At sige at man "taler kinesisk i Kina" er som at sige at man "taler europæisk i Europa". Mandarin Kinesisk er for Kina (plus et par lande til) ca hvad Engelsk er for Europa. Langt fra alle forstår det, men det er temmeligt udbredt alligevel.
Altså ikke totalt dominerende, men det mest brugte i regionen. Mandarin kinesisk er faktisk det mest forståede sprog i verden, mere end Engelsk, Spansk etc - hvis man tæller hvor mange personer i verden der forstår de forskellige sprog der findes.
Mandarin stammer vist fra at det var nogle embedsmænd der hedder mandariner fra Beijing området, der talte det (nej, ikke citrusfrugter, men embedsmænd). Det blev så med tiden standard i Kina, vist i forbindelse med nogen af de mange krige de har været igennem.
Pinyin måden at stave på, som er under 100 år gammel, er kun en af flere metoder at skrive kinesisk på som værktøj. Som ovenfor nævnt findes der også andre metoder, inkl antal og slags af "strokes", samt decideret tegning af tegn som så gættes af et computerprogram - eller skrevet på den gammeldags metode! Uanset tegnene virker komplicerede, så kan kineserne formulere sig lige så hurtigt på skrift som vi kan, hvis ikke hurtigere.
På mandarin er der 4 toneringer (plus en neutral), mens der på cantonesisk (det man taler i Canton / Guangdong regionen) er 9 toneringer. Hvad tonering gør for kineserne er at de f.eks. kan høre forskel på tallet ti 十, og at være 是, som begge ellers er stavelsen "shi" (og der er mange andre ord der hedder "shi").
Lidt på samme måde som man på dansk f.eks. kan høre forskel på "skule" og "skulle", "hvile" og "ville". Men vi har også "gør", som staves på samme måde men kan udtales forskelligt, alt efter om vi taler om en hund der gør (en lyd) ... en hund der gør (en normalt stort set lydløs handling :) ).
På skrevet kinesisk er der dog mange flere skrifttegn, end der er pinyin stavemåder - så det er nemmere at formulere sig præcist ved at skrive end at udtale det.
Nok er der nogen ting der er svært på Kinesisk, til gengæld er der hverken grammatik, bøjninger eller køn. En person hedder ren. Er der flere personer hedder det ren men, fordi man bare tilføjer "men" til et ord, så er det flertal. Hvis det var igår, nu, eller senere, så tilføjer man bare ord der styret tiden - uden at det oprindelige ord ændrer sig. Det samme med ejeforhold, hvor man bare tilføjde "de" bagved, f.eks. bliver ni (dig eller du, brugt f.eks. i nihao som de fleste kender), til din, hvis man tilføjer "de", altså ni er "du/dig", mens "nide" er "din". Sammensætter man det med flertal, altså men, kan du/dig + flertal + ejeforjhold blive til "nimende" 你们的, altså "jeres"
Ord er ofte sammensatte på en nogenlunde logisk måde - f.eks. hedder telefon dian hua 电话 - sammensat af ordet "elektrisk" og "tale". Bil hedder qiche, "energi" og "køretøj", mens tog hedder huache, "ild" og "køretøj", fordi tog oprindeligt var kulfyrede.
Nogle tegn ligner det de skal forestille, f.eks. er "ren" - person eller menneske - to buede streger 人 som meget simpelt er en krop med to ben. Men andre gange er det ikke så logisk, f.eks. er ordet "rund" et firkantet tegn 圆, og et "kvadrat" ikke er et kantet tegn, men ser sådan her ud 方 (for dem der kan se kinesiske tegn)
Pinyin er kommer til meget senere, og er ikke en del af det oprindelige sprog, men idag bruges det bl.a. fordi man ikke kan ha et tastatur med 50000 taster.
Det kræver at man lærer ca 3000 tegn for at kunne forstå det meste der står i en avis, mens der findes mere end 10 gange så mange kendte tegn. For der er også mange tegn som ingen længere kender den rigtige betydning af, nogen siger der er op imod 60000 kinesiske tegn, inkl dem man ikke længere ved hvad betyder. På samme måde som vi har gamle ord som de lærde slås om at gætte på hvad har betydet en gang.
Selv om "pu tong hua" er en slags officiel standard (som er en af måderne af sige mandaring-kinesisk på), så er der flere dialekter af ... putonghua. På samme måde som Engelsk tales forskelligt i forkskellige lande - ikke bare Storbritannien, USA, Sydafrika og Australien, men der er jo også mange flere "måder" at tale engelsk på.
Som i dele af Asien hvor man taler Engelsk, og et ord som f.eks. "off" kan bruges som udsagnsord. "Please off the light" kan man jo ellers ikke sige på rigtig Engelsk, men sådan kan man godt sige "sluk lyset" i f.eks. Malaysia.
Mht at der er flere ord der udtales på samme måde på Kinesisk, så har vi det samme på Europæiske sprog også - se nogle eksempler i en af mine tidligere indlæg ovenfor.
Det er den sammenhæng et ord bruges, i det talte sprog, som gør man ved om man man mor, hest eller siger et bandeord f.eks. Derudover er de fleste ord sammensat at to eller tre tegn - i nogle tilfælde er der bare et fyldord på, eller man siger ordet to gange. De fleste familiære betegnelser som lillebror, storebror, far, mor etc, er ordet sagt dobbelt - far er baba, mor er mama etc.
F.eks. hedder spisepinde "kuàizi" på pinyin, eller 筷子 med skrifttegn, hvor zi 子 bare er en slags fyldord.
Det var vist japanerne der opfandt telefaxen, fordi de ikke rigtig kunne bruge telex til så meget. Skal man skrive på Kinesisk, bruger de fleste idag pinyin, og det er efterhånden indbygget i diverse computere og telefoner - f.eks. hele Apples produktserie. Prøv at slå "pinyin mandarin kinesisk" til, så kan du få nihao til at se ud som 你好 - "du OK?"