Teknologi skal sikre en bæredygtig fødevareproduktion
Af gæstebloggere Jakob Ugelvig Christiansen og Kåre Hendriksen,
onsdag 23. jun 2010 kl. 16:07
Akademiet for de Tekniske Videnskaber har med interesse fulgt den debat, som Ingeniørens Visionarium har sat i gang. ATV mener også, at der skal udvikles nye værktøjer og metoder af social, økonomisk og miljømæssig karakter for, at den globale fødevareproduktion bedst muligt kan følge med efterspørgslen. Men der er brug for en ny vision for at skabe fødevarer nok.
ATV’s bud på en ny vision lyder således: Den moderne fødevareproduktion er videnbaseret, dens horisont er global, og dens moral er bæredygtighed.
Der er ikke råd til på forhånd at vrage bestemte metoder eller teknologier. Der må forventes at blive brug for både genteknologiske og økologiske metoder. Begge fremgangsmåder har deres naturlige plads i værktøjskassen, så der fra gang til gang kan vælges den mest effektive teknologi til at løse den givne udfordring. Det siger sig selv, at metoderne skal være sikre.
En vej til at løse verdens fødevareproblemer er at investere langsigtet i videndannelse og teknologi. Brasiliens tidligere landbrugsminister, Roberto Rodrigues, vil tirsdag den 29. juni, når ATV afholder konferencen ”Sustainable Food System - Food for All Forever”, komme med sit personlige bud på, hvordan den brasilianske model kan overføres til andre lande. Så eksempelvis afrikanske lande får samme mulighed for at skabe højere høstudbytter m.v. på linje med udviklingen i Brasilien.
Brasilien er indtil nu den hurtigst voksende producent af landbrugs- og fødevareprodukter på verdensplan. OECD forudsiger, at det brasilianske udbytte stiger med mere end 40 procent fra 2010 til 2019. I modsætning hertil forventes udbyttet i EU-27 at stige med mindre end 4 procent. Der er stort set ikke nogen lande, som kan konkurrere med Brasilien, og i øvrigt heller ikke med Kina, når det gælder pris og masseproduktion.
Danmarks rolle på den globale scene kan blive betydelig ved at stille betydelige viden og teknologi til rådighed for verden. Men vi kan ikke løse fødevarekrisen direkte gennem øget produktion af fødevarer.
Den brasilianske landbrugs- og fødevareproduktion er ved at ændre kurs, så den bliver mere bæredygtig, og innovation og teknologi forventes at bidrage stadig mere. Men kan høj produktion og produktivitet overhovedet forenes med bæredygtighed? På kort sigt er der betydelige vanskeligheder og udfordringer, men på lang sigt er det uomgængeligt nødvendigt.

Netto landbrugsproduktion i udvalgte lande - index 2004-06 = 100 (kilde: OECD-FAO Agricultural Outlook 2010-2019)
Politiske prioriteringer og initiativer bør altid være guidet af viden. ATV mener, at en øget investering i forskning og udvikling bør prioriteres. Ny teknologi opstår med afsæt både i grundforskning, anvendt forskning og praksis. Skulle man i FN vedtage en strategi for øget fødevareproduktion, skulle fokus være på betydeligt øgede investeringer i forskning, innovation og uddannelse i alle lande. Kun på den måde kan verden være på forkant med fødevareudfordringen og imødekomme denne på en social, økonomiske og miljømæssig måde.
At det danske landbrug på trods af en stor højproduktiv produktion ikke kan brødføde verden er ikke ensbetydende med, at vi ikke kan spille en rolle på den globale scene. For vi har så megen viden, vi kan stille til rådighed, og vi har alle muligheder for at udvikle nye samfundsgavnlige forretningsområder og –modeller.
I mellemtiden venter vi på, hvilken minister, der tager udfordringen op.