Memorystick udsender lyd og dufte
Dansk lydfirma har sendt en USB-stick på markedet, som kan fyldes med duften af tyggegummi eller ny bil for at stimulere kundernes sanser.
Lyd- og brandingfirmaet Audiowise har lanceret en memorystick, som udsender dufte, når man sætter den i USB-porten.
Formålet er at spille på så mange sanser som mulig i en markedsføringskampagne, hvor duftene skal gøre kunderne lækkersultne efter for eksempel tyggegummi eller en ny bil.
»Jo flere sanser, man kan spille på, des større er chancen for, at folk opfatter budskabet. Folk reagerer ikke længere på det visuelle alene, der skal mere til,« forklarer stifter og kreativ direktør i Audiowise, Johny Sårde.
Audiowise har allerede USB-nøgler på markedet, der kan indeholde butikkers kataloger med et lydmiljø til.
Samme koncept er udgangspunktet for duftnøglerne, som skal indhylle kunderne i en totaloplevelse af lyd, billede og duft. Derfor har Audiowise fået ingeniører i Kina til at designe en memorystick, der indeholder en lille duftflaske på 20 ml samt en lille brænder, der bliver aktiveret, når sticken sættes i USB-porten og udsender duften i en lille røgsky.
Beholder kan genfyldes
Leverandøren havde allerede en version klar, men her indeholdt sticken en lille klud, der blev dyppet i æteriske olier og varmet op med computerens varme fra USB-porten. Denne metode gjorde dog ikke duften kraftig nok, vurderede Audiowise, så der måtte en hel beholder til, der kan genfyldes. Den bliver fyldt på fra fabrikken i Kina, når Audiowise har sendt duften af sted.
Et stykke software i sticken gør det desuden muligt for virksomheden at følge med i, hvor mange der bruger sticken, og hvilke sider i kataloget de kigger på.
Duften af tyggegummi og ny bil
Potentialet har allerede vist sig for firmaet, som har fået en ordre fra et amerikansk tyggegummifirma på 100.000 stk., der udsender pebermynteduft, når det bliver aktiveret.
En række tyske bilfirmaer har også vist interesse for den nye stick, som ikke alene kan indeholde et bilkatalog og lyden af en accelererende motor. Nu kan den også indeholde lugten af ny bil. Og endelig har den store amerikanske Disney-koncern vist interesse, men de nærmere betingelser vil Johny Sårde ikke fortælle om endnu.
På det danske marked er der ikke sket så meget endnu, men Johny Sårde regner med, at det vil komme senere.
»Vi har præsenteret konceptet for en række mediabureauer, men de danske virksomheder virker ikke klar på det endnu og er lidt langsomme til at spille på nye interaktive sanseoplevelser. Lige nu er det det amerikanske marked, der rykker for os,« siger han.

Video:
USB-stick udsender dufte for at simulere kundernes sanser




