/energi

Vandværker ignorerer beskidt drikkevand

Stadig flere vandværker sender vand med bakterier ud. Sidste år steg tallet til 283, viser ny opgørelse. Og 111 af vandværkerne har ikke reageret korrekt på prøver, der har vist forurening.

Multimedia
Billede Infografik: Se om dit drikkevand er forurenet
Sådan har vi gjort

Dataudtrækket indeholder indberettede drikkevandsprøver med colibakterier i perioden 1. januar 2009 til primo marts 2010.



'Colibakterier' dækker over coliforme bakterier optakt ved 30 og 37 grader og E. coli/fækale coli.



Ved udarbejdelsen af kortet er alene anvendt de indberetninger, som i henhold til Dataansvarsaftalen indberettes af analyselaboratorierne til den fællesoffentlige database Jupiter ved Geus, og som er godkendt af de kommunale myndigheder.



I det endelige datasæt er kun medtaget almene vandværker i brug. Formålet med prøven skal være kategoriseret som 'drikkevandskontrol', og vandprøven skal være taget ved vandværket.



Man kan derfor ikke se, om en eventuel omprøve er taget et andet sted i systemet, hvis vandværk og kommune har vurderet, at det var bedre.


Tema

Læs alt om drikkevandssagen


Læs også

Læs mere om

Af Julie Ring-Hansen Holtjrh@ing.dk, fredag 21. maj 2010 kl. 08:03

Stadig flere vandværker sender bakterier ud i danskernes vandhaner, viser nye tal fra Geus, som Ingeniøren i dag kan afsløre.

Det vakte stor opsigt, da Ingeniøren sidste år kunne fortælle, at 190 vandværkeri perioden 2005-2008 havde været forurenet med colibakterier.

Den nye opgørelse viser, at tallet i 2009 var vokset til 283 værker, som alle har været ramt af mikrobiologisk forurening ved selve vandværket.

Professor på DTU Miljø Hans-Jørgen Albrechtsen mener, det er et spørgsmål om held, at der ikke er registreret flere sygdomstilfælde som følge af drikkevandet, end der er.

»Selv om det er farligt, kan man jo godt løbe over en motorvej. Risikoen for, at det går galt, er jo bare noget større, end hvis man ikke gør det,« siger han og peger på, at man ikke får eventuelle mavetilfælde registreret, hvis det er få mennesker og spredte tilfælde.

Der må ikke findes colibakterier - hverken de sundhedsfarlige E. coli eller de mindre farlige coliforme bakterier - i det danske drikkevand. Så Hans-Jørgen Albrechtsen synes, at 283 forureninger på et år lyder af meget. Men værre er det, at over 100 af værkerne ikke har håndteret forureningerne, som de skulle.

De indberetninger, som vandværkerne via kommunerne sender til den fællesoffentlige database Jupiter, viser, at 111 værker ikke har fulgt korrekt op på forureningerne.

Reglerne kræver, at forureningerne skal følges op med nye analyser, men i de 111 sager er der ikke registreret nye målinger i Jupiter.

»Det virker, som om opfølgningsprocedurerne ikke er på plads, selvom der har været rigelig tid til at tage en ekstra prøve,« siger Hans-Jørgen Albrechtsen og pointerer, at det ikke er til at se ud fra tallene i Jupiter, om det er hos vandværkerne eller tilsynsmyndigheden, at fejlen ligger.

Vandværkerne afviser

Fem millioner danskere får deres vand fra cirka 2.600 almene vandværker, hvoraf langt størstedelen er organiseret i Foreningen af Vandværker i Danmark (FVD).

Direktør i FVD Bent Soelberg undsiger prompte tallene i Jupiter.

»Vandværkerne reagerer lige så snart, der er en overskridelse. Det gør alle vandforsyninger, så der må være noget galt med systemet,« siger han.

Afviser du, at der kan være 111 gamle forureninger på vandværkerne lige nu?

»Jeg kan ikke afvise, at der er 100 forureninger nu eller 50 i morgen, men som hovedregel vil vandværkerne fortsætte med at tage prøver, indtil problemet er løst,« siger han og erkender, at der nok er mange vandværker, der vil have den holdning, at en måling på 1 coliform bakterie er en analysefejl.

Det samme mener flere kommuner, viser et indblik i sagsbehandlingen. Og da vandværker og kommuner sammen skal aftale forløbet oven på en forurening, har det rene drikkevand trange kår.

