Sådan brødføder vi verdens stigende befolkning
Ingeniørens eksperter mener bl.a., at der skal indføres internationale afgifter på mad efter ressourceforbrug og miljøpåvirkning, hvis der skal være mad nok i 2050.
Verdens befolkning vil vokse med tre milliarder mennesker til over ni milliarder i løbet af de næste 40 år. Hvordan brødføder vi så mange mennesker? Det spørgsmål svarer Ingeniørens Visionarium, der består af fire eksperter, her på. De er for det første ikke i tvivl om, at der skal handles nu.
»Vi kan ikke vente 40 år, før vi går i gang, for antallet af sultne mennesker er allerede i dag rekordstort - over en milliard mennesker får ikke nok mad. Vi bliver nødt til at tackle det nu og sikre, at de svage økonomier kan brødføde sig selv. Der mangler en voldsom indsats, og det er især i forhold til udviklingslandene og særligt Afrika, for ellers bliver problemerne bare større og større. Det her er for alvorligt til at det kan overlades til markedskræfterne,« siger Jørgen E. Olesen, der er forskningsprofessor ved Aarhus Universitet.
Christian Friis Bach, international chef ved Folkekirkens Nødhjælp, er enig i, at markedet ikke kan løse problemet:
»Der er brug for markant politisk handling, for det løser sig ikke af sig selv. En milliard mennesker burde være nok til at få verdens opmærksomhed, men vi er ikke kommet ud af starthullerne endnu.«
Han erkender, at de mennesker, der sulter, ikke har politisk indflydelse, men de høje fødevarepriser, manglen på mad og hvad det fører til af frustrationer, fanatisme osv. burde få verden til at vågne op.
It-milliardæren Bill Gates har allerede gennem Bill & Melinda Gates Foundation givet fødevareproduktion den allerhøjeste prioritet, påpeger John R. Porter, professor ved Københavns Universitet.
»Vi skal have en ny grøn revolution, og vi skal huske, hvordan det var under den første - da var det primært en offentlig indsats, der drev det, og der blev tænkt både i gener, management og miljø. I ulande er det især management, der kan skaffe mad på kort sigt, mens det i ilandene er generne - altså effektivisering af afgrøderne. Hvis ikke vi handler, bliver det naturen, der afgør, hvad der sker.«
Endnu flere vil sulte, og det kan bl.a. give immigrationskonflikter, men det vil også gå ud over naturen og miljøet, hvis ikke der sættes ind og sikres, at landbruget bliver bæredygtigt. Ellers vil vi se flere miljøproblemer, endnu større tab i biodiversitet og stigende udledning af drivhusgasser, påpeger eksperterne.
I fremtiden vil vi have et mindre areal til fødevareproduktion, end der er i dag, fordi der også skal bruges arealer til biobrændstof, og der er et konstant tab til byudvikling, erosion og salt samtidig med, at der skal tages hensyn til drivhusgasser og biodiversitet, så der skal helst ikke opdyrkes nye områder. Der vil også være helt op til 9,2 milliarder mennesker i 2050, og der er især en voksende middelklasse og dermed øget efterspørgsel på det meget ressourcekrævende kød.
Løsningen må derfor være, at udbyttet pr. areal øges, er eksperterne enige om. Og skal udbyttet øges, er det nødvendigt at lære for eksempel landmændene i Afrika at effektivisere. Danmark kan gøre sin del - både vha. overføring af erfaring og forskning.
»Danmarks bedste renomme i verden er på landbrugsforskning - vi har masser af viden, så vi har en god position for at hjælpe,« siger John R. Porter.
Men det er også nødvendigt med landbrugsforskning i ulandene, og i Afrika og andre udviklingsområder er investeringerne faldende.
»Nedgangen i landbrugsforskning de seneste år er en ren katastrofe, for vi mister også ekspertise. Den udvikling skal hurtigt vendes,« siger han.
De andre er enige i, at ulandene selv bør øge forskningen, og at bistanden til området bør øges.
Selv om landbruget skal øge udbyttet, skal det gøres bæredygtigt, så jorden ikke udpines. Derfor bør der indføres afgifter efter ressourceforbrug:
»Det handler om at gå fra et ressourceforbrugende samfund til et ressourcevedligeholdende. Vi har talt om bæredygtighed i 20 år, men der er ikke sket noget som helst,« siger Jørgen E. Olesen.
