Arktisk styrmand: Isskosser udgør kæmpe havmiljørisiko for grønlandsk olieeventyr
Store bølger og dårlig sigtbarhed gør det ekstremt vanskeligt at sejle i Arktis. Især vil tankskibe fyldt med råolie være en risiko for havmiljøet, påpeger styrmand med 17 års erfaring fra Grønland.
Læs også
-
Inuit formand: "Grønland kan ikke overskue olieefterforskning"
-
Hård kritik af grønlandsk o.k. til olieboring i 'Isbjerge-alleen'
Læs mere om
Oliekatastrofen i den Mexicanske Golf har rettet verdens øjne mod kvaliteten af boresikkerheden verden over.
Men i forhold til Arktis, hvor Grønlands selvstyre netop har godkendt de første prøveboringer og har store forventninger til et sandt olieboom, vil den største risiko for en kæmpe miljøkatastrofe nærmere ligge i transporten af olien til raffinaderierne sydpå.
Det mener Bjarne Rasmussen, der gennem 17 år har arbejdet som styrmand i farvandene omkring Grønland og tidligere har været ansvarlig for at koordinere logistiske ydelser til olieselskabet Statoil under olieefterforskning ved Grønlands vestkyst i 2000.
»Der ligger en potentiel kæmpe havmiljørisiko i transporten af olien. Arktis er verdens hårdeste og sværeste farvand at besejle, fordi der tit er høje bølger, dårlig sigt og masser af isbjerge,« siger Bjarne Rasmussen, som i en periode også har fungeret som styrmand på isbryderen Thorbjørn.
Mindre isbjerge er den største fare
Problemet er ikke de store isbjerge, som skibene let kan se på deres radar og styre om, men derimod mindre isbjerge, der gemmer sig i bølgerne.
De kaldes isskosser og kan være is, der er løsgjort fra en gletsjer, eller storis, der ifølge Bjarne Rasmussen kan sammenlignes med flydende granitsten i hårdhed. Storis brækker op i Polarhavet nordøst for Grønland og føres af strømmen sydpå langs med østkysten og rundt om sydspidsen og et stykke op af vestkysten.
»Hvis du har 15 meter høje bølger og elendig sigtbarhed, hvilket er helt normalt i Arktis, vil du ikke kunne se et isbjerg, der rager fem-ti meter op over overfladen. De kan så let som ingenting slå hul på selv store tankskibe,« siger Bjarne Rasmussen.
I sommerperioden er der ofte meget storis ude i det åbne farvand, og der er også tit tåge i området. Vinteren er præget af enkelte isfjelde, men meget urolige forhold, og i dårligt vejr kan det være helt umuligt at se selv større isfjelde på radaren selv på rimeligt klos hold, forklarer Bjarne Rasmussen.
Barske forhold kom bag på Statoil
Som tidligere offshore-koordinator ved Statoils boring i 2000 har han selv set, hvordan de barske forhold i Arktis kom bag på olieselskaberne. Blandt andet var man ikke forberedt på, at der var så mange isbjerge.
»De to forsyningsskibe fik meget travlt med at slæbe isbjerge væk, og ved en enkelt lejlighed måtte man frakoble boreriggen for en periode,« fortæller Bjarne Rasmussen, der dog understreger, at alt forløb vel ved Statoils prøveboringer i 2000.
Det canadiske Institute for Ocean Technology har i en database opgjort, at over 500 skibe er stødt på isbjerge i Nordatlanten ud for Newfoundland og Labrador. Hidtil har verden været forskånet for de store oliespild i Arktis, blandt andet fordi olietankere ikke befundet sig i områderne. De fleste husker dog konsekvenserne af Exxon Valdez-ulykken i 1989, der gik på grund i Alaska.
Nu står Grønland og Arktis så over for et potentielt olieboom. Canadierne har allerede udvundet små mængder olie i deres arktiske områder og sejlet det sydpå. Det samme vil formentlig ske i Grønland, hvis Cairn Energy har held med deres prøveboringer til sommer, og Bjarne Rasmussen frygter, at der kan ske store naturkatastrofer med olietankere fremover.
»Det er der naturligvis en potentiel risiko for, hvis der kommer store olietankere til Arktis,« siger Bjarne Rasmussen.
