Handlingsplan?

Meget fascinerende projekt, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad vi reelt skal gøre, hvis en sådan asteroide bliver opdaget.
Med tanke på, hvor lang tid et rumprojekt er i støbeskeen, og med et tillæg for arbejdet med at fragte en særdeles heftig sprængladning (i mangel på ormehuls- og tyngdefeltsgeneratorer og andet godt scifi), vil jeg håbe på en rigtig, rigtig lang varslingstid.

Alternativt bare varsel nok til at man kan flytte måsen til den plet på kloden, der ligger længst væk fra nedslagsstedet, men det er jo en ret egoistisk løsningsmodel...

-bortset fra -

- at chockbølgen gennem kloden efter sigende skulle give pæne jordrystelser på den diametralt modsatte side af nedslaget

Re: -bortset fra -

Hmm, mener at have set en teori om at jordens flydende kerne vil afbøje rystelserne, så den modsat liggende ca. trediedel er i fred, men det afhænger nok også af nedslagets størrelse.

Kunsten er nok at være luftbåren på tidspunktet - og finde et sted at lande bagefter :-)

Re: Handlingsplan?

Nu vil sprængning nok ikke lige være det mest optimale. frem for en stor klump, får du nu en række mindre til mellemstore klumper i hovedet! ergo bliver det sværere at dukke sig :-)
En af de planer jeg har hørt om er at lave en form for rumtraktor, hvor et fartøj bliver placeret i en hvis afstand fra asteroiden/kometen. Ved hjælp af massetiltrækning vil man så langsomt ændre asteroiden/kometens bane så den styres væk fra Jorden. Det smarte ved den metode er at den er uafhængig af evt. egenrotation af asteroiden/kometen. Den kræver blot lang tid for at fungere, men hvis man kan udføre det over et par år, vil selv en lille ændring af banen skabe store resultater, jo tidligere man kan starte jo bedre. Problemet med at starte tidligt er at observationerne får en tilsvarende større usikkerhed mht. om objektet overhoveet vil ramme Jorden.
Hvis man i stedet forsøgte at fastgøre en raketmotor, i den forbindelse ville jeg nok vælge en ionmotor, ville det kræve at man havde hundrede procent styr på rotationen, som sagtens kan være over flere akser, dette er også problematisk da afstanden igen vil være et problem, dels for observation, og dels for styring af en sonde med motor på. Så den guldrandede løsning er der ikke endnu, men det er nok også et spørgsmål om ressourcer, hvis der vitterligt var noget der var ved at ramle ned i hovedet på os, tror jeg at der nok skulle findes en løsning.

Re: Re: Handlingsplan?

To år til at afbøje banen? Plus hvor mange år for at nå ud til der hvor "afbøjningen" starter samt opnå samme hastighed som objektet?

Der er noget der siger mig at vi har brug for en plan B.

For nuværende kan man ikke garantere at vi ser et objekt to uger før det rammer. For ikke så lang tid siden eksploderede et objekt over Indonesien der ikke blev opdaget.

Re: Re: -bortset fra -

Løsningen Jens er en vandflyver :o)

Re: Re: Re: Handlingsplan?

To år til at afbøje banen? Plus hvor mange år for at nå ud til der hvor "afbøjningen" starter samt opnå samme hastighed som objektet?

De mest almindelige astroider (udstødt fra Kuiper bæltet: http://en.wikipedia.org/wiki/K...belt) bevæger sig rundt om solen i ellipsebaner med korte omløbstider og kan derfor observeres i lang tid og deres fremtidige baner fastlægges i tidsnok til med rimelighed at kunne gøre noget ved sagen - f.eks 20-30 år. Der findes mange skitse projekter som nævnt ovenfor og prisen vil i forhold til f.eks. militære budgetter være minimal. Et projekt man lige så godt kan starte nu og som kan være nyttigt på mange måder mht til teknologisk udvikling.

Legemer som stammer fra Oort skyen har derimod lange omløbstider og vil derfor kun se dem en gang. Har er sådan mødeaftale med Jorden vil vil kun få et ganske kort varsel til at gøre noget ved det, måneder måske. Legemer fra Oort skyen tøffer rundt så langsomt som en Lada på søndagstur på en kugleflade med centrum i solen og radius næsten en fjerdedel af vejen til nærmeste stjerne (1 lysår). Der antages at være 5 solmasser deruden, herunder flere tusind milliarder legemer større end en km i diameter. De udstødes eventuelt på grund af tyngdevekselvikrning med andre stjerner og kan have været millioner af år undervejs mens de gradvist øger farten. Ingen mulighed for at forudsige angrebet som kommer uden varsel og meget høj hastighed. Maksimalt beredskab er eneste strategi hvis man da ikke vælger at ignorere truslen. Det har vi jo klaret os med hidtil, så den strategi kan have sine tilhængere. Igen, muligheder for et interessant teknologisk beredskab som måske kunne erstatte investeringer i militært isenkram når nu snart olien ikke længere skal forsvares.

Risikoen? Kombination af sandsynlighed og skadesvirkning.

Mvh Søren

Re: Re: -bortset fra -

Tja, det kan være den sidste tredjedel ligger i relativ sikkerhed for selve nedslaget. S-bølger og overflade bølger bliver mååske afveget. P-bølger skal nok ramme.

Udover det så er jorden dækket af 70% vand. Et nedslag i vand er klart at foretrække. Der vil komme en temmelig stor tsunami, der nok vil smadre alt kystnært og de første par tusind kilometer ind i landet. Personligt tror jeg at grundvandet i de fleste tilfælde bliver fuldstændig ubrugeligt. Hvis den rammer landjorden kommer der så meget støv i atmosfæren at vi går en atomvinter i møde. Jeg foretrækker personligt en cola lavet på saltvand...

