Leder: Samfunds-økonomi for børn og svagere sjæle
Sammenligner man for et øjeblik det hjemlige husholdningsbudget med offentlige finanser, fremtræder proportioner, der synes underligt fraværende i debatten om fair løsninger og økonomiske genopretningsplaner i vores lille smørhul af et land på kanten af den virkelige verden.
Tjener man 100 kroner og bruger 110 af dem i en længere periode, får man snart en samtale med banken om at bringe lidt balance mellem indtægter og udgifter. For så lever man over evne. Måske holder man familieråd, man gennemgår de store girokort og går til kernen i sit forbrug for at prioritere, hvad man virkelig har brug for og hvad man vil savne - men kan leve uden. Måske giver man den en ekstra skalle på jobbet.
Det er dog nemmere at spare. Desværre vil banken næppe være tilfreds med, at man nøjes med at spare halvanden krone. Det rykker ikke for alvor. Der skal meget mere til for, at der kommer ro på hjemmefronten, og man kan sove roligt om natten. Fuldstændig som det er tilfældet for Danmark, hvor et flertal i Folketinget er blevet enige om at spare for lidt - og oven i købet symbolsk.
Groft skåret har vi herhjemme indtægter for 900 millarder kroner om året, men bruger næsten 1.000 milliarder kroner på vores samfund. I den optik synes det noget pauvert at ville forbedre den offentlige saldo med i alt 24 milliarder kroner frem til 2013 - det lyder af meget, men skaber i praksis bare røre i små hjørner af velfærdsstaten. Egentlige reformer, der tager fat på at forberede vores samfund til at klare fremtiden og tab af videnarbejdspladser, er der slet ikke tale om. Det kommer senere, forstår man.
Vi finder ikke frem til balance i regnskabet ved at se på registreringsafgiften til leasingbiler (i alt 50 millioner kr.) eller reducere tolkebistand (ialt 30 millioner kr). Eller reducere ministerlønninger med 5 procent og begrænse tilskud til høreapparater (158 millioner kroner). Selv hvis man medtager de store besparelsesområder - udviklingsbistand, børnefamilieydelse, dagpenge, faglige kontingenter og især skat - er det samlede bidrag behersket til et niveau, der ville have udslettet de fleste erhvervsvirksomheder i recessionen for stedse.
Det stopper dog ikke her. For man ønsker samtidig at dele flere penge ud til en sundhedssektor, der allerede sluger i omegnen af 100 milliarder kroner om året - 10 pct. af BNP. Det beløb topper man med 5 milliarder kroner ved bl.a. at spare på forskning (951 millioner) og administration på universiteter og professions- og ingeniørhøjskoler (500 millioner kroner).
Isoleret er det fornuftigt at stille krav om besparelser i administrationen - også på universiteterne, som vi driver for cirka 20 milliarder kroner årligt, og hvor konsulentvirksomheden McKinsey & Co. sidste år regnede sig frem til, at kun 70 pct. af pengene bruges til forskning og undervisning. Det lugter af endnu flere muligheder for effektiv drift. Og med en sundhedssektor, hvor produktiviteten er vigende, og hvor usammenhængende it er legio, turde potentialet være betydeligt. Tænk selv på næste område. Politi? Forsvar?
Spareplanen løser derfor hverken opgaven halvt eller kvart, ligesom der intet bud er på fremtidens indtægter - de kommer næppe af sig selv.
