Ja til sms-alarm om drikkevandsforurening
Både vandværksforening og politikere fra højre til venstre er enige om, at beskeder til borgerne i en beredskabssituation lige så godt kan ske via sms, i stedet for via brev som det er tilfældet i dag.
Tema
Læs også
-
255 syge i Køge rejser igen krav om bedre overvågning af vandkvalitet
-
Skrot advarsler via brev: Værktøj sender sms om drikkevandsforurening
Læs mere om
Normalt bruger vandværkerne og kommunerne brev, hjemmeside og medierne til at sprede budskabet om en forurening.
Men sådan behøver det ikke at være, for med sms-teknologien kan Silkeborg-firmaet Blue Idea nå ud til cirka 70 procent af danskerne med en sms i en beredskabssituation som for eksempel drikkevandsforurening.
Det kræver, at en kommune eller et vandværk er abonnent og geografisk definerer det område, der skal sendes besked til. Så kan Blue Ideas system sende en sms i løbet af et kvarter.
Funktionschef for drikkevand i Dansk Vand- og Spildevandsforening Karin Larsen mener lige så godt, at man kan sende en sms, når teknologien findes.
»Jo hurtigere, man får beskeden ud, jo bedre, for jo mindre sandsynlighed er der for, at nogen bliver ramt af forurening,« siger hun.
Ifølge Blue Idea ligger abonnementsprisen på 500-2.000 kroner om måneden.
»Det er ikke en pris, der afskrækker. Så det er en begrænset omkostning for ekstra sikkerhed,« siger hun.
Karin Larsen mener stadig, det er vigtigt at holde fast i husomdelte breve for at tage højde for, at der kan folk der for eksempel lejer et sommerhus i et forurenet område, hvor de ikke bor til dagligt og derfor ikke får besked.
Sms når mange på kort tid
Svendborg Vand er en af de vandforsyninger, der sender meddelelser om ledningsarbejde eller forurening ud til brugerne via brev.
Men vandforsyningen har indgået en kontrakt med Blue Idea om at prøve systemet Beredskabsalarm.dk af. Indtil videre har det ikke være nødvendigt at anvende systemet, men civilingeniør og planlægger hos Svendborg Vand Gry Tully ser muligheder i systemet.
»Systemet gør det nemmere og hurtigere at nå mange på kort tid i en beredskabssituation,« siger hun.
»Vi har stadig en udfordring i, hvordan teleselskaberne registrerer deres kunder, men vi ser for os, at beredskabsalarm.dk kan skabe noget effektivisering for os, det vil være en ekstra service for vores brugere, og så vil vi fremstå som en moderne virksomhed,« siger hun og peger på, at det i fremtiden også vil kunne bruges i forbindelse med affald, som Svendborg Vand snart skal stå for at håndtere.
Politisk opbakning
På Christiansborg bakker de miljøordførere, Ingeniøren har talt med, op om idéen med at bruge en sms i stedet for at langsommere brev i en beredskabssituation.
Ida Auken (SF), der er formand for Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg, synes, det er en rigtig god idé at sikre, at folk får besked med det samme. På sigt mener hun også, at det er billigere end at sende et brev til alle vandforbrugere, når noget går galt.
Derfor vil SF opfordre miljøminister Karen Ellemann (V) til at se på teknologien i forbindelse med en handlingsplan for sikring af det danske drikkevand, der skulle være på vej.
»Vi vil også stille spørgsmål til ministeren om få samfundsøkonomiske beregninger på teknologien,« siger Ida Auken.
Regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, støtter op om krav til vandværkerne om, at træde ind i fremtiden og bruge den teknologi, der er til rådighed.
»Jo mere, man kan gøre folk opmærksomme på problemerne, jo bedre,« siger miljøordfører Jørn Dohrmann.
»Jeg mener, det skal være et krav, fordi området er så vigtigt. Så det må være en helt naturlig ting, at bestyrelserne for vandværkerne ser på, hvilke muligheder de har teknologisk, når de skal revidere, hvad de skal tage sig af,« siger han og understreger, at sms og email er redskaber, de fleste bruger i dag.
Peter Juel Jensen fra Venstre mener, at kommunikationen kan gøres bedre end i dag. Men han minder om, at pressen i Køges tilfælde var hurtigt ude at informere. Han mener ikke, der er noget galt i, at vandforsyningerne selv afprøver et system som alarmberedskab.dk.
»Gudskelov er det sjældent, at den slags alvorlige forureninger sker, så jeg tror ikke, der skal lovgives om brug af sms,« siger han.
Også Per Clausen fra Enhedslisten synes, at systemet lyder som en god idé, hvis man samtidigt sikrer, at borgere uden mobiltelefon får samme informationer, som de, der kan modtage sms.
I Århus anvender kommunen et lignende system til at advare blandt andre dagsinstitutioner om forurening, ligesom Gentofte Kommune sender informationer ud om badevandet.






