/karriere

Dit MBA-valg skal matche din karrierevej

Hvilke redskaber og kompetencer er du på jagt efter? Det må du afklare, inden du vælger, hvorvidt din MBA skal have et teknisk afsæt, eller det er generelle ledelseskompetencer, du ønsker at tilegne dig.


Fakta

Tekniske og innovative MBA'er
Her følger et udsnit af de danske MBA'er med et teknisk eller innovativt tilsnit:



MBA, TMO (Technology Market and Organization)

Fokuserer på forholdet mellem teknologi, organisation og markedsmuligheder og er målrettet folk fra teknologitunge virksomheder.


• Udbyder: CBS, Handelshøjskolen i København, Frederiksberg


• Varighed: To år, fire semestre.


• Pris: 315.000 kr.



MMT - Master in Management of Technology


Fokuserer på forretningsudvikling, innovation, forandringsledelse og personligt lederskab og er rettet mod personer med teknologisk eller naturvidenskablig baggrund.


• Udbyder: DTU, Danmarks Tekniske Universitet, Lyngby


• Varighed: Fire semestre, 21 måneder


• Pris: 287.000 kr.



MMT, Master in Management of Technology - executive MBA


Fokuserer på forståelse for teknologiske og organisatoriske problemstillinger sat ind i strategiske og ledelsesmæssige sammenhænge i en virksomheds udvikling.


• Udbyder: Aalborg Universitet


• Varighed: Fire semestre


• Pris: 204.000 kr.
Almene MBA-uddannelser
Full-time MBA


• Udbyder: Copenhagen Business School, Frederiksberg


• Varighed: Fuldtid 1 år


• Pris: 260.000 kr. plus cirka 15.000 kr.



Executive Master of Business Administration

• Udbyder: Copenhagen Business School, Frederiksberg


• Varighed: Deltid 22 måneder


• Pris: 275.000 plus cirka 94.000 til øvrige udgifter.



Flexible Executive MBA


Beskrivelse: En mulighed for at splitte en Executive MBA op i tre dele, hvor der holdes pause imellem 'Executive Certificate in Leadership & Business Essentials', 'Executive Certificate in Business Development & Innovation' og andet år af Executitive MBA.


• Udbyder: Copenhagen Business School, Frederiksberg


• Varighed: Deltid otte måneder plus seks måneder plus ti måneder


• Pris: 117.000 kr. plus 98.000 kr. plus 95.000 kr.



Executive MBA

• Udbyder: SIMI, Scandinavian International Management Institute


• Varighed: 18 måneder


• Pris: 442.500 plus moms plus omkostninger til rejser.



Executive MBA


• Udbyder: AVT Business School (Association for Visionary Thinking)


• Varighed: 12 måneder efter endt CBA på seks måneder


• Pris: 159.800 kr. (CBA) plus 259.800 kr. (MBA).



Executive MBA


• Udbyder: IBA, Kolding


• Varighed: Deltid 2 år


• Pris: 149.000 kr. plus 15.000 kr.



Executive MBA


• Udbyder: Syddansk Universitet i Odense og Handelshøjskolen, Aarhus Universitet i Århus


• Varighed: Deltid 2 år


• Pris: 199.000 kr. plus 60.000 kr.



MBA


• Udbyder: Syddansk Universitet i Odense og Handelshøjskolen, Aarhus Universitet i Århus


• Varighed: 1 år (CBA) + 1 år (MBA)


• Pris: 90.000 kr. til certifikatdelen og 75.000 kr. til MBA-delen.



MBA


• Udbyder: Business Institute, Aalborg


• Varighed: Deltid 2 år


• Pris: 198.800 kr.

Af Stine Nysten, søndag 30. maj 2010 kl. 10:00

De fleste ingeniører er fra uddannelsen godt rustet til at klare de faglige opgaver, som de bliver præsenteret for i deres arbejdsliv.

Men forlader du specialistrollen til fordel for et mere ledelsesmæssigt ansvar, kan det meget vel ske, at du føler, du kommer til kort.

Heldigvis findes der forskellige MBA-uddannelser, som alt efter hvilken karrierevej du har stillet kompasset ind på, kan give dig ny faglig ballast.

