Verdens førende ernæringsforsker: Fedt ikke farligt
Harvard-professoren Walter Willett hamrede i en forelæsning torsdag i København en pæl igennem den danske debat om mættet fedt. Der er ikke skyggen af bevis for, at det er skadeligt.
Læs også
Læs mere om
Walter Willett, professor på Harvard School of Public Health og verdens mest citerede ernæringsforsker, lagde på ganske få minutter igennem torsdag den danske debat om fed mad helt død.
Det skete, da han gav en gæsteforelæsning på Københavns Universitet, hvortil han er inviteret af Arne Astrup, der leder Institut for Human Ernæring. Sammen skal de to de næste godt halvandet døgn styre et symposium om fedt, hvori andre af verdens førende forskere diskuterer emnet.
Derfor indledte Walter Willett sin forelæsning med at sige, at han ikke ville ofre så mange ord på mættet fedt, for han ville gerne møde sine kollegers synspunkter med åbent sind. Men han behøvede heller ikke bruge længe på at komme til sin konklusion.
»Konklusionen er, at der er meget lille forskel på risikoen for at udvikle hjerte-kar-sygdomme, hvis mættet fedt bliver erstattet med kulhydrat. Det er der masser af beviser på,« sagde han blandt andet til forsamlingen af ernæringsforskere og -studerende.
»Det er kontroversielt,« tilføjede han straks, og det er ingen overdrivelse.
Myndighederne opfordrer os til at spise masser af brød
Både i Danmark og de fleste andre vestlige lande opfordrer myndighederne nemlig befolkningen til at skære ned på fedtet, særligt det mættede fedt fra kød- og mejeriprodukter, netop fordi det ifølge myndighederne giver øget risiko for hjerte-kar-sygdomme. I stedet skal vi, lyder det blandt andet fra den danske Fødevarestyrelse, spise mere kulhydrat, helst i form af fuldkornsbrød.
Men Walter Willett gjorde sig umage med at vise eksempler fra flere studier, som bekræfter, at mættet fedt ikke i sig selv øger risikoen for at dø af for eksempel en blodprop i hjertet.
Han henviste blandt andet til de sammenlignende studier om emnet, som Ingeniøren tidligere har omtalt, som også afviser, at smør og piskefløde får borgerne indlagt på hjerteafdelingerne.
Walter Willett understregede, at mættet fedt øger indholdet af fedtstoffet kolesterol i blodet. Kolesterol er i mange år blevet kædet sammen med øget risiko for at dø af hjerte-kar-sygdomme. Men mættet fedt hæver både niveauet af det dårlige kolesterol, LDL, og det gode kolesterol, HDL.
»Det er forholdet mellem de to, som er afgørende for risikoen for at udvikle hjerte-kar-sygdomme,« lød det fra professoren.
Gammelt studie stemplet i panden på ernæringsforskerne
Han mente, at faren ved mættet fedt havde været »stemplet i panden« på ernæringsforskere over hele verden, siden et af de allerførste studier, som sammenlignede kosten med risikoen for at udvikle hjerte-kar-sygdomme, kom frem.
Seven Countries Study, som det hedder, blev indledt allerede i 1958 og fandt blandt andet frem til, at risikoen for at udvikle hjerte-kar-sygdomme var ti gange højere i det østlige Finland end på Kreta, hvilket først og fremmest blev tilskrevet forskelle på kosten, herunder mættet fedt i den finske mad.
Men siden da har mange andre studier vist, at det ikke kun skyldes det mættede fedt, sådan som det ellers er blevet tolket, fremhævede Walter Willett i København.
Han viste i stedet resultater fra studier udført på Harvard, som konkluderer, at flerumættede fedtsyrer, som findes i blandt andet planteolier og fisk, nedsætter risikoen for hjertesygdomme væsentligt mere, end mættet fedt øger den.
Desuden påpegede han, at myndighedernes opfordring til at spise mere kulhydrat har fået befolkningen til at indtage over en tredjedel af energien fra raffinerede produkter som hvidt brød, hvide pasta og sukker.
Arne Astrup og Walter Willett har lørdag indkaldt til pressekonference, hvor de vil præsentere resultaterne af fedt-symposiet.






