Nissan parat til at droppe Danmark som første elbil-marked
Danmarks status som introduktionsland for elbiler er i fare. Den japanske bilproducent Nissan, der til efteråret markedsfører en af de første serieproducerede elbiler, ville først have Danmark med som introduktionsland. Men nu er det højst usikkert, for Danmark er bagud med beslutninger om infrastruktur.
Her er et bud på en ladestation, fremvist sammen med Nissan Leaf i Washington i januar 2010. (Foto: Wikipedia/Mario Roberto Duran Ortiz)
Fakta
Læs også
-
Renault-elbil med 250 kg batteri bliver vist frem i København
-
Utålmodig dansk ingeniør: Jeg bygger selv 250 elbiler om året
-
Nu testes danskernes første elbil: Rækkevidde på 100 kilometer
Læs mere om
Dokumentation
Bilproducenten Nissan vakler nu i beslutningen om at have Danmark med i første bølge, når firmaets første serieproducerede elbil, Leaf, skal på markedet meget snart.
Årsagen er angiveligt en svigtende eller usynlig politisk vilje til at være foregangsland efter fiaskoen ved COP15.
»Leaf'en er klar. Danmark var planlagt til at blive et af de første lande i Europa, hvor elbilen skulle introduceres - fordi Danmark er den forholdsvis største producent af elektricitet fra vindkraft,« siger direktør Peter Hal, Nissan Nordic Danmark.
»Bilen vil blive introduceret i Holland, Portugal og Irland her til efteråret. Det var så planen, at den også skulle sælges i Danmark fra foråret 2011. Men fra Nissans side vil man meget nødig sende bilen på markedet, når der ikke er nogen form for sikkerhed for, at den kan blive ladet op på en forsvarlig måde,« siger Peter Hal.
Beslutningen om at introducere Leaf i Danmark er derfor nu sat på pause indtil videre.
Det kan måske virke påfaldende, set i lyset af, at Nissan har en tæt alliance med Renault, som har et tæt samarbejde med firmaet Better Place, der udvikler ladestandere og batteriskifteautomater.
Men de to bilmærker markedsføres forskelligt, understreger Peter Hal.
»Efter vores opfattelse, så udvikler Better Place et lukket system for sine brugere, og Better Place bestemmer, hvad det koster. Vi ønsker os et åbent system, hvor man betaler ved standeren med et id-kort, så brugeren får sin regning fra energileverandøren,« siger Peter Hal.
Nogen skal påtage sig infrastrukturen
»Vi mangler nogen, som vil tage lederskabet og påtage sig at sørge for en passende, forsvarlig infrastruktur. Det kræver ikke, at der skal opstilles tusinde ladestandere inden for et år, for det kan ikke lade sig gøre. Men der må være nogen, der siger: Vi skal nok sørge for, at der er ladestationer til elbilerne,« siger han.
Nissan har haft planer med Danmark, fordi landet er kendt for mange vindmøller, der leverer til det offentlige elnet. Og fordi der ligger en kraftig elinfrastruktur, særligt i byerne, hvor den ligger lettilgængelig, lige under jordoverfladen.
»Der skal være tilgængelige ladestationer i det offentlige rum, der er sikkerhedsmæssigt og forsyningsmæssigt forsvarlige. Det behøver ikke at være på gader og stræder, men i det mindste et sted, hvor man kan oplade sin elbil, for eksempel mens man går i teatret. Og det skulle også gerne være så intelligent indrettet, at bilerne kan lades med strøm fra vindmøllerne, når der er billig overskudskapacitet i elnettet,« siger han.
Har Nissan så opgivet Danmark som introduktionsland?
»Den endelige beslutning er ikke taget. Men vi har haft adskillige møder med Energinet.dk og med det politiske system, og vi fornemmer, at der er et meget stort vakuum i Danmark efter COP15 omkring beslutninger vedrørende elbiler og omkring lysten til at være foregangsland for elbiler, som benytter den grønne energi«
Peter Hal understreger, at Nissans Leaf er konstrueret som en elbil fra bunden. Det er altså ikke en ombygget benzinbil som de fleste nuværende elbiler på markedet. Den har plads til fem personer og har en rækkevidde på cirka 160 km.
Ifølge magasinet Autonews.com vil bilen blive markedsført i Europa til en grundpris på 197.000 kroner. Hertil kommer eventuelle nationale afgifter. I Danmark er elbiler fortsat afgiftsfrie indtil 2016. Det blev besluttet efter COP15. Men udbuddet af elbiler er meget beskedent, og Nissans Leaf forventes at komme i restordre hurtigt, indtil nye fabrikker bliver bygget i USA og England.
Energistyrelsen skynder sig
Imidlertid er der ikke helt dødt i regeringen. Energistyrelsen og energibranchen har nedsat en arbejdsgruppe, der skal komme med forslag til politikerne om netop ladestandere til de danske elbiler. Bilbranchen er ikke med, og det kan måske forklare, hvorfor bilfolkene oplever en larmende stilhed.
»Danmark ønsker stadig at være et foregangsland med hensyn til elbiler. Arbejdsgruppens frist er blevet fremskyndet, så der nu skal afrapporteres inden 1. juli, hvor sommerferien begynder. Forslagene, som bliver offentlige, skal handle om, hvilke aktører der skal eje ladestanderne og sætte dem op - skal det for eksempel være Energinet.dk, eller skal det være elselskaberne eller nogle kommercielle aktører. I anden omgang skal det udredes, hvad behovet og omkostningerne er, og endelig hvordan omkostningerne skal fordeles,« fortæller kontorchef Flemming G. Nielsen fra Energistyrelsen.
»Der skal jo være nogle spilleregler, så der ikke opstår kaos. Det skal ikke være sådan, at ingen tør stille ladestandere op, men heller ikke sådan, at der kommer mange ladestandere af vidt forskellige typer lige ved siden af hinanden. Der skal altså vælges nogle standarder,« siger han.
Bolden havner hos politikerne 1. juli
Så snart arbejdsgruppens rapport ligger klar, er det op til politikerne at beslutte sig. Herom siger klima- og energiminister Lykke Friis (V) til Ingeniøren:
»Elbiler har høj prioritet i regeringen. Det er jo derfor, vi har besluttet at fritage dem for afgift, og det er derfor vi fremrykkede deadline for arbejdsgruppens arbejde. Straks vi har fået arbejdsgruppens anbefalinger, vil vi forholde os til dem. Nogle af anbefalingerne vil muligvis kræve lovændringer, og den slags kan naturligvis ikke klares med det samme, men vi er helt klar over, at vi ikke skal sidde på hænderne i denne sag, og det gør vi bestemt heller ikke.«
Foreløbig er det kaos, som Energistyrelsen gerne vil undgå, så småt begyndt at brede sig.
Der står allerede ladestandere flere forskellige steder i København, længe før politikernes beslutninger om ejerskab og standarder. Og Odense Kommune er på egen hånd langt fremme i skoene, når det gælder offentlige ladestationer. Kommunen har bestilt et mindre antal, der skal installeres dels ved rådhuset, dels ved zoologisk have og ved Brandts klædefabrik.
Det bliver trefasede stik fra engelske Elektromotive, og det bliver centralt styrede ladestationer, opbygget efter åbne standarder.







