blogs kategori-billede

GMO forskning skal være fri

Af Pernille Sølvhøj Roelsgaard,  fredag 28. maj 2010 kl. 09:41

Sideløbende med mit Ph.D. studium er jeg også redaktionsmedlem på planteforskning.dk, som indeholder forskningsformidling og debat. Her har vi fået et spørgsmål om GMO fra en læser, og det har affødt et spændende detektivarbejde. Læseren spørger, om det er korrekt, at firmaerne kan forbyde forskning med anvendelse af udsæd der markedsføres kommercielt.

Spørgsmålet udspringer af et debatindlæg i Jord og Viden, Jordbrugsakademikernes fagblad. To medlemmer af Økologisk Landsforening svarer på et GMO-positivt indlæg af Cornell-professor Per Pindstrup-Andersen, en kendt fortaler for dyrkning af GMO i ulandene. De replicerede – ikke overraskende - at økologi er fremtiden. De begrunder bl.a. deres synspunkt om, at GMO ikke er fremtiden med, at GMO-industrien har givet sig selv vetoret over uafhængige forskeres arbejde, og at forskerne derfor ikke kan undersøge miljømæssige konsekvenser af GMO-afgrøder. Kilden til disse argumenter er en leder i Scientific American, hvor 24 amerikanske entomologers bekymringer beskrives. Ifølge Monsanto’s hjemmeside er kritikken taget til efterretning.

Det er klart og helt forståeligt, at private virksomheder, som investerer enorme beløb i udvikling og godkendelse af genetisk modificerede sorter ønsker at undgå pirateri, men det er uholdbart, hvis disse virksomheder har mulighed for at påvirke den frie forskning. Den må der aldrig blive lagt låg på.

Derfor har vi på planteforskning.dk nu kontaktet frøfirmaer, forskere og myndighedspersoner og ser frem til at kunne løfte sløret for praksis i Europa. Læs mere, følg med og deltag i debatten på planteforskning.dk.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Debatterede
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.