PS1, mitigering og jordnære asteroider

De jordnære asteroider kommer fra asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter. Pga. mean-motion og sekulære resonancer kan de få meget eccentriske baner der bringer dem tæt på Jorden, derfor kan det være svært at opdage dem, og ikke mindst bestemme deres baner.

Denne rapport har tidligere været nævnt på ing.dk:
http://www8.nationalacademies....2842

Målet inden 2020 er at finde 90% af alle jordnære asteroider større end 140 meter. De rigtig farlige asteroider, ca. 10 km og derover har man styr på (næsten da), de temmelig farlige på 1-10 km har man fundet mange af, og nævnte rapport omgår behændigt det oprindelige Spaceguard Goal (fra 1998) med at finde 90% af alle jordnære asteroider større end 1 km inden 2008, som man måtte erkende ikke kunne nås.

Fokus er altså nu på de mindre, men hyppigere, asteroider, som altså ikke er nær så farlige. Rapporten har i øvrigt også forslag til mitigeringsmetoder.

Pan-Starrs havde som formål at rette op på det, og er oprindeligt planlagt som 4 teleskoper der skulle afsøge himlen hver 8. dag. De gør brug af en unik ortognal-udlæst CCD, og kan derfor tage 2 billeder i minuttet med et field-of-view på 7 kvadratgrader.

Artiklen nævner at det første Pan-Starrs teleskop (PS1) nu er igang. Rent faktisk har det virket et stykke tid, men data pipelinen er en massiv udfordring, hvert billede er på 2GB. Samme rapport nævner i øvrigt at hele financiering af Pan-Starrs er brugt på PS1, så vi må se om de øvrige tre teleskoper bliver til virkelighed.

Spørgsmålet er om PS1 kan klare jobbet inden 2020. Og om det overhovedet giver mening at stille den slags mål op uden at sørge for en medfølgende financiering.

Re: -bortset fra -

at chockbølgen gennem kloden efter sigende skulle give pæne jordrystelser på den diametralt modsatte side af nedslaget

De meget store meteorer kan udløse vulkanudbrud på den modsatte side af jorden. Mest kendt er en flere 1000km² lavaslette i sibirien for 250 mio. år siden, sandsynligvis forårsaget af Wilkes Land 2 nedslaget på sydpolen. Dette nedslag udslettede ca. 90 % af jordens liv, og var startskuddet dinosauernes æra, der sandsynligvis fik sin ende ved meteornedslaget for 65 mio. år siden.
Indien har også en lavaslette, som jeg ikke har fundet noget på, men mit gæt er, at det er forårsaget Fikes nedslaget i Alaska. Dengang lå Indien betydeligt længere mod syd end det gør nu. Et plug in til Google Earth der viser kendte, mulige og afviste kratere kan downloades her: http://nevadanuggethunters.myf...der= (klik i gallery)

Det vi kalder have på månens synlige side, er også lavasletter forårsaget af diametrale meteornedslag for 3,9 mia år siden, hvor også 80 % af månens kratere blev dannet. Jorden tyngdekraft havde da i ca. 600 mio. år trukket månens tunge flydende kerne ud mod den synlige side af månens overflade og dermed væk fra den ikke synlige. Derfor findes der ikke tilsvarende have på den ikke synlige side.

Store meteorer mere er almindelig

Noget kan tyde på at større meteorer måske ikke er så sjælne endda, og at de måske har påvirket klimaet mere end hidtil antaget:

"The hypothesized oceanic/glacial impacts that are currently under study include the large comet impact over the Canadian ice shield some 13,000 years ago that triggered the beginning of the Younger Dryas climatic ordeal at 12,900 BP, the Burckle-Madagascar impact at round 4800-5000 BP, that may be associated with the Great (Noah's) Flood and the boundary change from middle to late Holocene around 4800 BP, the Gulf of Carpentaria impacts that are associated with "years without summers" climatic event 535-545 AD, and Mahuika crater just south of New Zealand that may be related to the beginning of the Little Ice Age at around 1450 AD."

Det er vigtigt at påpege, at der kun er tale om hypoteser ind til videre.

Re: Store meteorer mere er almindelig

Spørgsmålet om kollisionshyppigheder er rigtig svært. Typisk har man talt kratere på Jorden, Månen og Mars, sorteret dem efter størrelse, og beregnet kollisionshyppigheden ifht. planetoverfladens alder. Der er også lavet mere avancerede modeller der ser på kollisioner i asteroidebæltet gennem Solsystemets totale alder, og transport af fragmenter ned til Jorden. Disse modeller kalibreres efter de samme kratertællinger.

Problemet er at disse hyppigheder blot er gennemsnitstal over et meget langt tidsrum. Fluxen af jordnære asteroider er stærkt afhængigt af kollisioner og transportmekanismer i asteroidebæltet, og alene af den årsag vil der være udsving i fluxen. Hyppighederne afdækker ikke noget om den nuværende kollisionshyppighed, og man kan slet ikke bruge dem til at sige noget om hvornår Jorden bliver ramt næste gang. De årstal du refererer til ligger inden for 15.000 år, hvilket er meget kort tid. Skulle der være en midlertidig overhyppighed af kollisioner inden for dette tidsrum vil dette ikke nødvendigvis være imod gennemsnitshyppigheden. Er hypotesen at der er tale om en generel overhyppighed bliver man nødt til også at inddrage størrelsen af objekterne.