»Det går jo ikke. Enten har man en forpligtelse, eller også har man ikke,« siger dr.jur. og institutleder for Afdelingen for Offentlig Ret på Aarhus Universitet, Jørgen Albæk Jensen.

Miljøminister Karen Ellemann (V) synes ikke, problemet ser ud til at være blevet værre.

»Det ville være et større problem, hvis vi ikke fandt de uønskede bakterier, der en sjælden gang kommer i drikkevandet. Det vigtigste er, at de ansvarlige straks går ind og får rettet op på fejlen,« siger hun.

»Jeg følger dog nøje med i udviklingen og er parat til at gribe ind,« siger hun og påpeger, at det er vandforsyningerne og kommunernes opgave at finde årsagen til forurening og at fjerne den, når den er der.



21. maj 2010 kl 08:59

Bjarne Ravn

Roulette med danskernes helbred?

ELLER ROD I REGISTRERINGEN?

Det bliver spændende at følge. Ligesom der oftest ikke sker noget ved at løbe over motorvejen, som Hans-Jørgen Albrechtsen, DTU pointerer, så "plejer" der heller ikke at ske noget, når man intet foretager sig på visse vandværker efter reparationer. Det er måske mere held end forstand. I går kunne man læse, at Frederiksberg Vandværk (på Midtsjælland) har haft ledningsbrud, som nu er repareret. Forbrugerne kan forvente plumret vand efterfølgende, men det er ikke farligt, skriver vandværket som så mange andre vandværker i lignende situationer. Nu kunne jeg tænke mig at vide: Er der taget vandprøver af det plumrede vand? Næppe! For det vil ikke kunne opfylde kravene til kimtal. Det vil sige, at vandværker efter reparationer på ledningsnettet, sender drikkevand ud til forbrugerne uden at have sikret kvaliteten - og uden at have foretaget en desinfektion.

Der bør laves retningslinier for, hvordan vandværkerne skal sikre rent vand til forbrugerne efter reparationer. Det er ikke nok bare at skrive, vi sender plumret vand ud til dig, men det skal du ikke tage dig af. Du dør nok ikke af det.
Hvis du vil diskutere emnet drikkevand yderligere, kan vi mødes på www.aquatex.dk/wordpress


21. maj 2010 kl 10:10

Dennis Krøger

Dårligt kort

Blå for "har været forurenet"
Rød for "er forurenet"
Ingenting for "har aldrig været forurenet"

Kortet er ubrugeligt til at checke om man bor ved et "godt" vandværk.


21. maj 2010 kl 10:29

avatar

Flemming Rasmussen

Re: Dårligt kort

Det var også min føste indskydelse, men mon ikke kortet skal læses som: Ingen markering = ingen problemer, da de blå jo repræsenterer UDBEDREDE problemer.


21. maj 2010 kl 12:00

Torben Sønnichsen

DANVA Vand Grand Prix

Mon ikke tiden er kommet til at man benytter den årlige Vand Grand Prix til at oplyse om hvilke vandværker der ikke kan kvalificere sig til at deltage i Vand Grand Prix.
Man skulle jo helst ikke komme i en situation hvor vinderen må lukke sit vandværk på grund af fækale coli, der jo ikke kan smages.


21. maj 2010 kl 16:03

Dennis Krøger

Re: Re: Dårligt kort

Korrekt, men det gør det umuligt at se, uden at undersøge et andet sted hvilket vandværk man tilhører, om man bor ved et forurenet/tidligere forurenet vandværk, eller ved et rent vandværk.


21. maj 2010 kl 18:44

avatar

alex sonnenborg

Tjek dit drikkevand

Du får de nyeste analyser på vandværkets egen hjemmeside.
Benyt dette link:
http://aqviva.dk/2009/10/tjek-...tet/


25. maj 2010 kl 19:54

Flemming Bøgely

Kommunikation til borgerne

En ting som vi ikke må glemme i forhold til dette, er også en del af Troels Lund Poulsens firepunktsplan - nemlig et at øge kommunikationen ud til borgerne. Dette er i særdeleshed mangelfuldt idag for langt størstedelen af vandværkenes vedkommende.

Med moderne teknologi (hvis man kan kalde sms og fastnet telefonen) er det muligt for vandværk i selv større byer at udsende en sms besked til "alle" borgere i det geografiske område som er berørt af en drikkevandsforurening. På den måde kan vandværkene være med til at begrænset omfanget af berørte og smittede danskere af colibakterier og lignende.

Hvis man ser på http://www.blueidea.dk/index.p...id=4 er teknologien allerede til sted, der ingen administration kræver fra hverken borgere eller vandværk.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk