Danske politikere vil slagte vigtigt Nato-projekt
Et af Natos mest prestigefyldte og ønskede overvågningsprojekter kan med Danmarks hjælp være godt på vej i mølposen.
Danske politikere vil melde Danmark ud af tre planlagte Nato-projekter, der blandt andet inkluderer Alliance Ground Surveillance (AGS).
AGS er et system, der via overvågning fra ubemandede fly forbedrer soldaternes sikkerhed på landjorden.
Den danske udmelding sker som et led i den kommende spareplan, skriver Politiken, men hopper Danmark fra, kan det udløse en lavine.
»Det er vurderingen, at projektets fortsatte levedygtighed i Nato bortfalder, hvis en eller to nationer træder ud af samarbejdet«, hedder det i et notat som Politiken har fået adgang til.
Som ing.dk skrev i starten af juni, består AGS af otte Global Hawk ubemandede fly, der kan overvåge et areal på 100.000 km2 på et døgn og se objekter ned til 30 cm op fra en afstand af 200 kilometer.
Sådanne ubemandede fly - kaldet droner - anvendes i dag i stort omfang i Afghanistan, hvor de leverer en strøm af afgørende data til soldaterne på landjorden. Blandt andet er dronerne udstyret med sensorer, der kan se, om der er gravet i vejen, hvilket kan være en advarsel om vejsidebomber.
Men droner som Global Hawk kan ligeledes anvendes til at overvåge de enorme havarealer i Arktis, hvilket Forsvarets Materieltjeneste tidligere har understreget, og flere lande investerer voldsomme beløb i systemerne.
Danmark har deltaget i AGS i flere år som et af 15 lande og betalt 380 millioner kroner til projektet. Det sker som en større udvikling mod flere partnerskaber blandt Nato-landene for at spare penge, hvilket der er godt brug for hos flere Nato-lande.
Derfor vurderer militæranalytiker Mikkel Vedby Rasmussen fra Københavns Universitet, at Danmark vil starte en lavine ved at spare AGS væk.
»Hvis Danmark først viser, at man kan hoppe ud, så bliver det nemmere for land nummer to og tre og fire,« siger Mikkel Vedby Rasmussen til Politiken.
En aflysning af blandt andet AGS vil betyde, at omkostningstunge hjemlige kaserner undgår lukning. En bekvem løsning, mener Mikkel Vedby Rasmussen.
»Man skal passe på ikke at lave de ’nemme’ besparelser, bare fordi man ikke tør ramme en kaserne, der ligger i en valgkreds. Der skal findes mange penge, men af politiske grunde er det rart at finde dem i udlandet,« siger Mikkel Vedby Rasmussen.






