Smart CAD-funktion gør produktdesign til en leg
Mange virksomheder er begyndt at bruge parametrisk konstruktion i CAD-programmer. Det giver en rationalisering af designprocessen.
Parametrisk konstruktion gør tegningen levende. Hvis man ændrer en parameter et sted i tegningen, slår det straks igennem i hele tegningen. Stadigt flere virksomheder har fået øjenene op for fordelene.
Læs også
Mange virksomheder opdager nu demuligheder, som ligger i parametriskkonstruktion i CAD-programmer.
Kort fortalt kan man blot ved at indføje nogle nye mål, parametre, ændre en produkttegning fra én dimension til en anden. Dermed kan man på få øjeblikke skabe en ny udgave af et eksisterende produkt.
»Firmaerne er begyndt at få øjnene op for mulighederne. Man kan bare sætte en ny parameter ind, og så bliver alle andre komponenter automatisk større eller mindre,« forklarer uddannelseskonsulent Lars Pedersen fra Kursuscenter Vest i Esbjerg.
Ændringen af parametre sker i et regneark, som CAD-programmet er linket til. En ændring i regnearket, ændrer tegningen med det samme.
»Mulighederne har været der længe i programmer som Inventor og SolidWorks, men det er først nu, at virksomhederne har taget dem til sig. Det kan være en meget stor besparelse at arbejde parametrisk, hvis man skal lave mange udgaver af et produkt, for eksempel en aksel, et tandhjul eller en bøsning,« siger Lars Pedersen.
En anden underviser i CAD-programmer, Torben Bo Christensen fra NTI CADcenter, beskriver forskellen sådan:
»Det hele bliver levende, når man arbejder parametrisk. Hvis man laver en ændring et sted i tegningen, så slår det igennem med det samme i hele tegningen. Du behøver ikke have fat i hver eneste streg.«
Arbejdet med at designe nye udgaver af produkter er ifølge Torben Bo Christensen blevet så nemt, at nogle virksomheder lader ikke-teknikere gøre det.
Virksomheden Belman i Esbjerg er en af dem, der har taget den parametriske konstruktion til sig. Virksomheden laver kompensatorer i metal. Kompensatorer kan optage et rørs udvidelse på grund af varme eller vibrationer.
»Tidligere har vi blot lavet nogle skitser af vores kompensatorer i AutoCAD, og så har vi skiftet mål ved at tegne på ny. Men det har ofte taget et par timer,« fortæller ingeniør og teknisk chef Rene Thorsen, Belman.
Nu er Belman på vej over til parametrisk design og virksomheden er ved at lægge de designregler ind, som der er brug for. Det sker i øvrigt i Inventor.
»På den nye måde tager det kun to minutter at lave et nyt design. Vi definer de styrende parametre, og så lader vi resten være funktioner af dem. Derfor skal der ikke bruges mange indtastninger til at skabe et nyt produkt,« fortæller Rene Thorsen.
Når firmaet laver komplette CAD-filer af nye produktudgaver, har det også den fordel, at de kan testes for styrke og andet i en Finite Elements-analyse.
Rene Thomsen fremhæver også, at den mere systematiske proces med parametrisk konstruktion samtidigt giver et kvalitetstjek af konstruktionen.
En af forhindringerne for udbredelse af parametrisk design har været, at man er nødt til at lave et sæt af designregler, så programmet ved, hvad der må reguleres, og hvad der ikke må reguleres. For eksempel skal man definere, hvilke der er de styrende parametre, og hvilke der blot skal følge dem, og hvordan de så skal følges.
Men denne del er blevet lettere at arbejde med de sidste år, konstaterer ingeniør Torben Bo Christensen, der underviser i Inventor ved NTI CADcenter i Værløse.
»Før skulle man vide meget om konfigurering for at kunne opstille de relevante regler. I dag er programmerne demokratiseret. Det er blevet nemt for alle at gøre det. De nye muligheder med en regelmotor, der hedder Ilogic, er lagt ind i Inventor for et par år siden. Det betyder, at alle uden større erfaring kan arbejde med det,« siger han.