Ligesom de andre mener Per Pinstrup-Andersen, professor ved Cornell Universitet i USA, at sådanne afgifter skal indføres internationalt under WTO. Et eksempel er kødproduktionen - afgifter skal sikre, at der bliver betalt for den skade, den gør.
Han kalder det 'full costing' og målet er, at de omkostninger, som ikke prisfastsættes af markedet, ikke desto mindre indgår i den endelige pris, samt at indtægterne fra afgifterne bruges på at udbedre skaderne ved for eksempel at nedsætte drivhusgasudslip fra andre kilder med den mængde, som husdyrproduktionen slipper ud.
»Full costing er relevant for alle produktionsgrene, både inden for og uden for fødevare- og landbrugssektoren, og det er efter min mening den bedste og måske den eneste måde, vi kan opnå bæredygtig økonomisk vækst, dvs. vækst, som ikke subsidieres af fremtidige generationer,« siger Per Pinstrup-Andersen.
Jørgen E. Olesen påpeger dog, at en løsning kræver, at både fødevarer, klima og handel tænkes sammen, men at alle internationale forhandlinger sker separat om hvert af de tre områder.
»Jeg tror, der er lange udsigter til at bringe problemerne sammen, så jeg er ret skeptisk over for, hvorvidt der vil ske noget,« siger han og tilføjer, at der også mangler forskning i, hvilke reguleringer der vil virke.
Fakta:
Ingeniørens Visionarium om fødevarekrisen
Per Pinstrup- Andersen professor ved Cornell Universitetet i USA og Københavns Universitet, æresalumne ved Københavns Universitet og World Food Prize Lauriate.
John R. Porter professor, dr. agro., Institut for Jordbrug og Økologi, Det Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.
Christian Friis Bach international chef i Folkekirkens Nødhjælp og adjungeret professor ved Københavns Universitet/LIFE.
Jørgen E. Olesen forskningsprofessor, Institut for Jordbrugsproduktion og Miljø, Forskningscenter Foulum, Aarhus Universitet.
Landbruget skal tættere på byerne
De fremtidige erhvervsmuligheder ligger i høj grad i byerhvervene. Derfor vil mere end halvdelen af Jordens befolkning i fremtiden bo i såkaldte 'mega cities'. Her er byplanlæggere derfor nødt til at tænke landbruget ind i byerne.
Bynær fødevareproduktion vil holde udbyttet og interessen oppe for de dyrere kvalitetsfødevarer, såsom grøntsager, der fint kan dyrkes i byernes udkantsområder frem for at blive fragtet ind fra store industriproduktioner langt uden for byen.
Det vil også gøre det muligt at bruge det organiske affald fra byerne lokalt til fødevareproduktion i stedet for at dumpe det på lossepladsen. Dette intensive landbrug kunne f.eks. være en mulighed i udkanten af Storkøbenhavn. Men det kræver, at byudviklingen bliver planlagt efter det.
Øget udbytte kræver offentlig forskning
Det er nødvendigt at udvikle afgrøderne - både via genmodificering og traditionel forædling - så de giver højere udbytte. Dette arbejde er i dag i høj grad koncentreret hos få multinationale selskaber. Men for at få den bedste forretning satser selskaberne på afgrøder, hvor landmændene er nødt til at købe ny såsæd hvert år.
Det betyder, at udbyttet fra majs, soja og bomuld stiger langt mere end fra andre afgrøder som ris og hvede, hvor den procentmæssige stigning i udbytte ligefrem er faldene. Udbyttet fra afgrøderne ville kunne øges meget mere, hvis der bare blev forsket i det.
Der er derfor behov for mere offentlig forskning i afgrødeforædling - et område, der ellers har været faldende de seneste år. Der er samtidig behov for, at patenteringssystemet inden for GMO fjernes eller modificeres, så det ikke bliver en hæmsko for udnyttelse i ulandene.
Næringsstoffer skal genbruges
De tilgængelige ressourcer af fosfor vil være opbrugt i sidste halvdel af dette århundrede. Det er bare et eksempel på, at det er nødvendigt at genbruge de mange næringsstoffer, som ellers forsvinder med bl.a. husholdningsaffald, spildevand og husdyrgødning.
