De ultrafine partikler er farligere end resten af luftens partikler, men de er svære at måle, og der er ingen grænser for hvor mange af dem, der må være i luften. Den danske løsning: Vi ignorerer dem.

Selvom Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) ved Aarhus Universitet netop har offentliggjort en ny rapport, der viser, at dieselos er fem gange så farlig som tidligere antaget, så stemmer dette billede heller ikke overens med virkeligheden. Rapporten tager nemlig ikke hensyn til koncentrationen af de ultrafine partikler med en diameter på mindre en 0,1 mikrometer også kaldet PM0,1.

Det er især et problem, fordi DMU’s rapporter udgør grundlaget for politikernes beslutninger om miljøzoner og krav til partikelfiltre.

»Vægtmæssigt udgør de ultrafine partikler en lille del, mens de antalsmæssigt udgør en meget stor del. DMU har hårdnakket brugt PM 2,5. Det er en vægtbaseret værdi, der ikke tager særligt hensyn til farligheden af de ultrafine partikler, selv om forskning viser, at de er de værste,« siger Lars Mortensen, chefrådgiver i Rambøll.

Når man kategoriserer alle partikler mindre end 2,5 mikrometer sammen, betyder det, at man ikke ved, hvor mange af de ultrafine partikler, der findes i blandingen.

Det er et problem, fordi undersøgelser viser, at de ultrafine partikler er langt farligere end større partikler. Det forværres af, at der går langt flere partikler på et gram, hvis der er tale om små partikler i forhold til de større partikler. Det har fået blandt andre Det Økologiske Råd op af stolen.

»Der er ikke gradueringer nok i systemet til, at det giver mening at måle ultrafine partikler på vægt. Det er som at måle vand i metermål. Teoretisk set er de indregnet i PM2,5, men i praksis udgør de en alt for lille del,« siger civilingeniør og ph.d ved Det Økologiske Råd, Kåre Press Kristensen.

Han henviser til at en partikels vægt reduceres med en faktor 1000, når diameteren reduceres med en faktor 10. Det skaber genlyd hos Rambøll, hvor Lars Mortensen efterlyser flere målinger på ultrafine partikler.

»Hvis du stopper ved PM2,5, er der stadig tale om grove partikler. De beregninger, der kommer fra DMU er konservative. Det er ikke forsigtighedsprincippet, der præger DMU's undersøgelser, som man normalt ser på miljøområdet.«

Kan man så overhovedet bruge DMUs beregninger til noget?

»Man kan godt sige noget i en samlet betragtning, men man skal passe på med det. Det er helt afhængigt af datagrundlaget. Det er ganske fint ned til PM1, men derunder måler man kun forsøgsmæssigt. DMU udfylder sin opgave i dag, mens Det Økologiske Råd ser lidt længere frem, siger Lars Mortensen.«

Hos DMU henviser seniorrådgiver Peter Wåhlin til, at beregningerne er lavet på det bedste grundlag, man har.

»Målingerne har taget den samlede partikelmasse med, men man tager ikke hensyn til, at de små er farligere end de større, for man ved det ikke så eksakt, at man kan sætte tal på det,« fastslår han.

DMU måler i dag forsøgsmæssigt på de ultrafine partikler på en enkelt målestation, men målingerne holder sig herudover til de typer partikler, der er stillet EU-krav til.