Novozymes i gennembrud mod resistente bakterier
Danske forskere har fundet ud af, hvordan plectasin fra en svamp fjerner infektioner, der ellers ikke kan behandles.
Multimedia
Video:
Sådan dræber stof fra svamp resistente bakterier
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Plectasin og andre peptider fra hvirvelløse dyr såsom fluer og muslinger kan dræbe bakterier, der ellers er resistente overfor antibiotika.
Og nu har forskere fra den danske virksomhed Novozymes sammen med forskere på blandt andet universiteterne i Bonn og Aalborg fundet ud af, hvordan plectasin gør det. Opdagelsen er blevet offentliggjort i tidsskriftet Science i dag.
Binder til byggesten
Forskerne har fundet ud af, at plectasin binder og isolerer en byggesten, der anvendes i cellevægens biosyntese, og da bakterier ikke kan leve uden en cellevæg, går de hurtigt til grunde.
Eksperimenter med plectasin viser desuden, at det er meget vanskeligt for bakterier at udvikle resistens imod det. De har blandt andet testet det på bakterier, der er resistente over for Vancomycin, der et af de mest anvendte antibiotika imod resistente bakterier, og som binder den samme byggesten.
Og disse resistente bakterier er stadig følsomme over for plectasin, hvilket gør det til et lovende alternativ til resistente infektioner, skriver Novozymes i en pressemeddelelse.
Gennembrud
Indtil nu har det været antaget, at plectasin ligesom andre peptider virker ved at opløse membranen og dermed forårsage bakteriernes sammenbrud, men forskerne hos Novozymes havde en fornemmelse af, at det var anderledes.
»Nu ved vi, at plectasin virker ved direkte at binde en byggesten i bakteriernes cellevæg. Det forklarer, hvorfor plectasin er specielt, samt hvorfor det er muligt uden risiko at give langt større doser af plectasin end af de øvrige peptider, som virker på membranen,« siger Hans-Henrik Kristensen, der er en af forskerne bag den nye opdagelse hos Novozymes, ifølge pressemeddelelsen.
Novozymes' koncerndirektør for forskning og udvikling kalder opdagelsen af stoffet for et gennembrud.
»Da vi oprindelig identificerede plectasin, vidste vi, at det var et gennembrud for forskning i antimikrobielle peptider. Denne nye viden bekræfter det. Vi ved nu, hvorfor det næsten er umuligt for bakterier at skabe resistens mod plectasin,« siger Per Falholt ifølge pressemeddelelsen.
Virker mod lungebetændelse
Novozymes identificerede Plectasin i en sort svamp i 2002 og solgte i 2008 rettighederne til udvikling, registrering og markedsføring af den forbedrede variation af plectasin NZ2114 til Sanofi-aventis.
Denne virker endda imod alvorlige sygdomme som lungebetændelse, endocarditis, meningitis og blodforgiftning forårsaget af bakterier som Streptococcus og Staphylococcus som er resistente over for alle eksisterende antibiotika.
»Med den stigende resistens imod antibiotika verden over, er det vigtigt løbende at finde nye stoffer og metoder der kan bekæmpe potentielt dødelige infektioner. Vores stærke teknologisk platform giver os mulighed for at screene for nye peptider meget effektivt, og vi har identificeret andre, som er rettet mod andre typer af infektioner,« siger Per Falholt.






