Små selskaber dropper elektronikudvikling
Flere små virksomheder lægger elektronikudvikling ud til udviklingshuse. DTU-professor ser det som en rigtig udvikling.
Stadig flere mindre virksomheder, som ikke har deres hovedkompetence inden for elektronik, opgiver helt eller delvist at udvikle deres elektronik selv. Med netværksteknologi, FPGA-chips og andet er elektronikken blevet for kompliceret.
»Vi ser en polarisering. Mange store firmaer står selv for deres elektronikudvikling, men mange små firmaer lægger det ud til et udviklingshus,« siger teknisk direktør Rune Domsten, Prevas, et af de store udviklingshuse i Danmark.
»For bare fem-ti år siden havde mange små firmaer deres egen elektronikudviklingsafdeling. Nu outsourcer de tit hele elektronikudviklingen til udviklingshuse. Jeg tror, det hænger sammen med, at elektronikken ikke er kernen i det, de laver. De koncentrerer sig om produktet og om markedsføringen,« siger han.
Udviklingshuset Axcon i Lyngby får også mange henvendelser fra små firmaer, som vil overlade hele eller dele af udviklingen til virksomheden.
»Mange små virksomheder har svært ved at overkomme store teknologispring. De kommer til os, fordi teknologien i dag ser helt anderledes ud end sidst, de fornyede deres elektronik. Mange er ret overvældede over udfordringen,« siger direktør Rolf Østergaard, Axcon.
»Der kan for eksempel være tale om, at det sidste produkt, de udviklede, var baseret på en 16 bit-processor, og den næste skal være baseret på en 32 bit-processor, og der skal være farveskærm. Det kan være en udfordring,« påpeger han.
Rolf Østergaard nævner som eksempel, at han netop har talt med en ingeniør fra en industrikunde, hvis sidste produkt var baseret på en Xilinx Spartan-3 FPGA-chip, hvorimod det næste produkt vil være baseret på Spartan-6.
»Så hans firma er allerede tre generationer bagud. Der er et stort spring,« konstaterer han.
Rolf Østergaard nævner også en højere kommunikationshastighed i elektronikken som en hurdle for de mindre virksomheder.
Mens mange små virksomheder vælger at outsource en del af elektronikudviklingen, er der også nogle, som vælger helt at outsource elektronikudvikling, ja endda produktionen af hele apparatet. Det har udviklingshuset Data Respons flere eksempler på.
»Vi ser et antal meget små virksomheder, især inden for medicinalapparater. Ofte består de af nogle få mennesker med en nøglekompetence. De lægger hele opgaven med elektronikudvikling ud til os. Det har vi set i højere grad de seneste år,« siger salgsdirektør Michael Schou Rasmussen, Data Respons.
Prevas ser den samme tendens. Ifølge Rune Domsten er der især tre områder, som har gjort det svært for de mindre virksomheder:
»Der sidder næsten altid en FPGA i moderne elektronik, og de værktøjer, man skal bruge til at designe og programmere en FPGA er ret avancerede. Den anden ting er, at elektronikken oftest er koblet til et netværk. Det gælder for eksempel et måleinstrument i en brønd eller i en vindmølle. Det er altså ikke helt trivielt at sætte det sammen. Det tredje er, at der ofte er trådløst netværk, og det kræver også en ekspertise. Derfor ender mange med at outsource opgaven,« forklarer han.
Tendensen til at mindre virksomheder outsourcer elektronikudvikling hilses i det store og hele velkommen af professor Jan Madsen ved DTU Informatik.
»Det er fornuftigt af de mindre virksomheder, at de lægger elektronikudviklingen ud og i stedet fokuserer dér, hvor de har deres kernekompetence,« siger han.
Professoren mener, at der i mange virksomheder har været en tradtition for, at 'vi kan bedst selv'. Men hvis man ikke laver elektronikudvikling ofte nok, kan det være for dyrt at holde gang i en elektronikafdeling:
»I dag skal man besidde viden på mange forskellige områder for at kunne udvikle elektronik. Jeg ser det som en del af globaliseringen og arbejdsdelingen, og jeg tror det er den rigtige vej. Modellen med firmaet, der kan alt selv, fungerer ikke mere,« siger Jan Madsen.