AVT: På vej mod generalistrollen

AVT Business School er en privatejet business-skole, der blev grundlagt i 2002. AVT har ikke en fast stab af undervisere, men hyrer folk ind, alt efter hvad der skal undervises i. Der bliver hentet professorer fra blandt andet Harvard Business School, Yale, MIT, Berkeley og Oxford University.

»Den ingeniør, der kommer hos os, er typisk en, der er gået fra at arbejde med sit faglige udgangspunkt til at blive general manager. Han vil gerne have nogle færdigheder inden for blandt andet finansiering og markedsføring - elementer, som man ikke får i løbet af en almindelig ingeniøruddannelse,« siger administrerende direktør for AVT Business School Per Thiesgaard.

»Ud af et hold på 45 er cirka 15 procent ingeniører. Det er specialister, der nu er generalister. Folk, der er trådt ind på ledelsesvejen og har fået blod på tanden. Det er overvejende ingeniører, der ønsker at starte deres egen virksomhed eller har avanceret på ledelsesplan,« siger han.

På AVT begynder man med en såkaldt mini-MBA - en CBA, der tager seks måneder. Herefter kommer et MBA-forløb på 12 måneder. Det er muligt at holde op til tre års pause mellem de to dele.

DTU: Innovation i centrum

På DTU Business har man valgt at satse på ingeniører, der i deres karriere har et teknisk udgangspunkt, men hvis faktiske jobfunktioner bevæger sig væk fra den oprindelige faglighed.

»Vores eMBA, Master in Management of Technology, MMT, slår netop på at bryde med den traditionelle MBA, som har et betydeligt islæt af administrative discipliner,« siger Mads Christoffersen, der er programchef på DTU.

MBA'en lægger stor vægt på værdiskabelse og fokuserer på innovation og forretningsforståelse.

»Meningen er, at man på baggrund af de ingeniørmæssige kompetencer skal lære at drive innovationen frem. Forretningsmæssig værdi rider altid på ryggen af teknisk innovation. Kunsten er at kombinere virksomhedens tekniske potentiale med forretningsmæssig rationale,« siger han.

Den typiske MMT-deltager er 37 år, har et ledelsesmæssigt ansvar og 10-12 års erhvervserfaring. Typisk bruger de fem-ti procent af deres tid på at løse opgaver, der ligger i forlængelse af deres ingeniørbaggrund. Resten af tiden skal de håndtere en masse praktiske udfordringer som at lede medarbejdere samt styre udviklingsporteføljer og økonomi.

»Mange af vores deltagere har lært en masse ting 'the hard way', men vi tilbyder en professionel kompetenceudvikling, så de får nogle konkrete redskaber. Man kan sige, at vores MBA er anvendelsesorienteret. Vi parrer folks erfaring med teoretiske begreber og den konkrete virksomheds forretningsmæssige udfordringer,« siger Mads Christoffersen.

Han vurderer, at omtrent halvdelen af et hold på cirka 20 er ingeniører.

»Alle vores målinger viser, at kunderne er tilfredse, og vores deltagere skaber stor værdi. I gennemsnit stiger deltagernes løn 185.000 kroner brutto pr. år, fordi de skaber mere værdi til deres virksomhed.«

CBS: Nye tilbud venter

På Copenhagen Business School har man indtil marts 2010 udbudt både en klassisk MBA og MBA TMO med fokus på dynamisk forretningsudvikling i samspillet mellem teknologi, marked og organisation. Men finanskrisen har sat sit aftryk.

»Det er utrolig ærgerligt, men direktionen har besluttet ikke at gennemføre TMO'en som planlagt. Målsætningen var et hold på 27, men vi kunne "kun" klare 20 tilmeldinger. Vi må erkende, at virksomhederne i øjeblikket har mere brug for medarbejderne hjemme,« siger Lise Balslev, der er programchef på CBS.

CBS har fortsat en Executive Master in Corporate Performance, MCP, og andre lederuddannelser, der måske kan tiltale ingeniører. Og i fremtiden håber Lise Balslev, at CBS kan tilbyde blandt andet ingeniører en MBA med et teknisk twist.

CBS arbejder i øjeblikket på at fusionere deres internationale executive-uddannelser med Scandinavian International Management Institute, SIMI.

»Fra januar 2011 kan vi tilbyde en fælles MBA, og her vil konstruktionen blandt andet bestå af en del valgfag, hvor flere af dem forhåbentlig kan tilfredsstille skuffede TMO'ere,« siger hun.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.