Kommissionsformand: »Sådan havde vi ikke tænkt sundhedsskatten«
Formanden for regeringens egen Forebyggelseskommission, Mette Wier, forstår ikke, hvorfor regeringen vil beskatte det magre og det fede hakkede kød lige højt. Så er sundhedseffekten forsvundet, siger hun.
Læs også
Læs mere om
Regeringens sundhedsskat på mættet fedt bliver nu problematiseret af formanden for Forebyggelseskommissionen, som foreslog skatten.
Kommissionen afleverede for godt et år siden den rapport, hvori regeringen fandt argumentet, som nu har ført til, at der kommer en skat på 13,5 kroner per kilo mættet fedt, som danskerne lægger i indkøbskurven.
Oprindeligt var kødprodukterne undtaget, og kommissionsformand Mette Wier finder det som udgangspunkt positivt, at de er kommet med i fedtskatten. Men måden, de bliver beskattet på, er forkert.
Regeringen vil opkræve sundhedsskatten, så hakket svinekød får samme afgift, uanset om det indeholder 5 eller 25 procents fedt. Dyret alene afgør skatten, ikke hvor meget fedt der rent faktisk havner i indkøbskurven.
LÆS: Ny FEDTAFGIFT GØR MAGERT KØD DYRERE
»Så er det sundhedsmæssige argument forsvundet,« konstaterer Mette Wier, der er direktør for Anvendt Kommunalforskning (AKF).
Hun kalder den ens sundhedsskat for magert og fedt kød for »enormt uhensigtsmæssig«.
»Det var slet ikke sådan, det var tænkt. I vores forslag lå der lige præcis en differentiering,« siger Mette Wier.
Ingen problemer med differentierede afgifter på hakket kød
Hun forstår godt, at det kan være bøvlet at fastslå, hvor meget fedt der er nogle udskæringer, f.eks. koteletter.
»Men når det gælder det hakkede kød, er der krav om en registrering af fedtindholdet. Derfor er der ingen argumenter for ikke at differentiere afgifterne,« påpeger Mette Wier.
Hun tilføjer, at det samme gør sig gældende for pølser, hvor fedtindholdet er oplyst.
Kommissionsformanden henviser til, at netop hakket køds fedtindhold varierer markant, og at det fede kød er langt billigere end det magre.
»Vi danskere lever simpelthen af hakket kød. Det er det, vi oftest stiller på middagsbordet. Derfor er der store sundhedsmæssige effekter af afgifter på netop det fedeste hakkede kød,« fremhæver Mette Wier.
Regeringen fylder blot hullet i kassen
Regeringen satte afgiften på mættet fedt ned fra 25 kroner per kilo til 13,50 kroner per kilo, da kødprodukter blev en del af sundhedsskatten. Forebyggelseskommissionen havde foreslået en afgift på 20 kroner per kilo.
Ifølge Mette Wier nåede kommissionen ikke at regne igennem, hvad den optimale afgift er, hvis effekten på danskernes sundhed skal være størst mulig.
»Principielt skal afgiften så højt op som muligt for at få sundhedsmæssige effekt, uden at det dog fører til uhensigtsmæssige sideeffekter. Man kunne sagtens sætte afgiften op i forhold til, hvad regeringen er landet på,« siger hun.
Mette Wier mener, at regeringen i stedet for at tænke på sundhedseffekter har regnet baglæns - altså at den har haft et hul i statskassen, der skulle fyldes, og at afgiften er blevet sat ud fra, hvad der skal til at lukke hullet.
Sundhedsskatten på mættet fedt vil indbringe 1,1 milliard kroner årligt. Skatten på svinekød bliver cirka to kroner per kilo.






