Tung borevæske og cement skal stoppe oliekatastrofen
En ny boring skal ved hjælp af tung borevæske stabilisere oliebrønden, der er i øjeblikket lækker tusindvis af tønder olie hver dag. Senere kan der sættes en cement-prop i, men der går flere måneder, før boringen er færdig. Imens fosser olien ud.
BP har i første omgang svjeset en konstruktion sammen, der skal forsøge at opsamle olien fra lækken på havbunden og sende den videre op til skibe på havoverfladen.
Foto: BP plc
Tema
Oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf
Læs alt om temaet
Læs også
-
Amerikansk kystvagt frigiver video af olieafbrænding ved Deepwater Horizon
-
Kemikalier og olieafbrænding skal afværge miljøkatastrofe i USA
Dokumentation
Mens olien fosser ud i den mexicanske golf, arbejder ingeniører hårdt på at stoppe lækagen. Men det kan tage flere måneder, før der bliver sat en endegyldig stopper for udslippet.
På kort sigt arbejdes der med løsninger, der skal reducere olieudslippet. Det sker blandt andet ved at indkapsle det ødelagte borerør, hvorfra olien lækker og pumpe den op i et skib ved overfladen.
Indkapslingen består af et 125 ton tung konstruktion, der måler 4,2 x 7,3 x 12 meter, der skal placeres oven på det kraftigste udstrømningssted, der er omkring 200 meter fra borehullet.
Men det ødelagte borerør er ikke kilden til problemet.
Det er oliebrønden Macondo 1500 meter under havoverfladen, som borerøret er forbundet til.
Det var den oliebrønd, Macondo, som boreriggen Deepwater Horizon arbejdede på, da ulykken opstod, boreriggen brød i brand, sank og tog livet af 11 arbejdere.
For at stoppe udslippet, skal oliebrønden stabiliseres, eller der skal sættes en prop i.
Derfor gik boreriggen Development Drill III mandag i gang med at bore en ny brønd.
Den nye brønd, en såkaldt aflastningsbrønd, skal forsøge at bore ind i Macondo brønden flere kilometer under havbunden.
Planen er, at der gennem den nye brønd sendes en tung borevæske ned.
Den tunge borevæske vil være under et enormt tryk fra sin egen vægt, og det skal stabilisere olien, så den bliver i jorden. Man kan nemlig ikke 'bare' tage trykket af en oliebrønd.
“Det er ikke et spørgsmål om a tage trykket fra oliebrønden. Det kan man ikke, for det vil tage flere år. Trykket skal udlignes, så der ikke kommer olie op, og man bruger vægten af borevæsken til at udligne trykket,” siger James Thompson, der arbejder med dybhavs boringer for Maersk Drilling til ing.dk
”De har derfor brug for at kende trykket i oliereservoiret, så de kan beregne vægten af borevæsken. Det endelige tryk fra borevæsken skal ligge så tæt på trykket i reservoiret som muligt."
Borevæsken er typisk vandbaseret og tilsat en række kemikalier, men den skal altså skræddersyes, så det samlede tryk er højt nok til at holde olien tilbage.
Senere kan der gennem den nye boring sendes cement ned, der virker som en prop i brønden.
Det er efter sigende hvad olieselskabet BP har tænkt sig at gøre, men alternativt kan de forsøge at stabilisere brønden, så den senere kan tages i brug.
”De borer ind i den brønd, der lækker, fra en placering i nærheden. Ved hjælp af en speciel boreteknik, kan de bestemme præcis, hvilken retning de vil bore ind i brønden fra. Derfra har de to muligheder. En er at sætte en prop med cement i og efterlade brønden. Eller de kan forsøge at få kontrol over den igen,” lyder det fra James Thompson fra Maersk Drilling til ing.dk
Det forventes, at det vil tage to-tre måneder, før aflastningsbrønden er boret færdig. Men det er ikke nogen nem opgave.
Aflastningsbrønden skal bores ned til 5500 meter, og på 1500 meter vand er trykket enormt.
Derudover oplyser New York Times, at røret i Macondo brønden, som den nye aflastningsbrønd skal ramme, er på bare 18 centimer.
En kilde siger til avisen, at ”det er som at finde en nål i en høstak”.
Når det overhovedet er nødvendigt med en aflastningsbrønd skyldes det, at det sikkerhedssystem af ventiler, der skal lukke en oliebrønd i forbindelse med lækager eller ’blowout’, det såkaldte 'blowout prevention device’, har svigtet.
Forsøg på at aktivere det manuelt via fjernstyrede ubåde er mislykket, og i mellemtiden fosser et sted mellem 5.000 og 26.000 tønder olie ud om dagen.