Der er brug for næringsstofferne, hvis der skal vokse afgrøder på markerne, så det er nødvendigt f.eks. at gøre husdyrproduktionen lokal og kombinere den med planteproduktion, så gødningen kan udnyttes i stedet for at give forureningsproblemer, som det sker i dag, hvor store husdyrproduktioner ligger koncentreret og uden forbindelse til afgrødeproduktion.
Herudover skal husholdningsaffald og spildevandsslam hverken brændes eller på lossepladsen, men f.eks. udnyttes til kompost og biogas. Der er grundlæggende brug for en omfattende recirkulering af næringsstoffer - det skal gøres bæredygtigt.
Rødt kød skal beskattes
For meget rødt kød er skadeligt for mennesker og miljø og ikke mindst en ineffektiv udnyttelse af energi og ressourcer. Derfor bør verden spise langt mindre kød, hvis den bæredygtige produktion skal holdes oppe. Forbruget går dog den modsatte vej - også i takt med, at verdens middelklasse vokser.
Kineserne i byområderne er allerede snart oppe på samme kødforbrug som i Vesten. For at dæmpe forbruget skal folk rammes på pengepungen, og derfor vil det give mening at indføre en slags kødskat eller klimakødafgift. Det vil være i alles interesse, og f.eks. danskerne kan sagtens klare sig med en tredjedel af de ca. 100 kilo kød, vi hver spiser om året i dag.
I det hele taget bør der indføres afgifter i forhold til ressourceforbruget på alle fødevarer o.lign. For at undgå konkurrenceforvridning bør det ske internationalt og i WTO-regi, da det er et verdensomspændende problem.
Økologi skal differentieres
Landbruget skal inden 2050 producere 50 pct. mere, men jorden skal samtidig forblive frugtbar. Økologien er derfor et godt udgangspunkt, men der skal færre dogmeregler ind over konceptet.
I Afrika kan det give god mening at udnytte økologiens principper om at undgå dyr kunstgødning og foder og i stedet indordne sig under naturens præmisser. Men i første omgang skal fornuftige landbrug op at stå, og her nytter for skrappe regler ikke. På mange udpinte jorder er tilførsel af kunstgødning den eneste og billigste mulighed.
Afrikanske bønder kan sagtens bidrage til et effektivt og bæredygtigt landbrug, selv om de er nødt til at bruge pesticider. På samme måde kan det være nødvendigt at genmodificere visse fødevarer for at øge produktionen.
Bæredygtighed handler ikke om at bruge den bedste teknologi, men den smarteste - så den bedste viden om, bæredygtigt landbrug, skal samles.
Afrika skal effektiviseres
Det største potentiale for at øge fødevareproduktionen er i Afrika, men også i bl.a. Østeuropa, Rusland, Latinamerika og dele af Asien er potentialet stort. I Afrika kan produktiviteten tredobles inden for fem-ti år. Men det kræver en højere grad af videndeling og rådgivning fra ilande til ulande og massive investeringer i infrastruktur.
Hvis ikke en afrikansk bonde kan være sikker på at få leveret kunstgødningen på det rette tidspunkt eller det er usikkert om tomaterne kan blive transporteret til markedet når de er modne, vil han ikke løbe risikoen ved at investere i en større produktion. For når han befinder sig på et eksistensminimum kan konsekvenserne være katastrofale, hvis det går galt -han kan miste et barn eller sulte.
Der er desuden brug for inputsubsidier til at booste det afrikanske landbrug - dvs. at kunstgødning og såsæd f.eks. skal ned i pris. Det største ansvar ligger hos ulandenes egne regeringer, der skal rette deres investeringer mod landdistrikterne.
I takt med at der kommer mere uddannelse og demokrati i de afrikanske lande får landmændene også større indflydelse og dermed bliver der gjort mere for at støtte landbruget. Der er bl.a. også brug for langt større investeringer i landbrugsforskning og -uddannelse i og omkring ulandene. I det hele taget bør den tekniske og økonomiske støtte til landbrug i ulande øges og ikke sænkes som det bl.a. er sket i den danske ulandsbistand de seneste år.
Herudover bør ilandene åbne markederne for landbrugsvarer som ulandene kan producere billigere og til højere (eller andre) kvaliteter og tillade fri konkurrence. Der kan her også være brug for at modificere på nogle af de nuværende kvalitetskrav til import, der i visse tilfælde hindrer ulandenes eksportmuligheder.
