Byggeboom af affaldsanlæg
Over hele landet ansøger affaldsselskaber om tilladelse til at bygge nye anlæg. Halvdelen af anlæggene bør udskiftes inden for en kort årrække.
Om et år ventes de første byggekraner at blive kørt i stilling på Håndværkervej i Roskilde, hvor det fælleskommunale affaldsselskab Kara/Noveren skal bygge en ny ovn på Roskilde Forbrændingsanlæg. Det skal gøre en ende på den årlige transport af 70.000 ton affald til forbrændingsanlæg på Fyn, Falster og i Slagelse. (Illustration: Kara/Noveren)
Læs også
-
Energiforskere: Danmark investerer milliarder i ubrugelige halmværker
Læs mere om
Landet over ansøger affaldsforbrændingsanlæg om lov til at udvide kapaciteten. Flere ældre ovnlinjer skal udskiftes, ligesom danskernes produktion af affald ventes at stige, når de økonomiske kurver igen begynder at pege opad efter krisen - og til den tid skal anlæggenes kapacitet gerne kunne følge med.
Ud af 29 danske forbrændingsanlæg har 11 en ansøgning liggende hos Energistyrelsen om at udvide kapaciteten eller udskifte gamle ovnlinjer med nye.
Prisen på de to eneste, der er godkendt på nuværende tidspunkt, ligger på to mia. kr. tilsammen, og hele ansøgerbunken repræsenterer en nettoudvidelse af kapaciteten på cirka en mio. ton affald om året. I det tal er fratrukket nedlæggelsen af pensionsmodne ovnlinjer med en kapacitet på 700.000 ton affald om året. Til sammenligning brænder de danske forbrændingsanlæg 3,6 millioner ton affald om året, så cirka en tredjedel skal skiftes.
»Mange anlæg blev bygget for mere end 20 år siden, så det er klart, at der kommer en betydelig udskiftning nu,« siger Finn Bertelsen, der er specialkonsulent i Energistyrelsen og henviser til en rapport fra Rambøll. Af den fremgår det, at 30 pct. af de danske affaldsforbrændingsanlæg er mere end 20 år gamle, og 50 pct. af anlæggene er mindst 15 år. Det er interessante tal i en branche, hvor det tager fire til seks år at planlægge og bygge nye anlæg, og man regner med en levetid omkring 20-25 år.
Investeringerne i nye anlæg kan vise sig at være en gave til miljøet. Flere af de ældre anlæg er nemlig kun varmeværker, og hvis alle anlæg i Danmark brugte nutidig teknik, ville de ifølge Rambøll øge produktionen af elektricitet med 50 pct. og varme med 4 pct. pr. ton affald.
Peter Heymann Andersen, der er chef for Rambølls afdeling for Waste to Energy, synes det er en god idé, hvis affaldsselskaberne forsøger at få mere el ud af deres affald af én simpel grund:Man kan lave el om til varme, men ikke omvendt, og flere af de gamle anlæg har svært ved at afsætte deres energi i fjernvarmenettet om sommeren.






