Leverandører: Biokedler slår varmepumper med flere længder
Der skal to til fire varmepumper til at spare samme mængde CO2 som en enkelt kedel, der fører med biomasse. Det viser beregninger fra leverandørerne af kedlerne, der ikke fatter, hvorfor varmepumper så løber med regeringens tilskud.
Læs også
-
Nye beregninger: Varmepumper sviner lige så meget CO2 som oliefyr
Læs mere om
Mens varmepumper ifølge Dansk Fjernvarme er lige så store CO2-forurenere som oliefyr, når boligen skal opvarmes, så er et hjemmefyr, der brænder biomasse af, en langt bedre investering for miljøet.
Det mener Dansk Energi Brancheforening, som blandt andet organiserer leverandører og installatører af både oliefyr, gasfyr, varmepumper og biokedler.
Brancheforeningen benytter de nye beregninger til at rette endnu et angreb mod regeringens 400 millioner kroner store skrotningspulje for oliefyr. Den indebærer, at danske boligejere kan få op til 20.000 kroner i tilskud til at udskifte oliefyret med en varmepumpe koblet til et jordvarmeanlæg.
Derimod er der intet som helst tilskud til at udskifte oliefyret med en kedel, der brænder træpiller, træflis eller korn af.
»Hvorfor gives der ikke tilskud til en ny biokedel, som reelt er den mest CO2-neutrale løsning? Vores beregninger viser, at der afhængigt af forudsætningerne for elproduktionen skal mellem to og fire varmepumper til at spare lige så meget CO2 som én biokedel,« pointerer sekretariatschef Jørgen K. Nielsen fra Dansk Energi Brancheforening.
Han stiller sig også uforstående over for, at regeringen ikke støtter, at danskerne skifter deres gamle fyr ud med nye, kondenserende olie- eller gaskedler.
»De reducerer her og nu CO2-udslippet med 25-30 procent. Om 20 år, når de nye kedler skal skiftes, har vi højst sandsynligt en noget mere intelligent og mere fossilfri elforsyning til nogle mere effektive og billigere varmepumper, brændselsceller og lignende, som på mere fornuftig vis kan tage over hos betydeligt flere forbrugere end i dag,« siger Jørgen K. Nielsen.
Han mener, at politikerne skyder sig selv i foden ved at fokusere på »enkelte, udvalgte energiløsninger«.
»Der er risiko for, at mange rentable energispareprojekter ikke bliver realiseret de kommende år, selv om der med nære, billige løsninger som udskiftning til ny kedel kan opnås væsentlige CO2-besparelser her og nu,« mener Jørgen Nielsen.






