»Jeg vil gerne fortælle hele verden, hvad danske ingeniører kan«
Danske ingeniører skal markedsføres i kampene om jobbene, mener Frida Frost - den første kvinde i spidsen for de danske ingeniører.
Den nye formand for IDA, civilingeniøren Frida Frost, vil sælge danske ingeniører til omverdenen:
»Kald det salg og markedsføring af danske ingeniører, men jeg vil gerne fortælle hele verden, hvad danske ingeniører kan. Vi har en udfordring i, at danske enheder bliver flyttet til Indien og Kina, og derfor har IDA en opgave med at redefinere, hvad vi er gode til i Danmark. Vi skal sætte fokus på, hvad vi kan, som de ikke kan i for eksempel Kina, så vi kan sælge danske ingeniører,« siger hun.
Frida Frost fremhæver opgaven som en af de vigtigste for hende, da Ingeniøren møder hende til et interview i forbindelse med hendes valg til formandsposten.
Hun blev valgt som formand for IDA, da IDAs nyvalgte repræsentantskab trådte sammen på sit første møde lørdag 22. maj. Og det var et valg med historisk vingesus, for det er første gang, at en kvinde står i spidsen for IDA. De to gamle ingeniørforeninger, som IDA i 1995 blev bygget oven på, havde udelukkende haft mandlige formænd.
Kan ændre ingeniørimaget
Det er ikke første gang, at den 39-årige civilingeniør sætter sig i spidsen for andre ingeniører.
Fra 1994 til 1995 var hun formand for de studerendes organisation på DTU, Polyteknisk Forening, PF. Selv om hun insisterer på, at det er kvalifikationerne og ikke kønnet, der afgør, hvem der skal være formand for IDA, så håber hun alligevel, at det kan få betydning for andre, at hun er formand og kvinde:
»Jeg håber, at jeg kan være med til at ruske op i billedet af, hvad en ingeniør er. At det også kan være en yngre kvinde. Og så håber jeg, at det kan give synlighed i omverdenen til fordel for faget. I løbet af de 11 år, jeg har været aktiv i IDA, er der sket en stor udvikling i repræsentantskabet. Vi har bevæget os fra at være en lidt støvet forening med masser af pingviner - altså, ældre mænd i jakkesæt - til at være en farverig forening, hvor en tredjedel i dag er kvinder - og rigtig mange unge kvinder,« siger hun.
Firmaet i venteposition
Er det vigtigere at markedsføre ingeniører end at arbejde for at forbedre løn og arbejdsvilkår?
»Slet ikke. Jeg opfatter IDA som en forening, hvor arbejdet med at sikre gode arbejdsvilkår, skabe fagtekniske arrangementer og netværksarrangementer kører rigtig, rigtig godt. Det er områder, der bare skal være i orden. Vi kan optimere det, men grundlæggende kører det godt. Det gælder om at øge værdien for medlemmerne ved at sikre dem bedre løn, bedre arbejdsvilkår og forbedre ingeniørernes omdømme generelt. På den måde tænker jeg meget virksomhedsagtigt: Medlemmerne skal have noget for pengene. Noget er meget individuelt som f.eks. løn, andet er mere samfundsmæssigt som at øge vores værdi i samfundet, men det hænger jo sammen.«
Samtidig med at Frida Frost siger ja til hvervet som IDA-formand, sætter hun sin virksomhed Enerkom i venteposition. Det har ikke været nogen let beslutning, for der er god gang i den to et halvt år gamle virksomhed, der arbejder med implementering af klimastrategi og klimakommunikation:
»Jeg ved, at jeg taber momentum og kunder, og at det kan tære på den goodwill, jeg har, derfor siger jeg foreløbig også kun ja til at være formand i en periode på tre år,« siger Frida Frost.
Hvordan håber du, at IDA ser ud, når der om tre år igen er valg til repræsentantskabet?
»Jeg håber, at IDA er synlig, kendt i omverdenen og en ung, dynamisk og dagsordensættende organisation - under forudsætning af, at alle ben fungerer. Men det er vigtigt at huske, at det ikke er gjort med formanden alene.«
Fakta: Sagen kort
Ingeniørforeningens nyvalgte repræsentantskab, IDAs 'folketing', valgte 22. maj civilingeniør Frida Frost til ny formand for de næste tre år.
Som sin forgænger Lars Bytoft kommer hun fra Yngrelisten, der med sine 11 mandater er den største liste i det 60 mand store repræsentantskab.
Frida Frost er netop fyldt 39 år. Hun er uddannet på DTU, energiretningen, i 1999. I 2008 stiftede hun eget firma, Enerkom, der udarbejder klimastrategier og -implementering. Og så var hun fagmedarbejder på uddannelsesområdet her på Ingeniøren i sin studietid fra 1995-1999.
Rettelse: Artiklen er blevet rettet, da det tidligere fejlagtigt fremgik, at Frida Frost var den første kvindelig formand for de studerendes forening på DTU, Polyteknisk Forening. Kirsten Bendix Olsen og Ulla Rasmussen har tidligere stået i spidsen for de studerende på DTU.
Forkortet - læs hele artiklen i den trykte udgave af Ingeniøren.






