør og dansk medlem af ESAs astronautkorps) (296 point)
23 Eske Willerslev (forsker i forhistorisk DNA) (290 point)
24 Eigil Kaas (klimaforsker og professor ved Niels Bohr Institutet) (283 point)
25 Tor Nørretranders (forfatter) (282 point)
26 Bengt Holst (videnskabelig direktør ved Københavns Zoo) (260 point)
27 Birgitte Kiær Ahring (professor i bæredygtig bioteknologi ved Aalborg Universitet) (247 point)
28 Dorthe Dahl-Jensen (polardronning) (245 point)
29 Morten Meldgaard (zoolog, direktør for Statens Naturhistoriske Museum) (212 point)
30 Lone Frank (videnskabsjournalist og forfatter) (209 point)
31 Bo Normander (forsker ved Danmarks Miljøundersøgelser og formand for Det Økologiske Råd) (203 point)
32 Lene Lange (professor og prodekan ved Aalborg Universitet samt blogger på ing.dk) (195 point)
33 Philippe Grandjean (miljømediciner) (188 point)
34 Anja C. Andersen (stjerneforsker) (187 point)
35 Ove Poulsen (rektor for Ingeniørhøjskolen i Århus) (184 point)
36 Milena Penkowa (professor og hjerneforsker) (163 point)
37 Mogens Henze (direktør for Institut for Vand og Miljøteknologi på DTU) (156 point)
38 Holger Bech Nielsen (kändis-fysiker og strengteoretiker) (153 point)
39 Jesper Stagegaard (zoolog og direktør for Ree Park) (150 point)
40 Peter Øhrstrøm (matematiker og medlem af Etisk Råd) (146 point)
41 Ole Humlum (professor i fysisk geografi og klimadebattør) (144 point)
42 Claus Hviid Christensen (brintpille-kemiker og vice president for Haldor Topsøes R&D afdeling) (143 point)
43 Minik Rosing (professor i geologi) (139 point)
44 Kaj Sand-Jensen (ferskvandsøkolog) (132 point)
45 Flemming Besenbacher (mr. Nano) (131 point)
46 Peter Teglberg Madsen (hvalforsker) (124 point)
47 Albert Gjedde (hjerneforsker og professor i neurobiologi) (121 point)
48 Erik Meineche Schmidt (datalog og dekan ved Aarhus Universitet) (120 point)
49 Claus Emmeche (biolog, naturfilosof og aktiv debattør om universitetspolitik) (112 point)
50 Jens Morten Hansen (geolog, tidligere direktør i Forskningsstyrelsen og adjungeret professor i naturfilosofi ved KU) (112 point)
51 Bo Skaarup (havbiolog, TV-vært, foredragsholder og leder af natur- og friluftscenter i Mols Bjerge) (103 point)
52 Jens Olaf Pepke Pedersen (seniorforsker ved DTU Space) (103 point)
53 Niels Harrit (konspirationskemiker) (102 point)
54 Nils O. Andersen (atomfysiker og dekan ved Københavns Universitet) (99 point)
55 Jørgen Peder Steffensen (iskerneforsker) (89 point)
56 Jesper Hoffmeyer (biokemiker ved Københavns Universitet) (88 point)
57 Karsten Arnbjerg-Nielsen (lekor ved DTU Miljø)) (83 point)
58 Henrik Hautop Lund (robotprofessor ved DTU) (82 point)
59 Thomas Bjørnholm (professor i materialekemi og leder af Nano-Science Center ved KU) (79 point)
60 Jes Søe Pedersen (biolog på Københavns Universitet) (76 point)
61 Claus Yding Andersen (stamcelleforsker) (65 point)
62 Finn Bro-Rasmussen (økolog) (61 point)
63 Ann Marker (geolog og tidligere studievært på DRs Viden Om) (58 point)
64 Bente Pakkenberg (hjerneforsker) (56 point)
65 Per Pinstrup-Andersen (fødevareforsker) (56 point)
66 Tom Fenchel (marinbiolog) (54 point)
67 Morten Kringelbach (hjerneforsker) (51 point)
68 Jens Christian Skou (nobelprismodtager i kemi) (50 point)
69 Anja Boisen (nanoforsker ved DTU) (49 point)
70 Jens Zimmer Rasmussen (professor, dr. med. og leder af Dansk Center for Stamcelleforskning) (41 point)
71 Jesper Milàn (palæontolog, Geomuseum Faxe) (41 point)
72 Benny Lautrup (fysiker og debattør) (36 point)
73 Mette Elstrup Steeman (palæontolog, blogger på ”Darwins hjørne” på videnskab.dk) (35 point)
74 Christian S. Jensen (nyudnævnt professor i datalogi ved Aarhus Universitet) (34 point)
75 Helge Kragh (videnskabshistoriker) (32 point)
76 Bjørn Quistorff (professor i stofskiftet ved Panum Instituttet) (28 point)
77 Trine Bilde (adfærdsbiolog, blogger på ”Darwins hjørne” på videnskab.dk) (28 point)
78 Troels W. Kjær (overlæge i neurofysiologi ved Rigshospitalet) (27 point)
79 Jørn Madsen (biolog og nyoversætter af Darwin) (26 point)
80 Lene Hau (fysiker, sænkede lysets hastighed) (22 point)
81 Peter Bøggild (nanoforsker ved DTU og blogger på ing.dk) (22 point)
82 Line Friis Møller (biolog og vært på DRs Viden Om) (21 point)
83 Bent Lindow (palæontolog ved Statens Naturhistoriske Museum) (18 point)
84 Michael Norup (lektor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, KU) (16 point)
85 Morten Bo Madsen (Marsforsker ved Niels Bohr Institutet) (16 point)
86 Peter K.A. Jensen (læge og populærvidenskabelig forfatter) (12 point)
87 Arne Schiøtz (zoolog og tidligere direktør for Danmarks Akvarium) (11 point)
88 Nina Jansen (astrofysiker, softwareudvikler, blogger og X-Factor deltager) (11 point)
89 Niels Skakkebæk (sædforsker) (9 point)
90 Simon Bressendorff (biolog og TV-vært) (0 point)


