/karriere

Første kvinde i spidsen for IDA

For første gang nogen sinde bliver det en kvinde, der står i spidsen for de danske ingeniører. Frida Frost blev kl. 13 lørdag valgt uden modkandidat og overtager derfor hvervet som formand de næste tre år.

Klik for at se billedet i stort

Med valget af Frida Frost til ny formand har Ingeniørforeningens repræsentantskab i dag skrevet historie. Det er første gang, at en kvinde står i spidsen for de danske ingeniører


Læs også

Læs mere om

Af Lene Wessel og Arne Steinmark, lørdag 22. maj 2010 kl. 13:40

IDAs nyvalgte repræsentantskab valgte ny formand lidt efter kl. 13 i dag på sit første møde.

Ny formand bliver civilingeniør i energi og planlægning Frida Frost.

Sara Grex stillede forslag om Frida Frost og motiverede det med, at Frida Frost kan inspirere og sikre gejst i foreningen. Der var ikke andre forslag.

»Det er jo dejligt at stå her. Tak for valget. Tak for fredsvalget. Jeg glæder mig til de første skridt. Foreningen er jo gennem de seneste år vokset til et stort træ med en stor krone og et stærkt rodnet. Dette flotte træ skal passes og plejes. Nu skal træet i blomst og bier skal suge nektar,« lød det fra den nye formand for Ingeniørforeningen, Frida Frost, som tilføjede:

»Jeg vil lægge mit hjerte, min hjerne og min sjæl i arbejdet.«

Frida Frost markerede ikke nye dagsordener.

Forinden havde afgående formand Lars Bytoft gjort status over sine to formandsperioder med bl.a. massiv medlemsfremgang, på vej mod 80.000 og en medlemstilfredshed i top.

I slutningen af talen lyder der et dybt suk fra talerstolen, hans stemme knækkede over og stærkt bevæget lød de sidste ord skælvende:

»Jeg har i hvert fald gjort mit bedste.«

Herefter modtog Lars Bytoft stående klapsalver fra rep-skabet.

Frida Frost har 11 års erfaring som aktiv i IDA. Hun blev valgt første gang til IDAs repræsentantskab i 2000 og er siden kommet ind ved hvert eneste valg. Hver gang med et fint personligt stemmetal, som i hvert fald ved de seneste to valg i 2007 og 2010 har sikret hende en placering på top-ti.

Det er ikke første gang, fagfællerne sætter Frida Frost i spidsen. Som studerende på DTUs energiretning blev hun i 1994 valgt til formand for de studerendes forening, PF, Polyteknisk Forening. Den gang hed hun Frida Hansen, for det var før, hun blev gift. 

Selv om hun gerne optræder som forbillede for andre kvinder, lægger hun stor vægt på, at kvalifikationer - ikke kønnet – afgør, hvem der sidder for bordenden. Alligevel kan hun se fordelene ved, at den mandsdominerede forening, nu har en kvindelig formand:

»Jeg håber, at jeg kan være med til at ruske op i billedet af, hvad en ingeniør er. At det også kan være en yngre kvinde. Og så håber jeg, at det kan give synlighed i omverdenen til fordel for faget,« siger hun.

Svært at sige ja
Frida Frost kan lide at engagere sig og det er ikke blot i organisationssammenhæng, at hun tager aktiv del. Således har hun også været i bestyrelsen for sine børns daginstitution:

»Jeg kan lide at tage et ansvar, at få indflydelse og være med der, hvor det sker,« siger hun.

Alligevel lægger hun ikke skjul på, at det var svært at sige endeligt ja til hvervet som IDA-formand. Det skyldes dog ikke manglende lyst, men dårlig timing i forhold til hendes arbejdsliv. I 2008 stiftede hun nemlig sit eget firma, Enerkom. Det bliver hun nu tvunget til at stille i venteposition:

»Mit firma går rigtig godt, og jeg ved, at jeg taber momentum og kunder, og at det kan tære på den goodwill jeg har, derfor siger jeg foreløbig også kun ja til at være formand i en periode på tre år,« siger hun.

Før hun blev selvstændig arbejdede Frida Frost blandt andet som konsulent i Carl Bros energiafdeling og som henholdsvis direktionssekretær og sekretariatschef hos Amagerforbrænding.

