Det skader den langsigtede omstilling til vedvarende energi, hvis politikerne accepterer DONG’s tilbud på 98 øre pr. kWh for el fra den kommende vindmøllepark ved Anholt.
Den høje pris giver – med rette - befolkningen det indtryk, at vedvarende energi er dyrt, hvad det jo ikke behøver være. Den dyre havmøllestrøm vil uundgåeligt af kullobbyen og atomlobbyen blive brugt imod fortsat omstilling til vedvarende energi. Politikerne skal ikke undervurdere, hvilke globalpolitiske kræfter man her er oppe imod.
Vi er havnet i en prisfælde, fordi centralistisk tænkende politikere desværre ikke kan få øje på andre forsyningsmuligheder med vedvarende energi end de alt for dyre havmøller. Man tror øjensynligt ikke længere på, at man kan få store mængder vedvarende energi ind i energiforsyningen med mange slags energiteknologier og mange decentrale producenter, selv om det netop er på den måde, vi idag har 20% el fra vedvarende energi.
Det burde også kunne gøre indtryk, at Europas største land, Tyskland på ret få år har nået næsten 10% forsyning med vindenergi. Og faktisk alt sammen fra decentrale løsninger.
Det megastore projekt ved Anholt, som ellers skulle føre til lavere priser, er blevet til det modsatte, idet det koster tre gange mere end det billigste vindmøllealternativ på land og dobbelt så dyrt som eksempelvis el fra havmølleparken ved Samsø. Det er ikke rimeligt. Vindenergi til havs er jo ikke noget eksperimentelt, usikkert og uprøvet med stor risiko. Vi har havmøller, der har kørt siden 1992.
Prishoppet opad er ikke udtryk for reelle omkostningsstigninger, men at man politisk foretrækker at lade de traditionelle energi-oligopoler være de primære aktører, også når det gælder energiformer, der af natur er decentrale. På den måde vil vi få et unødigt dyrt energisystem.
At priserne på offshore vindmøllestrøm er endnu højere i England, er ikke en fornuftig forklaring på, at så må vi også betale en høj pris. Sammenligningen halter, fordi man skal sammenligne med andre muligheder for forsyning med vedvarende energi, og det forsømmer de danske politikere ved alt for ensidigt at satse på DONG Energy, Vattenfall og E.ON.
Sammenligningen duer heller ikke, for i UK har man ikke lokale interessenter, der kan gennemføre og finansiere lokal energiforsyning, hvad man derimod har i Danmark og også i Tyskland, hvor kommunale værker og forbrugerejede selskaber dominerer indenfor forsyning med varme, vand mv. for the common good, som det hedder.
I Danmark har vi en lang tradition og hundredvis af den slags lokale selskaber, som kan organisere tingene, når politikerne blot vil gøre deres del af arbejdet med at lave rammerne. Det er det, vi mangler.
Vi dummer os ved at gøre, som de gør i UK, hvor de store europæiske energiselskaber, RWE, E.ON, EDF, Vattenfall, DONG mv. i fællesskab malker det britiske energisystem og i sidste ende forbrugerne med alt fort høje priser på offshore elektricitet. De ”hjælper” landet med at opfylde nogle klimamål. Men det er for dyrt. At de samtidig baner vejen for atomkraft, som de samme selskaber skal eje og drive, har skabt en absurd situation i UK.
Danmark har selv et besynderligt og forældet system med samfundsøkonomiske beregninger. Det blev indført af Finansministeriet i 1992 og er siden blevet flittigt brugt til at blokere for en række decentrale former for vedvarende energi, hvor udviklingen og kommercialiseringen er blevet bremset i forhold til, hvad der har fundet sted i mange andre lande.
Blot ikke, når det gælder store havvindmølleparker ejet af de store energiselskaber. Politikerne har i den grad en tyrkertro på, at de store energiselskaber bedst kan forestå omstillingen til vedvarende energi, at dårlig samfundsøkonomi ved havvindmøller ignoreres. Derfor er der brug for et grundigt eftersyn af den danske tarifpolitik på energiområdet, som slet ikke følger med udviklingen.
