Bilsyn kan ikke teste åbne filtre
Når de danske dieselbiler kommer til syn, kan synsmanden kun se, at der er et filter monteret, ikke om det rent faktisk fungerer.
Læs også
-
Venstre i partikeldebat: »Hvad er forskellen på åbne og lukkede filtre?«
-
Landets førende bilsyn: Åbne partikelfiltre virker som vinden blæser
Læs mere om
400 danske bilejere har monteret et åbent partikelfilter på deres dieselbil, og regeringen håber på, at 225.000 bilejere vil gøre det samme i løbet af året. Men når bilerne kommer til syn, kan ingen se, om partikelfiltrene fungerer.
Ved bilsynet skal dieselbilen bestå en opacitetstest – en test, der måler, hvor sort bilens udstødning er. Men der er ingen krav om, at biler med filter skal give bedre resultater, end før filtret blev monteret. Testen er heller ikke præcis nok til at vurdere, om et eftermonteret partikelfilter fungerer.
»En opacitetsmåling kan fortælle, hvor sort røgen er, men ikke om køretøjet overholder normen i forhold til typegodkendelsen,« forklarer Henrik Tarp, sektionsleder for vedvarende energi og transport hos Teknologisk Institut i Århus.
Det betyder, at synshallerne må stole på filtrenes typegodkendelser fra de tyske myndigheder, når et partikelfilter skal kontrolleres.
I synshallen vil synsmanden se, at filtret er installeret og passer til bilens papirer, men et eftermonteret filter kan ikke måles præcist nok. Opacitetsmålingen bliver kun foretaget, fordi det er nødvendigt for at se, om et fabriksmonteret, lukket partikelfilter er ordentligt vedligeholdt.
Retvisende målinger er alt for dyre
Men ifølge Trafikstyrelsen, der er ansvarlig for de danske bilsyn og implementeringen af partikelfilterloven, er det EU-krav, der dikterer, hvad der bliver kontrolleret ved syn.
»Du kan ikke bruge målemetoden ved syn til at vurdere, om det fungerer eller ej. Når det er en åben struktur, så fungerer det, hvis det er typegodkendt. Det er en fremgangsmåde, der er forankret i EU's synssystem,« forklarer Niels-Anders Nielsen, ingeniør i styrelsens center for grøn transport.
På Teknologisk Institut er Henrik Tarp med til at udføre mere præcise målinger på bilers udstødningsgasser, men han understreger, at de metoder, der er nødvendige, er så tidskrævende og dyre, at det ikke er realistisk for bilsynene at indføre dem.
»Man bruger opacitetsmålingen til bilsyn i dag, fordi det er det, man har til rådighed. Hvis man skal måle det mere udførligt, er det noget mere omstændigt at sætte målingerne op,« fortæller han.
»Hvis man forudsætter, at synet skal foretages under nuværende former, er det ikke muligt at kontrollere, om køretøjet lever op til de gældende normer,« understreger Henrik Tarp.
I fremtiden vil filteret selv slå alarm
I dag er målingen på røggasserne en tilføjelse til synsproceduren, mens en mere præcis måling ville ændre den måde, danske biler bliver synet på radikalt. Eksempelvis ville det være nødvendigt at beholde bilerne i lang tid, og det ville blive væsentligt dyrere.
Hos Trafikstyrelsen påpeger Niels-Anders Nielsen, at de præcise målinger ikke er en brugbar løsning på grund af omkostningerne. Han mener til gengæld, at der kommer mere præcise målinger i fremtiden.
»Fremadrettet kommer der egendiagnosesystemer i partikelfiltrene, der selv giver advarsler. Resultaterne derfra vil så kunne kontrolleres ved periodisk syn,« forklarer han.