Med venlig hilsen

Rasmus Pedersen (Ursuppen.dk) og Klaus Seiersen



29. jun 2010 kl 10:54

avatar

Rolf Ask Clausen

15 minutters berømmelse

Spændende liste.

Det er ret iøjnefaldende at toppen af listen er besat med folk, som henter kendthed uden for hjemmebanen. TV-kendte mfl.

Faktisk skal man ned omkring 10. pladsen eller dybere for at finde nogen, som bare er kendte fordi de laver god forskning.

Er det en for hård tolkning?


29. jun 2010 kl 11:37

Stefan Fuglsang

Spændende

...men hvordan er personerne udvalgt i første omgang?
F.eks. er det er oplagt at have Tor Nørretranders med, men han laver så vidt jeg ved meget andet end at popularisere naturvidenskab.

Hvad med Jens Juhl Holst, Sten Madsbad og ...


29. jun 2010 kl 11:50

avatar

Peder Wirstad

Re: 15 minutters berømmelse


Faktisk skal man ned omkring 10. pladsen eller dybere for at finde nogen, som bare er kendte fordi de laver god forskning.

Er det en for hård tolkning?

Og man skal helt ned til 42. pladsen for at finde nogen, der direkte lever af det, de forsker i - og samtidigt vel er den eneste på listen. - Dog med undtagelse af Birgitte Ahring - og sikkert andre - der har oprettet et privat firma på grundlag af deres oparbejdede viden.

Mvh Peder Wirstad

PS: Da var det jo ikke så mærkeligt, at Claus ikke forstod, hvad jeg ville med mit spørgsmål i bloggen, der omtalte udvælgelsen.

Det er jo også typiskt, at alle de øverste er kendt for en kritisk holdning til aktiviteter i vort samfund, hvilket jo også er nødvendigt - blot tilstrækkeligt mange forstår, at det er aktiviteter, vil lever af.


29. jun 2010 kl 15:51

Rasmus Pedersen

Re: Spændende

...men hvordan er personerne udvalgt i første omgang?

Hej Stefan

Kandidatlisten er sammensat af de mennesker, Klaus og jeg kunne finde på, samt personer som kommentatorer har foreslået:

http://ing.dk/artikel/109845-s...folk

Dine forslag kan komme med i næste års liste.


29. jun 2010 kl 15:57

Rasmus Pedersen

Re: 15 minutters berømmelse

Spændende liste.

Det er ret iøjnefaldende at toppen af listen er besat med folk, som henter kendthed uden for hjemmebanen. TV-kendte mfl.

Faktisk skal man ned omkring 10. pladsen eller dybere for at finde nogen, som bare er kendte fordi de laver god forskning.

Er det en for hård tolkning?


Nej, det er en meget god beskrivelse, og det sætter tingene godt på spidsen: som naturvidenskabsmand er man opflasket med ideen om, at det at hævde sig på andet end streng faglighed er lidt underlødigt.

Debatten i 2007 satte netop fokus på, at naturvidenskaben glimrede ved sit fravær i den generelle samfundsdebat, selv om den havde noget at bidrage med. Af den grund er jeg af den opfattelse, at listens top er på rette spor - uanset hvad man så mener om deres meningers indhold.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Debatterede
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.