Frida Frost, der fylder 39 år på fredag, er gift med civilingeniør Jens Frost, der er trafikplanlægger i Albertslund kommune. De har tre piger på 12, fem og to et halvt år. Hun stammer fra Vendsyssel, men hun har boet i københavnsområdet siden studietiden på DTU.

Den nyvalgte IDA-formand var i sin studietid fra 1995-1999 fagmedarbejder her på Ingeniøren, hvor hun dækkede uddannelsesområdet.

Men fra i dag repræsenterer hun de 77.500 medlemmer af Ingeniørforeningen i Danmark.

Nyhedsmagasinet Ingeniøren bringer på fredag et interview med Frida Frost.

Rettelse: Artiklen er blevet rettet, da det tidligere fejlagtigt fremgik, at Frida Frost var den første kvindelige formand for de studerendes forening på DTU, Polyteknisk Forening. Kirsten Bendix Olsen og Ulla Rasmussen har tidligere stået i spidsen for de ingeniørstuderende på DTU.



22. maj 2010 kl 19:09

Kasper Jensen

hmmm

så må vi håbe at hun er bedre til at give IDA en bedre image.

IDA er ret dårlig til at hjælpe ingeniøre i arbejde. IAK er endnu værre til at hjælpe folk i arbejde. Uduelige IDA kan man ikke bruge til noget, så derfor melder jeg mig ud IDA meget snart


22. maj 2010 kl 19:19

Jonathan Dybkjær

Re: hmmm

så må vi håbe at hun er bedre til at give IDA en bedre image.

IDA er ret dårlig til at hjælpe ingeniøre i arbejde. IAK er endnu værre til at hjælpe folk i arbejde. Uduelige IDA kan man ikke bruge til noget, så derfor melder jeg mig ud IDA meget snart

Hvis IDA bare er halvt så gode til at hjælpe, som du er til at skrive sammenhængende, så skal det nok gå.


23. maj 2010 kl 10:33

Torben Sønnichsen

2 iltre sjæle

Hvis Kasper Jensen og Jonathan Dybkjær begge er uddannede ingeniører ser det sort ud for ingeniørbranchen.


23. maj 2010 kl 20:37

Anders Pedersen

Første kvinde?

Fra artiklen: For første gang nogen sinde bliver det en kvinde, der står i spidsen for de danske ingeniører.

Det er vel sandt, at Frida bliver _IDAs_ første kvindelige formand, men DIF havde da mindst en kvindelig formand, Britt Vorgod Pedersen. Hun måtte da siges at "stå i spidsen for de danske ingeniører"?


24. maj 2010 kl 00:12

Jens Arne Hansen

Re: Første kvinde?


Nu har du vist overdrevne forestillinger om journalistuddannelsen :-)


24. maj 2010 kl 13:25

avatar

Rolf Ask Clausen

Re: Re: Første kvinde?

@Anders Pedersen

Det er vel sandt, at Frida bliver _IDAs_ første kvindelige formand, men DIF havde da mindst en kvindelig formand, Britt Vorgod Pedersen. Hun måtte da siges at "stå i spidsen for de danske ingeniører"?

http://ing.dk/artikel/19354-fo...mand

Som det fremgår, var Britt Vorgod Pedersen formand for IDA’s ingeniørforbund frem til 1998. Før det var hun formand for forbundet i DIF. Der er pænt stor forskel på forbundsformand og formand for ingeniørforeningen.

@Jens Arne Hansen
Nu har du vist overdrevne forestillinger om journalistuddannelsen :-)

Ingen kommentarer!


25. maj 2010 kl 21:04

Jens Arne Hansen

Re: Re: Re: Første kvinde?

OK, jeg undskylder min uvidenhed!

Den er nok iøvrigt større end som så, for det har aldrig optaget mig hvem der var på toppen af kransekagen endsige hvor mange lag den bestod af.
Forbundet var vel det der betød noget for en del af os i gamle dage mens overbygningen synes ligeså fjern som idag, deraf måske forvekslingen!

Men jeg vil da sætte min lid til at en forkvinde måske vil gå lidt mere pragmatisk og jordnært til jobbet end Kræn Bysted så jeg kan sætte overvejelserne om at melde mig ud på hold et stykke tid :-)




Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.