/energi

Nyt dansk vindmøllepatent udnytter undertryk bag huse

Nyt fynsk vindmølleprincip vil udnytte det kraftige sug, der opstår bag ved et hus, når det blæser. Opfinderen har netop fået 330.000 kroner i støtte.

Klik for at se billedet i stort

Bernoullis lov om sammenhængen mellem et statisk trykfald hen over en forhindring og lufthastigheden danner grundlaget for både fly og vindmøller. Det gælder også for Søren Bang-Møllers nye vindmølleprincip, hvor møllen skal monteres i læ af et hus - stik modsat gængse opfattelser af en god mølleplacering. (Grafik: Wikipedia/Niedi5)


Læs også

Læs mere om

Af Kent Krøyer, tirsdag 04. maj 2010 kl. 14:53

En fynsk maskiningeniør, Søren Bang-Møller, har opfundet en ny type husstands-vindmølle, som skal bruges lige præcis der, hvor andre vindmøller ikke dur. Nemlig i læ af en bygning.

Ideen er, at vindens strømning omkring et hus skaber trykforskelle, der kan udnyttes. Navnlig omkring hushjørnerne opstår der kraftige, små vinde.

»Når teglsten bliver revet af et tag, så bliver de i virkeligheden suget væk af undertrykket,« fortæller Søren Bang-Møller.

Funktionsprincippet har fået navnet Ridge Wing Turbine, og turbinen skal med andre ord opsamle den vindenergi, der får vinden til at hyle omkring hjørner og andre fremspring.

Søren Bang-Møller er udmærket klar over, at sådanne placeringer opfattes som pest og kolera af den etablerede vindmøllebranche. For det er velkendt, at små vindmøller har en lav ydelse og slides meget hurtigt, hvis de står i den urolige luft bag træer eller huse. Men det er præcis der, den nye mølletype skal hente sin energi. Jo tættere på huset, des bedre.

»Foreløbig har jeg bygget en lille 12 Volts model med 16 cm rotor, som viser, at princippet virker. Den har opladet batterier og fået en led-lampe til at lyse. Og den har fungeret som en demonstrationsmodel, der viser, at systemet virker.«

Patentansøgningen blev indsendt sidste år, og opfinderen har netop modtaget 330.000 kroner fra Energi Fyns Udviklingsfond. Pengene skal bruges i Udviklingspar Nord i Bogense til at bygge og optimere en større demonstrationsmodel med en maksimal effekt på 3 kW.

Opfinder er både ingeniør og fritidspilot
Den konkrete, visuelle udformning vil Søren Bang-Møller ikke vise frem endnu, trods Ingeniørens påtrængende nysgerrighed. Men han har ikke noget imod at fortælle lidt om ideer og planer.
Ud over at være ingeniør er han også fritidspilot og har undervist i aerodynamik gennem adskillige år i Fyns Flyveklub. Og det er det arbejde, der har givet ham praktisk og teoretisk viden om aerodynamik.

»Møllen udnytter en statisk spærring til at generere en højere trykforskel og dermed en højere lufthastighed. Det er et energisystem, som udnytter bygningers naturlige evne til kompression. Der er tale om grænselagsstrømninger, som opstår omkring bygninger. De fleste mennesker kender jo til, at det kan blæse rundt om hjørnerne med en højere hastighed end den generelle vind. Men der er aldrig nogen, der har undersøgt den slags videnskabeligt ud fra en energimæssig betragtning. Man ved dog, at der opstår ekstremer omkring tagrygninger og hushjørner.«

Om offentliggørelsen af det nye vindmølleprincip siger han:

»Planen er, at prototypen skal vises frem til oktober, når jeg er lidt mere klar. Tiden skal gå med at bygge og optimere designet,« siger han.

Han håber, at pengene fra Energi Fyn rækker til vindtunnelforsøg. Under alle omstændigheder er der brug for yderligere venture-kapital til møllens fortsatte udvikling, så Søren Bang-Møller siger jatak til eventuelle henvendelser fra investeringsbranchen.



04. maj 2010 kl 15:08

Bent Andersen

Skal den monteres på skinner?

Så møllen kan køre hen til det bedste hushjørne alt efter vindretning :-)

Bent.


04. maj 2010 kl 16:16

erik karlsen


04. maj 2010 kl 16:39

John Vedsegaard

Re: Skal den monteres på skinner?

Så møllen kan køre hen til det bedste hushjørne alt efter vindretning :-)

Bent.