I næsten hele Europa (undtagen Danmark og Sverige) bruger man ”feed-in” tariffer, FIT, for at sætte skub i udviklingen indenfor vedvarende energi. FIT skaber med garanterede og differentierede priser grundlaget for nye erhverv og beskæftigelse. Belaster ikke statskassen med en krone.
FIT kræver ny lovgivning, og at man skrotter dele af den nuværende energipolitik med særligt fokus på offshore vindenergi og i stedet fremmer decentrale løsninger.
FIT giver også lavere elpriser fra vedvarende energi. Med priser, der er garanterede i 20 år, bliver afdrag og renter lavere end ved fluktuerende markedspriser, som mest gavner de store energiselskaber, der selv kan påvirke prisudviklingen på el. Derfor har UK højere priser på vedvarende energi end Tyskland, selv om UK har de bedste vindressourcer.
I Ontario, Canadas største provins, sikrer loven om FIT vedvarende energi anlæggene en særlig præmie, når de er lokalt ejede, fordi det giver lokal accept. Man har i Canada skelet til, hvad vi tidligere gjorde i Danmark for at få succes med vedvarende energi. De kunne vi selv i dag lære noget af.
FIT vil især være til gavn for udkantsområderne i Danmark, som sidder på naturressourcerne sol, vind og biomasse. Med FIT er investeringerne sikre, og det bliver nemmere at skaffe finansiering, viser erfaringen fra mange lande.
Landbruget er en af de potentielle procenter af el fra biogasanlæg. Her ligger store uudnyttede energiressourcer. Men hvad er forklaringen på, at politikerne er parate til at sikre DONG 98 øre pr. kWh til Anholt havvindmøllerne i 50.000 timer, hvorimod biogasstrøm kun får 74 øre, som det er konstateret er for lidt?
Det kan kun skyldes, at DONG er bedre til lobbyarbejde på Christiansborg end andre interessenter. Forsyningen fra vindmøllerne er jo mere uforudsigelig end fra gårdbiogassen, som derfor er mere værd end vindmøllestrøm.
Den slags og mange andre energiløsninger vil ”feed-in” priser løse uden udgifter for statskassen. Med FIT må DONG, Vattenfall og E.ON stille sig pænt op i rækken og klare sig i forhold til alle andre uden at blive specielt favoriseret af politikerne, som det sker nu.
Men det kræver politisk initiativ at indføre de avancerede tarifsystemer, som bliver brugt med succes i stadigt flere lande. Hidtil er FIT ikke blevet debatteret i vedvarende energilandet Danmark. Man kan få det indtryk, at offentligheden og politikerne aldrig har hørt herom. Det er ellers den slags tarifløsninger, som er med til at sikre, at Danmark har en milliardstor eksport af vedvarende energi udstyr.
Vindmøllerne er draget til havs, fordi der i den politiske verden har bredt sig den opfattelse, at der ikke er plads til flere vindmøller på land. Det passer naturligvis ikke. Der er masser af plads. Men der er en psykologisk faktor.
Lokalbefolkningen vil ikke finde sig i, at udefra kommende investorer bryder ind i lokalsamfundene med deres store vindmøller, heller ikke DONGs og Vattenfall’s vindmøller. Derfor protesterer de.
Selv om 80 % af befolkningen ifølge målinger går ind for vindmøller, så protesterer man lokalt, og det er forståeligt. Ganske uanset hvor veludviklede planlægningsværktøjer man benytter, så er der i dag for meget drama omkring vindmølleprojekterne.
Vindmøller skal gøres til en ganske almindelig lokal opgave. Forbrugerejede selskaber og kommunerne er allerede ansvarlige for vandforsyning, fjernvarme, spildevand, det meste af el-distributionen mv. Kommunerne.
De forbrugerejede selskaber kan sagtens stå for den kollektive forsyning med vedvarende energi, herunder vindmøllerne og skal have et incitament. Den rene energi bliver billigere og lokalt accepteret, dersom den bliver lokalt forankret.
Preben Maegaard
EUROSOLAR
Den Europæiske Forening for Vedvarende Energi
www.maegaard.net
