Anholt-analyse: Dyrere havmøller presser prisen i vejret
Dong Energys bud på Anholtparken er prismæssigt ’fair’ og ligger noget under, hvad Ernest & Young finder i orden at kræve – efter at konsulenterne har regnet på sagerne.
Det er 3,6 MW havvindmøller som disse, der skal udgøre Anholt havmøllepark. Offshorevind er ifølge Ernest & Young blevet 30 pct. dyrere i 2009-2012 - end i periden 2003-2008.
Læs også
-
Grus i beslutningsprocessen om Danmarks største havmøllepark
-
Kun en byder på dansk havvindmøllepark - udbuddet møder kritik
Læs mere om
Monopol-lignende tilstande på produktion af havvindmøller, kombineret med mangel på installationsskibe og en stor efterspørgsel på offshore-vindmøller, har presset anlægsomkostninger på offshore vind i vejret.
Det gør - sammen med stramme udbudsbetingelser - at Dong Energys bud på etablering af Anholtparken for 105,1 øre pr. kWh vindmøllestrøm er fair og i orden.
Det konkluderer konsulentfirmaet Ernest & Young i en uafhængig analyse af Anholt-buddet for Klima- og Energiministeriet.
Konsulentfirmaet har sammenlignet investeringer og omkostninger på henholdsvis Horns Rev 2 og Anholtparken - som har dobbelt så stor kapacitet som Horns Rev 2 - og igen sammenholdt disse med generelle markedsantagelser fra sammenlignelige projekter.
Heraf fremgår det, at den største forskel mellem de to parker ligger i omkostninger til køb og installation af vindmøller og fundamenter, som tegner sig for omkring 65 pct. af stigningen.
Også priserne på fundamenter og elektrisk infrastruktur er steget i perioden, men tegner sig tilsammen for en mindre andel af stigningen.
Samtidig konkluderer Ernest og Young, at skærpede udbudsvilkår på Anholtparken hvad angår tidsrammer og bøder ved forsinkelser ligeledes har retfærdiggjort et højere bud fra Dong Energy.
Monpol på havmøller
Ifølge analysen er den gennemsnitlige anlægsinvestering i 2009-2012 30 pct. højere end i perioden 2003-2008. (I 2010-priser.)
»Analysen viser overordnet, at det er blevet dyrere at producere og installere havvindmøller. Om den præcis årsag til fordyrelsen er, at man er nødt til at bruge dyrere komponenter, at underleverandørerne får anledning til at presse priserne op, eller at Siemens øger indtjeningen – det kan vi ikke sige,« forklarer manager Lars Zinck fra Ernest & Young.
Rapporten forklarer, at havmøllemarkedet har været præget af ’monopol-lignende tilstande’ med først Vestas og efterfølgende Siemens som førende producent.
I 2007 trak Vestas nemlig midlertidigt sin primære havvindmølle, V90, ud af markedet på grund af tekniske vanskeligheder med gearkasserne, og det efterlod i de følgende år Siemens som den eneste tilbageværende producent af havvindmøller til store projekter.
I 2009 kom Vestas så småt på banen igen og mange andre nye spillere er på vej, tiltrukket af havvindmølleordrer på samlet 5900 MW, der er blevet bekendtgjort siden 2008.
Blød bund gør installationen dyr
Også selve installationen af møller og fundament er blevet meget dyrere på Anholt end på Horns Rev 2 – faktisk næsten dobbelt så dyr. Dels på grund af, at der er tale om større møller, der kræver mere logistik, og dels fordi de vanskelige bundforhold ved Anholt øger usikkerheden og dermed risikoen omkring projektet.
Samtidig er der generelt mangel på installationsskibe. På nuværende tidspunkt findes der på globalt plan kun ca. 10 skibe, der kan håndtere installation af havvindmøller. Nogle af disse har tilmed begrænset løftekapacitet, vanddybdegang og problemer med at installere møller i dårligt vejr.
Rapporten konkluderer, at Dong Energys budgetterede anlægsinvesteringer på Anholt ligger over den historiske trend, men under topniveauerne i markedet. Til gengæld fremhæver rapporten, at det ser ud til at driftsudgifterne på Anholtparken bliver lavere end på Horns Rev 2.
Rapporten konkluderer ligeledes, at buddet på Anholt – med reference til projekter andre steder og den generelle markedssituation på offshore markedet – kunne ligge op til 118 øre/kWh, hvilket altså er 13 øre mere end Dong Energys pris på 105,1 øre/kWh krone.
Prisen pr installeret MW bliver på Anholt 22,9 mio. kroner.






