Hvorfor er nogle mennesker farveblinde og talblinde?

 lørdag 29. maj 2010 kl. 17:00

Susanne Jørgensen har stillet Scientariet følgende spørgsmål:

"Hvorfor er nogle mennesker talblinde? Og farveblinde?"

Hanne Jensen, Overlæge ved Øjenafdelingen Glostrup Hospital samt ved Kennedy Centret samt lektor ved Københavns Universitet i faget oftalmologi, svarer:


Farveblindhed eller mere korrekt defekt farvesyn kan være medfødt eller erhvervet.

Medfødt farveblindhed rammer cirka 6 procent af mænd samt ½ procent af kvinder og årsagen er et defekt gen på X-kromosomet som bevirker, at de tappe i nethinden som er ansvarlige for farveopfattelsen ikke fungerer. Det er altså en arvelig sygdom med en kønsbunden arvegang.

Klassifikation baseres på tilstedeværelsen af tre forskellige farvetappe (sanseceller i nethinden): rød, grøn og blå følsomme tappe. Hvis alle tre systemer virker har man et normalt farvesyn, hvis funktionen er nedsat men dog til stede er det en farvesynsanomali – hvis det er helt udslukt en anopi.

De personer, der har svært ved den røde farve kaldes protanomale, hvis der er nogen reaktion på rødt lys mens de er protanope, hvis de slet ikke kan se den røde farve. De personer, der har det vanskeligt med den grønne farve kaldes henholdsvis deuteranomale og deuteraonpe, og dem med problemer med det blå lys tritanomale og tritanope.

Deuteranomali er den hyppigste farvesynsdefekt mens tritanomali og – tritanopi samt total farveblindhed er meget sjældent forekommende.

Børn med farvesynsanomalier har ikke større indlæringsmæssige problemer, men man skal i valg af skolemateriale være opmærksom på, at nogle børn kan have problemer, hvis teksten er farvet på farvet baggrund, og vigtigt at huske på at der er erhverv, hvor et intakt farvesyn er et must.

Erhvervet farveblindhed er en helt anden tilstand, som oftest skyldes sygdomme i nethindens tappe – og på grund af denne er funktionen brudt ned og farvesynet påvirket. Her er det oftest det blå system, der påvirkes.

Talblindhed også kaldet dyskalkuli er derimod ikke en tilstand, som man har en fundet årsagen til. Det der blev publiceret for få år siden, er allerede blevet erstattet af andre resultater. Der er tegn på at EEG-aktiviteten er nedsat i den højre hemisfære hos talblinde sammenlignet hos personer, der er gode til matematik. Desuden kan generelle problemer med korttidshukommelsen være årsag. Man ved også, at problemer under graviditeten og kompliceret fødsel kan være årsag til talblindhed, på samme måde som ordblindhed - men der mangler specifik forskning indenfor dyskalkuli.

Det er ofte normalt eller højtbegavede mennesker af begge køn, der rammes og det angives at mellem 3 og 6 procent af befolkningen er talblinde, men problemet er i vidt omfang ikke erkendt. Talblinde har utroligt svært ved at lære højre/venstre, og har f.eks. svært ved at lære at binde snørebånd. Af den grund henvises talblinde børn ofte til ergoterapeut for at blive vurderet.

Susanne Jørgensen vinder bogen, Primtal - Matematikkens gådefulde tal - fra A-Ø" af David Wells fra Nyt Teknisk Forlag for sit spørgsmål.

Er du rigtig klog? Nu kan du udfordre dine venner med ekspert-spørgsmål fra Scientariet i Ingeniørens nye Facebook-quiz "Så ka' du lære det!". Klik her for at deltage i quizzen og teste dine venner.


Spørg Scientariet er i dag redigeret af Tine Havkrog,
thb@ing.dk.



29. maj 2010 kl 17:17

Thomas (bbb) Hansen

Den var god.

"Hvorfor er nogle mennesker talblinde? Og farveblinde?"

"Susanne Jørgensen vinder bogen, Primtal - Matematikkens gådefulde tal - fra A-Ø" af David Wells fra Nyt Teknisk Forlag for sit spørgsmål."

