Når din hverdags ting er ting, du forstår, og som indgår i dine oplevelser, da kan du have samme glæde med de samme ting hele livet - vedligeholdelsen bliver en del af oplevelsen - ikke en irriterende afbrydelse af den.
Jeg forstår Windows Xp. Men, min vedligeholdelse er irriterende afbrydelser. Jeg forstod som barn min Optimistjolle af ædeltræ, men at vedligeholde den jolle, dens træ og lak, var et mareridt. Heldige var de drenge i sejlklubben, der allerede dengang havde joller af glasfiber, de kunne nyde sejladserne og koncentrere sig om at sejle. Jeg forstod min supermoderne Everton knallert, jeg adskilte den hver eneste eftermiddag for at gøre den en lille bitte smule bedre, men sidenhen blev det en irritation, at skidtet ikke kunne holde i ret mange timer ad gangen, teknologierne var utroværdige.
Jeg kan huske mit første Swatch. Se, et sådant armbåndsur af plast var en revolution, omtrent intet som helst at bekymre sig om, det virkede relativt set perfekt i forhold til hidtidige normale typer - Zen! Jeg husker også min allerførste oplevelse med at anvende en McIntosh computer fra Apple, en revolution af simpelhed med enorm kompleksitet skjult i indmaden, intet som helst for mig at bekymre mig om, jeg kunne fokusere på mit projekt, og som reddede mig i London dengang, mit udbytte derfra var mangefold den pris som et sådant lille teknologisk mirakel kostede dengang. Zen!
Som fører mig til: Zen-drømmen om simple fuldkomne levemåder, er en misforståelse, hvis der deri ligger at vi selv skal vedligeholde alt. Hvis vi ønsker os et simpelt fredeligt liv uden stress, så skal vi anvende komplekse redskaber der er så komplekse at vi ingen chancer har for at reparere spor på dem, og til gengæld skal disse varer på deres overflader virke perfekt på intuitive måder helt uden behov for træning eller hjælp. Der findes desværre ikke ret mange af sådanne varer i verden. For eksempel er en puk til ishocky temmelig perfekt, ægte Zen. Derimod, jeg har en af Nokias forholdsvis temmelig dyre telefoner, en telefon som hardwaremæssig er et vidunder, synes jeg, og som softwaremæssigt er en høstak af makværk af uforståeligheder som ærgrer mig i grader så grusomme at jeg ønsker at det selskab skal gå konkurs og give bedre plads til kompetente markedsdeltagere, fx Apple. Kunsten er at indpakke kaos og kompleksitet, så vi mennesker intet behøver at bekymre os om, andet end at opleve, som Nokia intet har fattet af. Dette mål om den perfekte simpelthed, forudsætter at arkitekter er involveret, fordi ingeniører er ude af stand til at skabe andet end den teknologiske indmad, som vel at mærke er en stor kunst i sig selv, men uforståeligt for andre end for ingeniørerne selv. Nokia er fx baseret således på ingeniører, mens fx Apple er baseret på arkitekter. Hvorfor købte jeg ikke en iPhone? Jeg undlod, fordi alle skriver om, at samtale-lydkvaliteten er dårlig, i forhold til den Nokia-telefon som jeg har valgt mig. En lille frelse, at når jeg lytter til telefonen, bliver mine ører ikke irriteret af digital forvrængning. Zen Miniature. Jeg ville allerhelst have købt mig en telefon der har samme hardwaremæssige kvalitet og som kun evner at bladre i numre, for dette er en grad af kompleksitet som min stakkels hjerne evner at forstå, men, så Zen-agtige vidunder-telefoner produceres slet ikke. Jeg spiller på et Yamaha-instrument, som det tog mig halvandet år at lære at forstå, jeg mener brugerfladens menuer, for de består af en høstak af kaos af menuer, tusindevis af funktioner, og hvoraf samtlige burde have været pakket bort bag en simpel letforståelig brugerflade. Overhovedet ikke Zen.
9
