Amerikansk-kinesisk alliance: ”Vi vil være verdens største mølleproducent”
Den kinesiske vindkraftproducent Sinovel Windgroup har indledt samarbejde med amerikansk elektronikgigant om salg af vindmøller over hele verden.
Læs også
-
Kinesere lover havmøller, der skal give Vestas og Siemens baghjul
Læs mere om
Dokumentation
Vestas får nu kamp til stregen i kampen om at være verdens største producent af vindmøller.
Kinesiske Sinovel Windgroup har indledt strategisk samarbejde med American Superconductor Corporation (AMSC) om udvikling og salg af vindmøller i hele verden.
Sinvol Windgroup blev etableret i 2004 og har allerede etableret sig som verdens tredjestørste leverandør. Ifølge BTM Consult solgte virksomheden 2.400 1,5 MW-møller og 100 3 MW-møller i 2009.
Sammen med AMSC’s datterselskab, AMSC Windtec, skal der nu udvikles og produceres multimegawatt-møller og præsidenten for Sinvol Windgroup erklærer i en pressemeddelelse, at det strategiske samarbejde med AMSC skal bringe virksomheden frem som verdens største vindmølleproducent.
Kinesiske vindmølleproducenter har haft særdeles svært ved at komme ind på det amerikanske og europæiske marked og Birger T. Madsen fra vindkraftanalysefirmaet BTM Consult, påpeger da også, at Sinovel Windgroup, på linie med de andre kinesiske vindmølleproducenter, hovedsageligt er blevet store på at sælge vindmøller i Kina:
»Jeg vil tro, at samarbejdet med AMSC nok vil forbedre deres muligheder for at trænge ind på andre markeder end det kinesiske, men jeg tror stadig, at det vil tage nogle år, før det sker. Om de kan blive verdens største? Hvis man ser på den udvikling der er sket med vindkraft i Kina så er alt muligt,« siger Birger T. Madsen.
AMSC har et bredt produktprogram inden for højspændingsteknik, for eksempel smart grids og styresystemer til vindmøller, superledende kabler, kortslutningsbeskyttelse og spændingsstabiliseringssystemer.