Det er jo ikke sikkert opfinderne har tænkt på det, men hvorfor egentlig ikke..


04. maj 2010 kl 18:29

avatar

Jon Bendtsen

Re: Skal den monteres på skinner?

Så møllen kan køre hen til det bedste hushjørne alt efter vindretning :-)

Nej, de monterer bare huset på en drejekræns og roterer det ;-)


04. maj 2010 kl 18:51

Vagn Hansen

Re: Re: Skal den monteres på skinner?

Nej men det skal du tydeligvis. Magen til selvtilfreds arrogance skal man da lede længe efter.
Komprimering af luft omkring en facade og et mindre mølleareal må da være en positiv indgangsvinkel til at få små husmøller med en måske rimelig effekt.
Selvfølgelig må man så acceptere kun at udnytte vinden fra en bestemt eller bestemte retninger, men man kan måske opnå attrakive designs på små møller.


04. maj 2010 kl 21:20

Bjarke Mønnike

Re: Re: Re: Skal den monteres på skinner?

Ja og en utilstedelig høj lyd i huset. Jeg er ikke generet, men min kone der ikke er høreskadet har erklæret den som ikke ønsket. Jo gu virker det, men det støjer.


04. maj 2010 kl 21:30

Anders Grønne

Re: Re: Re: Re: Skal den monteres på skinner?

Det er vel bare montere vindmølle på østsiden af huset. Her i Nordjylland blæser det alligevel altid fra vest...


05. maj 2010 kl 09:33

avatar

Torben Nielsen

Re: gammel ide

http://www.aerotecture.com/pro...ote>
Der er også svenskere igang med en lignende ide til en horizontalt rotterende husstandsvindmølle.

http://windforce.se/


05. maj 2010 kl 09:35

Mogens Eilsø

Hushjørner

At han har fået ideen fra turbulensen omkring et hushjørne betyder vel ikke nødvendigvis at der skal være et hus involveret. Princippet kunne udmærket bestå af en solid nogle meter bred plade der krøjer op mod vinden. Turbulensen kunne da udnyttes ved begge kanter


06. maj 2010 kl 11:31

Brian Jacobsen

Innovation

Sådan - bare få noget fart på og få den udviklet, så vi kan hylde vi stadig har iværksættere med initiativ og gåpåmod - istedet for de idiotiske jantelovs-tåber der desværre alt for ofte kan håne de innovative iværksættere.


06. maj 2010 kl 11:44

John Vedsegaard

Re: Innovation

Sådan - bare få noget fart på og få den udviklet, så vi kan hylde vi stadig har iværksættere med initiativ og gåpåmod - istedet for de idiotiske jantelovs-tåber der desværre alt for ofte kan håne de innovative iværksættere.

Ja vi har brug for ihværksættere, noget konstruktiv kritik er altid sundt for et projekt, det er derimod negativ for enhver pris ikke (jantelovs-tåber).


13. maj 2010 kl 23:01

Knud Kjeldgaard

Tagryg

Rigtig god ide: Men jeg ville lægge den langs tagryggen. F. eks. en Darrieus-mølle med vandret aksel.


13. maj 2010 kl 23:57

Jørgen Jakobsen

Re: Tagryg

Rigtig god ide: Men jeg ville lægge den langs tagryggen. F. eks. en Darrieus-mølle med vandret aksel.

Jeg ville lægge den på den side der oftest er læsiden, og den vandrette aksel kun lidt højere end tagrykken.

Det er slet ikke så tosset at få bygninger, tagflader, skrænter m.m. til at fungere som bestrøget areal.


30. maj 2010 kl 18:20

avatar

Holger Skjerning

Trevinget hurtigløber..!

Til at omdanne vindenergi til el-energi er der ikke noget system, der er mere effektrivt end alm. trevingede hurtigløbere. De er tæt på 85% af den teoretiske maksimalværdi.
Problemet er blot, at jo mindre, de laves, jo dyrere bliver strømmen. Prisen går imod uendelig, når vindmøllestørrelsen går mod nul!!!
Men det er da OK at placere sådan en på tagryggen, hvor vindhastigheden - for visse vindretninger er større end på frit land.
Så problemet er "blot" at få den produceret billigt nok, godkendt og opsat billigt nok. Og så støjen -både i huset og hos naboerne.
Og de 350.000 kr til en alternativ fynsk mølle, som vi ikke kender (hverken skitse eller beskrivelse), er med 98% sikkerhed spildt.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk