/energi

Bølgekraftteknik med bevægelige vinger skal testes i Norge

En flydende platform med bevægelige vinger skal hente energi ud af bølgerne ved Ålesund i Norge. Bag det nye bølgekraftanlæg står Langlee Wave Power og på Aalborg Universitet har konceptet allerede været testet.

Af Bjørn Godske, torsdag 27. maj 2010 kl. 07:11

Med neddykkede vippeanordninger vil bølgekraftselskabet Langlee Wave Power trække energi ud af bølger ud for den norske by Ålesund. Ideen er, at omsætte bølgernes bevægelser til et hydraulisk tryk, der kan drive en generator.

Konceptet er allerede afprøvet med succes i det store bølgebassin hos Center for udvikling af bølgeenergi på Aalborg Universitet og nu vil industrivirksomheden Aker Solutions bygge en prototype.

I alt regner Langlee Wave Power med, at konstruktion og test af anlægget kommer til at koste 45 mio. kroner. De første 4,5 mio. kroner er sikret gennem eksterne investorer.
Anlægget er tænkt til at fungere bedst i moderate bølgehøjder på 2-6 meter og gerne i kombination med offshore vindkraft. Dermed kan anlægsudgifterne reduceres ved at være fælles om nettilslutninger og service.

Hele konstruktionen bygger, ifølge Langlee Wave Power, på kendt offshoreteknologi. For eksempel vil anlægget blive holdt på plads af samme type forankriger som boreplatforme. Det betyder samtidige, at bølgekraftanlægget skal placeres, så det ligger i samme retning, som den dominerende bølgeretning. Det vil altså ikke kunne dreje, hvis bølgerne skifter retning.

Lektor i bølgekraft Jens Peter Koefod kalder i en vurdering konceptet for både ”innovativt og interessant”.

Dansk koncept bruger også bevægelig plade

Bassinet på Aalborg Universitet har også lagt bølge til testen af et dansk udviklet koncept kaldet Wave Piston. Princippet her minder lidt om det norske, men i modsætning til en vippeanordning, så er pladerne her monteret, så de kører frem og tilbage, og på den måde opbygger et tryk.

Selskabet bag er netop ved at finde egnede steder til test af en skalamodel.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk