/rumfart

Israel opsender ny spionsatellit

Israel opsendte i nat en ny spionsatellit Ofeq-9, der blandt andet skal overvåge Iran. Satellitten er landets niende i kredsløb om Jorden.

Af Thomas A. E. Andersen, torsdag 24. jun 2010 kl. 17:06

Israel opsendte klokken 21 tirsdag aften spionsatellitten Ofeq-9 med en Shavit-raket fra Palmachim-rumcenteret, der ligger cirka 21 kilometer syd for Tel Aviv centrum.

Til forskel fra alle andre rumopsendelser finder de israelske opsendelser sted mod vest ud over Middelhavet, for at undgå overflyvning af tætbeboede områder i Israel og de arabiske naboer. Dette betyder, at satellitterne kredser mod Jordens rotation, og at det koster mere brændstof at komme i kredsløb, eller der kan medbringes en mindre nyttelast, da Jordens rotation ikke udnyttes.

Det israelske forsvarsministerium oplyser, at opsendelsen forløb planmæssigt, og at Ofeq-9 kom i kredsløb. Satellitten kredser om Jorden i en bane med en hældning over ækvator på 141,8 grader og en højde på mellem 320 og 580 kilometer. Med denne bane dækkes hele verden mellem 40 grader nord og 40 grader syd, heriblandt alle Israels naboer.

Det israelske forsvarsministerium oplyser ingen detaljer om satellitten, blot at det er en avanceret jordobservationssatellit. Den vejer omkring 1,2 ton og menes at indeholde et kamera til overvågning af Mellemøsten, specielt Irans atomprogram. I de kommende uger vil satellitten blive afprøvet, inden den tages i operationelt brug.

Både Shavitraketten og satellitten er bygget af Israel Aerospace Industries Ltd. Ofeq-9 skal supplere en radarsatellit, der blev opsendte med en indisk raket i 2008 og Ofeq-7, som blev opsendt i 2007.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.