Tyskland får en større luns af Europas nye vejrsatellitter
Strid mellem Tyskland og Frankrig om ordrer til det kommende vejrsatellitprogram Meteosat Third Generation er endelig bilagt.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
En strid mellem Frankrig og Tyskland om bygningen af Europas kommende Meteosat-vejrsatellitter er nu løst, efter Tyskland er blevet lovet en større rolle i et af deres instrumenter.
Den europæiske meteorologiske satellitorganisation Eumetsat og ESA samarbejder om bygningen af Europas næste generation af vejrsatellitter. Eumetsat betaler 75 procent og ESA de sidste 25 procent og er ansvarlig for kontrakten.
De nye vejrsatellitter, kaldet Meteosat Third Generation, skal bygges i seks stykker og opsendes med nogle få års mellemrum for at holde øje med vejret i Europa og Afrika i mindst 20 år fra geostationær bane over ækvator.
Striden mellem Tyskland og Frankrig opstod, efter at ESA valgte et konsortium med tyske OHB og franske Thales Alenia Space til opgaven frem for det store tyske rumfirma EADS Space, som også havde bidrag fra EADS’ franske afdeling.
ESA oplyser, at begge tilbud lå under ESAs maksimumpris, men at OHB & Thales Alenia Space lå langt under. Da valget blev annonceret i marts protesterede tyskerne straks, da det vindende tilbud indeholdt en 50/50 fordeling af arbejdet mellem Tyskland og Frankrig. Tyskland mente, at de skulle have mere arbejde, da de bidrager med en stor del af finansieringen af Meteosat Third Generation-programmet blandt Eumetsats 26 medlemslande.
Da beslutningen om programmet kom til afstemning i Eumetsat i marts kunne tyskerne ikke stemme for på grund af uenigheden. Også Portugal afstod fra at stemme af økonomiske årsager. Begge lande stemte i denne uge for, efter at Tyskland var blevet lovet en større andel i satellitternes atmospheric sounder-instrument.
ESA vil inden udgangen af juni godkende kontrakten til Thales Alenia Space og OHB. I første omgang bygges to satellitter. Den første Meteosat Third Generation satellit forventes opsendt i 2016.
»Meteosat Third Generation er nu igen på skinner. Hermed er Eumetsats geostationære meteorologiske observationer og tjenester sikret frem til mindst 2038,« siger Eumetsats direktør Lars Prahm i en pressemeddelelse.