Den var god.


29. maj 2010 kl 18:50

avatar

Peter Ole Kvint

To svar mulighederTilfældigt eller smart

Det kan være helt tilfældigt at nogen har en egenskab eller mangler den. Hvis de ikke døer, så går egenskaben i arv.

Det kan være en fordel at have en egenskab som andre ikke har. Således er de fleste nat aktive dyr farveblinde, for at kunne se bedre i mørke.

Ordblindhed og talblindhed skyldes at de forskellige centre i hjernen skal samarbejde på en ny måde som er opfundet for få tudsende år siden. Alle børn fødes uden disse evner de fleste udvikler evnen pludseligt ved 9 års alderen og andre først som 15 årig og nogen aldrig. Den gang tallene ikke var opfundet så var det ikke noget problem. Der findes stadigt sprog uden tal over tre. En; to; mange.


29. maj 2010 kl 20:38

Carsten Scherrebeck Møller

Øvelse

Det kræver viden og udfordringer, at lære at evne at adskille farver. En sådan lærdom får børn intet af i skolerne. Min farvesans er forholdsvis høj, men den blev først udviklet da jeg var cirka 26 år. Først da, tilfældigvis, fik jeg et tilfældigt ansvar for at godkende en reklamekampagnes varer, og hvor meget erfarne teknikere præsenterede mig for færdige udgaver af plakater, brochurer og så videre. Disse mennesker talte om nuancer af farver, og jeg evnede ikke at se disse nuancer. De talte om kontraster, nuancer af sådanne, mine øjne nægtede at der var detaljer af kunne få øje på. Kun min logik bragte mig videre, min antagelse om at disse mennesker havde faglig ekspertise inden for deres faglige område, altså tvang jeg mig til at analysere ganske langsomt. Dette er vejen fremad, man kan lære, det kræver at nogen fortæller til én, at der er detaljer at kunne få øje på.

I moderne tid er vi ødelagde af computeres mangel på nuancer af farver. En skærmpixel, fx blå, kan ikke vise ret mange forskellige lysintensiteter. Problemet er de såkaldte 24-bit farver, som er standard, helt utilstrækkeligt, desværre. Det er fx helt umuligt at vise en gradueret farveskala i blå, for der er kun 256 forskellige grader, i forhold til at der kan være knap 2000 pixels vandret hen over en skærm.


29. maj 2010 kl 21:06

Søren Basbøll

Andet farvesyn

Der findes en udmærket og noget grundigere introduktion til emnet på Wikipedia, prøv "colour blindness". Emnet er en stor og blandet landhandel.

Et ofte overset aspekt er, at en del såkaldte farveblinde ikke er farveblinde i almindelig forstand, blot har nogle af deres tappe den maksimale følsomhed ved en anden bølgelængde end ikke-farveblinde. Det bevirker, at de kan se flere nuancer i visse områder, for mit eget vedkommende efterårsfarverne, end normaltseende. Men vi kan ikke klare Ishiraras prøver.

Det siges, at når man skal sende marineinfanterister ind i for eksempel stillehavsjungler, så sender man først nogle af de farveblinde fordi de bedre kan se fjendens camouflage.

Min pointe er, at det er rimeligst at betragte mange af disse tilstande som genetiske varianter der en gang har haft deres berettigelse i evolutionen, og ikke som en sygdom.

Hilsen
Søren B


29. maj 2010 kl 21:21

avatar

Stig Johansen

Talblinde...

Nu er der ikke skrevet så meget om talblinde, men 'engang' diskuterede jeg emnet med en aktuar, og det typiske eksempel var, at man byttede om på 6 og 9, og har intet med synssansen at gøre, ej heller intellektuelt.
(Denne diskussion foregik i 70'erne, så der er nok ikke meget at finde på nettet).


29. maj 2010 kl 23:16

Jens Christian Larsen

Talblind = Dyskalkuli

Området er ikke særligt undersøgt, men Svendborg Kommune og CSV SydØstfyn har fået bevilget penge til at gennemføre et projekt der skal undersøge fænomenet nærmere.
Se mere på www.dyskalkuli.dk


Ny i debatten? Opret en brugerkonto