"Det ser godt nok helt ekstremt ud, dem måde han sætter Bonen på".
Sådan cirka lød bemærkningen fra en cykelmekaniker jeg talte med den anden dag i forbindelse med noget research til vores lille tema om Tour de France.
Det han hentyde til var den måde, hvorpå den schweiziske cykelrytter Fabian Cancellara trækker fra den belgiske sprinter Tom Bonen under de to forårsløb Paris-Roubaix og Flandern Rundt.
Historien om en elektromotor i stellet har kørt i medierne den sidste måneds tid og både Cancellara og Bjarne Riis har på det kraftigste afvist at der er noget om snakken.
Især under Flandern Rundt virker det nærmest umenneskeligt, den måde hvorpå han trækker væk fra en kæmpende Tom Bonen på vej op ad en brostensbelagt bakke. Bonen har måske ikke haft det allerbedste forår, men de to har alligevel formået, at sætte alle andre topryttere under det umarvende cykelløb.
Tjek det selv på den her video, som har været vist 2,5 mio. gange. Den afslører absolut intet omkring Cancellara og om han har snydt og indtil det er bevist eller han selv har indrømmet det, vil jeg betragte ham som en hædersmand med rent mel i posen.
Men den viser hvordan det kan lade sig gøre at installere en motor i et almindeligt cykelstel.
Fabian Cancellara er en formidabel cykelrytter. Han er måske den person i verden, som er i stand til at skyde flest Watt ud gennem baghjulet, så hvorfor skulle han slæbe rundt på 1,5 kilo batterier og elmotor for at få måske 100 Watt ekstra i en kort periode?
Teknologien er dog fascinerende. Ikke fordi den er ny, for det er den slet ikke. Heller ikke fordi den er kompakt (alle der har en elektrisk skruetrækker vil sikkert kunne bygge noget lignende), men fordi teknologien her bliver brugt kreativt og til det yderste.
Selv med risikoen for at bliver afsløret og hånet resten af deres liv, er der muligvis nogle cykelryttere, som er parate til at prøve satse alt for hæder, ære og – naturligvis - penge.
Problemet med den her type af teknologisk udvikling er, at det ingen betydning har for dig og mig. Vi kan allerede i dag købe en udmærket elcykel, hvis det nu er det vi har brug for. Det samme gør sig gældende for den kemiske doping, her er det lægemidler udviklet til at bekæmpe sygdomme, som bliver brugt af raske.
Heldigvis er der masser af udvikling inden for cykelsporten som kommer os alle til gavn. For eksempel nye materialer i stel og greb eller det elektroniske gearskift.
Nu vil Tour de France-ledelsen så gennemlyse cyklerne for at afsløre og der skulle være installeret ulovligt udstyr – Held og lykke.
25. jun 2010 kl 16:09
Det er værd at notere sig at konkurrence-cykler er underlagt en vis mindstevægt, som de godt kan komme under hvis de fik lov. Så de 1,5 kg batterier kompenserer man bare væk ved at gøre resten af cyklen lettere.
Så spørgsmålet er rent, ville 10-15% bedre ydelse på et kritisk punkt, eller 2% bedre ydelse i hele løbet, gøre nok forskel til at nogen i sporten ville snyde...
Jeg tror bare vi lader sportens blakkede ry snakke for sig selv der.
25. jun 2010 kl 20:14
Selv med risikoen for at bliver afsløret og hånet resten af deres liv, er der muligvis nogle cykelryttere, som er parate til at prøve satse alt for hæder, ære og – naturligvis - penge.
25. jun 2010 kl 21:04
Jeg har en fordømt tung elektrisk cykel, cirka 30 kilogram, alligevel giver motoren en meget mærkbar hjælp til mig, op ad bakke og i modvind. Ned ad bakke, er vægten en hjælp, cyklen triller bedre end normale cykler.
Problemet er lydløshed. Cykelryttere kender til samtlige normale lyde, og reagerer øjeblikkelig, hvis konkurrenters cykler lyder usædvanligt. Mange elektriske motorer laver lyde, som en del af deres design, og de kan ikke anvendes til at narre konkurrenter med under et cykelløb. Filmen, som der er linket til, er en cykel med en motor der larmer intenst med en høj frekvens, så vidt som at jeg kan høre, en sådan lyd vil også tilskuere straks opdage.
Min cykels motor er moderne, fuldstændig lydløs, men kun så længe som at jeg undlader at anstrenge den. Hvis jeg sætter kraften til niveau 3, og hvis jeg cykler op ad en bakke, og hvis der ikke er nogen særlig vind til at køle, da bliver motoren så varm indvendig, antager jeg, at nogle metaldele kan gnide imod hinanden, i hvert fald begynder der at komme nogle svage lyde, som om at en bremsetromle sidder skævt. En sådan skavank, vil en professionel cykelrytter dog sagtens kunne fjerne i et helt privat hjemmelavet motordesign. En anden ulempe ved min cykels motor, er at den er meget synlig.
Hvis jeg ville snyde, så ville jeg forsøge mig med at fylde en cykels stel af rør med nogle allerbedste elektrolytter, forsøge at gøre elektrolytterne til en del af cyklens bærende stel, så vidt muligt undgå at komponenterne bliver til en dødvægt i cyklen. Jeg ville montere mange ultra-bittesmå meget kraftige magneter i begge hjul, og forsøge mig med at skjule to spoler i cyklens stel, hvordan har jeg ikke udregnet, men med et princip, at søge at opnå, at når cyklen ruller ned ad stejle bakker, de steder hvor nedbremsning eller luftbremsning med krop er nødvendigt, da skal elektrolytterne oplades, og når man behøver et tilskud, da skal strømmen affyres i to motorer, sandsynligvis kun ganske svage, men selv en svag kraft er meget brugbart, når man i øvrigt er træt. Helst, skal kraften doseres af elektronik som en funktion af den personlige pedalkraft, sådan fungerer min cykel, og det er tilsyneladende usynligt, medmindre at en iagttager analyserer grundigt på mit energiforbrug og inerti i muskler.
I konkurrencer, hvor man hele tiden er nær sin syregrænse, kan selv et ganske lille tilskud, betyde alt eller intet. Jeg anvender normalt kun det svageste hjælpeniveau fra motoren, når jeg cykler, og det gør en voldsom forskel i min evne til at tåle modvind og bakker, på trods af, at cyklen samtidig er meget tung i forhold til en almindelig letvægtscykel. Hvis man har en ægte letvægtscykel, og optimerer en hjemmelavet motor med dyre komponenter, bør det være let at narre de fleste. Spørgsmålet er udmærket, om sådanne tricks har været anvendt i måske årtier allerede? Holdkaptajner, som kører i læ bag sit hold, bortset fra til allersidst, kan have meget stor gavn op ad bjerge de sidste få kilometer, af en motor. Det kan sprinterne især også.
En moderne elektrisk cykel er en vidunderlig maskine, hurtigere end en dum fossil knallert, også meget mere elegant, og helt lydløs. Min cykels rækkevidde med motorhjælp, med en afslappet fart på 20-25 km i timen, svagt bakket terræn, er cirka 40 kilometer. Det er intet værd i cykelløb, og alt for tungt, altså dur batteriteknologi måske slet ikke, der skal elektrolytter til, mit gæt.
11
